Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: »Søren Krarup i strid med Grundloven«

Replik. Når Søren Krarup taler for at indføre systematisk forskelsbehandling af udenlandske borgere her i landet på baggrund af tro og afstamning, er han fuldstændig på kant med Grundloven. Det vil ophæve det danske retssamfund.

Svigter Trykkefrihedsselskabet ytringsfriheden?Ja mener Frederik Stjernefeldt og Jacob Mchangama. De debatterer med Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARKIVSOLO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske politiker Daniel P. Moynihan skulle engang have udtalt, at »enhver er berettiget til at have sin egen mening, men ikke sine egne fakta«. Det er ikke et citat, der har gjort synderligt indtryk på Søren Krarup. I et indlæg her i avisen (02.01.), skriver Søren Krarup, at undertegnede er et »rart menneske«, men en »dårlig tænker og jurist«. Min personlighed, faglighed og intellektuelle kapacitet er utvivlsomt blandt forhold, som man med rette kan diskutere, og her kan Søren Krarups mening være ligeså god som andres (forhåbentlig) mere flatterende skudsmål. Men Søren Krarup får i sit forsvar for ideen om at lukke for ikke-Vestlig indvandring og tildeling af indfødsret til muslimer skrevet ting, der simpelthen er ubestrideligt faktuelt forkert. Søren Krarup skriver eksempelvis »Men straks kommer forvirrede folk med juridisk baggrund og siger, at man må ikke diskriminere mellem muslimske og ikke-muslimske borgere. Nej, når man er blevet dansk borger, er man lige for loven. Men heller ikke før…. det er i forhold til den givne danske lov, at man er lige. Hvis man ikke har dansk indfødsret, er man derfor ikke under loven, og det er ene og alene den danske lov, der stiller borgerne lige. Der er og skal være forskel på vestlig og ikke-vestlig, på dansk og ikke-dansk status.«

Ifølge Søren Krarup er udlændinge altså helt generelt – og ikke blot i forbindelse med indvandring – ikke beskyttet af dansk ret, og man kan derfor frit diskriminere mellem muslimer og ikke-muslimer. Der er dog blot den hage ved Søren Krarups påstand, at Grundlovens § 70 fastslår, at »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«. Grundlovens § 70 forbyder altså at diskriminere på baggrund af religion og afstamning – netop de to kriterier Søren Krarup fremfører – og skelner ikke mellem danske borgere og udlændinge, men gælder for alle der hører under dansk jurisdiktion. Det samme princip gælder for størstedelen af Grundlovens øvrige frihedsrettigheder. Hvis Søren Krarup havde besværet sig med at læse dansk forfatningsret, ville han vide, at Holck i 1869, Matzen (1883), Ross (1980), Zahle (1996) og Hansen Jensen, Albæk Jensen & Christensen, sidstnævnte er højesteretsdommer, (2012) når frem til samme konklusion, som da også blev fastslået af Højesteret i en dom fra 2012, hvor en flygtning var omfattet af grundlovens § 75, stk. 2. Man kan derfor ikke frit diskriminere mellem muslimer og ikke-muslimer her i landet. Læg i øvrigt mærke til, at efter Søren Krarups Grundlovsstridige ordning vil muslimer med ophold her i landet aldrig nogensinde kunne opnå lighed for loven, eftersom Søren Krarup kun anerkender dette princip for folk med dansk indfødsret, hvilket han samtidig vil nægte muslimer.

Efter at have gjort vold på Grundloven fortsætter Søren Krarup til sin yndlingsaversion – menneskerettighederne – og her går det helt galt. Søren Krarup skriver, at bl.a. undertegnede fremfører de »abstrakte og overjordiske menneskerettigheder og vil med udgangspunkt i dem hævde, at man ikke må gøre forskel på muslimer og ikke-muslimer. Jo man må, for menneskerettighederne er religion, ikke jura, er abstraktion, ikke dansk lov.«

Man kan udmærket have forskellige meninger om værdien og indholdet af menneskerettigheder, og her er Søren Krarups mening ligeså valid som alle andres. Men det er faktuelt forkert at påstå, at menneskerettigheder ikke er jura og ikke er dansk lov. Folketinget, som Søren Krarup var medlem af i ti år, vedtog i 1992 netop at gøre den Europæiske Menneskerettighedskonvention til en del af dansk ret, og konventionen anvendes ofte i det lovforberedende arbejde af offentlige myndigheder og af domstolene.

Ja, rent faktisk var det i høj grad de af Søren Krarup forkætrede menneskerettigheder, der medførte, at historikeren Bent Jensen af Østre Landsret blev frifundet i injuriesagen mod Jørgen Dragsdahl – en sag som med rette optog Søren Krarup meget. Som de ti år, hvor Søren Krarup var del af VK-regeringens parlamentariske flertal, viste, er der vide muligheder for at stramme reglerne på udlændingeområdet indenfor grundloven og menneskerettighedernes ramme. Men at indføre systematisk forskelsbehandling af udenlandske borgere her i landet på baggrund af tro og afstamning tillader hverken Grundloven eller menneskerettighederne. Det er derfor Søren Krarup, ikke hans kritikere, der med sit drakoniske forslag vil ophæve det danske retssamfund.