Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Vi skubber endnu en generation ud af fællesskabet

»Dansk Folkeparti såvel som de nye ekstreme højreorienterede partier høster muligvis stemmer på kort sigt, men i det lange løb skaber vi yderligere rodløse og desorienterede generationer af unge.«

Yildiz Akdogan Fold sammen
Læs mere

Den 10. oktober 2014 havde Deadlines studievært, Martin Krasnik, Dansk Folkepartis Søren Krarup i studiet. Emnet var danskheden. Krasnik holdt bl.a. mit billede op mod Krarup og spurgte drilsk: »Er hun dansk?« Jeg sad derhjemme og fulgte med. »Næh, men hun er på vej til at blive dansk,« lød svaret. Jeg trak på skulderen og jokede med, hvor lang vej der mon var igen, når jeg nu – efter at have boet over 35 år af mit liv i Danmark, som dansk statsborger og aktiv i politik – stadig »kun var i procesfasen«?

Jeg har altid defineret mig som dansker. Derfor gik hverken Krarups eller andre af DFs misbrug af danskhedsdebatten mig på – altså indtil for nylig.

Som mange danskere overværede jeg, hvordan den unge elevrådsformand, Jens Phillip, fra Aarhus blev skubbet ud af fællesskabet for åben skærm af DFeren Martin Henriksen, godt hjulpet af en kvindelig præst fra tidehverv og en tidligere underviser og medlem af det populistiske højreparti, Nye Borgerlige. For første gang kunne jeg ikke distancere mig med humor eller ironi fra de forfærdelige ord, der væltede ud af de tre menneskers mund. Ekstreme mennesker, der gjorde sig til dommere over danskheden.

Måske fordi jeg i teorien kunne være mor til den unge mand, der desperat kæmpede for sin eksistensberettigelse og til at kalde sig det, han var – dansker. Måske var det, fordi jeg selv har en lille datter, der ligesom Jens Phillip er et »blandingsbarn« med brune øjne og mørkt hår, at jeg reagerede med både vrede og foragt mod politikeren, præsten, læreren og hele Debatten?

Når jeg bliver spurgt om min holdning til integration, lægger jeg ikke fingrene imellem, når jeg skitserer de udfordringer, vi har. Udfordringer som manglende demokratiforståelse blandt nogle unge, parallelsamfund, social kontrol, radikalisering m.m. Derfor argumenterer jeg også for, at vi skal fokusere på løsninger såsom at fastholde de unge i deres uddannelse, forpligte dem til at blive en del af foreningslivet eller fastholde dem på arbejdsmarkedet – med andre ord forpligte dem på fællesskabet.

Dette fællesskab er selvsagt inden for de demokratiske rammer og regler, som vores land bygger på. Derfor må der ikke ske en udstødelse eller »fremmedgørelse« ved at betvivle ens identitet. Jeg plejer at sige, at hvis min datter om 10-15 år bliver spurgt om, »hvor kommer du I VIRKELIGHEDEN fra«, så er mit arbejde som politiker mislykket.

Da jeg så den unge Jens Phillips desperate forsøg på at gøre krav på at være en del af fællesskabet, mistede jeg modet. Med den retorik på live-TV tror jeg næppe, vi kommer videre i integrationen eller skaber et fællesskab med demokratiske principper som fælles, samlende værdier. Dansk Folkeparti såvel som de nye ekstreme højreorienterede partier høster muligvis stemmer på kort sigt, men i det lange løb skaber vi yderligere rodløse og desorienterede generationer af unge – til stor frustration for dem selv og deres forældre og samfundet.