Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: »Politisk« er en sær dialekt

Tag for eksempel »gratis«. Det betyder på dansk, at noget gives som en art gave. På »politisk« betyder gratis imidlertid noget andet.

Henrik Dahl.
Læs mere
Fold sammen

Den samfundsmæssige samtale om statens finanser og den offentlige sektor foregår i et selvstændigt sprog. Grammatikken er den samme, mens ordene betyder noget andet. Derfor er der ikke noget at sige til, at mange bliver forvirrede, når de hører samtaler på »politisk« og forveksler dem med samtaler på almindeligt dansk.

Tag for eksempel »gratis«. Det betyder på dansk, at noget gives som en art gave. En pianist bliver inviteret til selskab. Stemningen er god, og som følge af det, beslutter vor pianist at glæde værterne og de øvrige gæster ved at give et nummer. Her kan man sige, at det bliver spillet »gratis«. Altså som en slags gunstbevisning over for det øvrige selskab.

På »politisk« betyder gratis imidlertid noget andet. Lægen skriver ikke en recept, fordi han vil give dig en slags gave. Tandlægen renser heller ikke dine tænder, fordi han er i godt humør og fuld af velvilje. Når de løser disse opgaver for dig, skyldes det ene og alene, at andre har betalt for, at de bliver løst.

Lad os gå tilbage til eksemplet med pianisten og sætte penge ind i det. Efter middagen bliver det givet til kende, at der vil blive spillet et nummer. Alle tror nu, at det skyldes velvilje og generøsitet – mens det i virkeligheden skyldes, at værten på forhånd har aftalt en betaling.

Nu er der tale om et bedrag. Ganske vist af den mildere slags, der ikke er strafbar. Men dog: Hele situationen er falsk og den tilsyneladende velvilje blot forstillelse. Den improviserede koncert er et stykke arbejde fra pianistens side. Og formålet med det hele er at skabe en illusion. Måske om værtens evner som vært. Måske om pianistens generøsitet. Måske om begge dele.

Men »gratis« er ikke det eneste ord, der betyder noget andet på »politisk« end på dansk. Man taler for eksempel om »nedskæringer«, selvom der de seneste knap tres år har været konstant vækst i det offentlige forbrug – og dermed aldrig nogensinde en permanent reduktion.

Det mest mærkelige træk ved sproget »politisk« er dog brugen af verberne »få« og »betale«.

På almindeligt dansk betyder »få«, at man modtager et eller andet, mens »betale« har den betydning, at man som deltager i en økonomisk transaktion erlægger et pengebeløb.

På politisk er det imidlertid omvendt. Hvis ens kontingent for at være borger i Danmark – det vil sige ens skat – falder en lille smule, har man på politisk »fået« noget. Og hvis den gave, man modtager fra statskassen bliver mindre end ønsket, har man »betalt«.

Det er naturligvis noget vrøvl, hvis man er forankret i sproget dansk og ikke sproget »politisk«. Jeg har ikke »fået« noget som helst, hvis prisen på et eller andet falder. Og jeg har ikke »betalt« en øre, hvis mine julegaver viser sig at være en anelse mindre, end jeg havde håbet.

Den danske venstrefløj har ikke meget at være glad for. Den tog fejl med hensyn til socialismen. Den tog fejl med hensyn til multikulturalismen. Ja, i det hele taget tager den fejl næsten hver gang, den forsøger at sige noget konkret om samfundets indretning eller menneskets væsen.

Derfor er det en bemærkelsesværdig succes, at den trods alt har fået så mange mennesker til at tale »politisk«. Og så mange danskere til at tro, at denne dialekt er lig med almindeligt dansk.