Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Ministerens mangel på fællesskab

»De sidder der på Flagdagen. Deres kære har givet deres liv, ikke for et parti, men for Danmarks frihed og fred.«

Marie Høgh Fold sammen
Læs mere

København blomstrede i rødt og hvidt på flagdagen for Danmarks udsendte i mandags. Og himlen var blå, som den kun er det i september, da forsvarsminister Peter Christensen i sin tale ved kransenedlæggelsen på Kastellet lancerede regeringens veteranudspil. Ja, omsider. Forsvarsministeren undlod ikke at rende med al æren for veteranpolitien; den blev lanceret i 2010 af »VK-regeringen«, servicetjekket foretages nu af en »V-regering«. Udmærket valgtale.

Sig mig, kender forsvarsministeren ikke sin besøgelsestid? I modsætning til de andre politikere, der holdt særdeles fine taler på Flagdagen, forstod forsvarsministeren tydeligvis ikke at skelne mellem det politiske og det eksistentielle. På en sådan dag repræsenterer han, på trods af partisplittelse, ikke et parti, men fædrelandet. Under al strid mellem partier er der et fædreland, vi er fælles om at kæmpe for, og et menneskeliv, vi alle deler.

Derfor skal en statsmand ved en anledning som Flagdagen kunne tale til folket ud fra det virkelig fællesskab – ikke et fællesskab inden for et parti – men det nøgne menneskeliv. Et folkeligt fællesskab med levende og døde – med de sørgende, enkerne, forældrene og børnene. Og de sidder der på Flagdagen. Deres kære har givet deres liv, ikke for et parti, men for Danmarks frihed og fred. »Af kærlighed til fædrelandet«, som vi sang ved mindegudstjenesten i Holmens Kirke.

Her hører vi den forkyndelse, der sætter kærligheden til fædrelandet på rette plads: Fædrelandet er kun det jordiske fædreland – for »kærlighedens himmerige er endnu at vente på«, som Grundtvig skriver. Sådan holder kristendommen politikerne fast på, at de ikke er himmelstræbere, men jordiske fyrster med afgrænsede embeder. Og staten holder kirken fast på, at præsterne ikke skal prædike asylpolitik, men forkynde Guds fred med de levende »og med vore døde/ I Danmarks rosengård!« (Grundtvig 1850).

Kristendommens adskillelse mellem Gud og kejseren har de soldater med indvandrebaggrund dermed også anerkendt, uagtet hvilken religiøs baggrund, de måtte komme fra. Og det er en stor glæde at kunne tælle flere soldater med anden etnisk baggrund end dansk ved Flagdagen forleden. For i det øjeblik, de drager ud for fædrelandet, da er alle skel visket ud. Om man er brun eller hvid. Om man er blå eller rød. Om man tror på Gud, Allah eller intet. Man drager ud for den samme sag. Derfor var det noget politisk korrekt vrøvl, som debattøren Niels Jespersen rev af sig i en kronik i Berlingske 23. august. »Hurra for vores muslimske helte,« skriver Jespersen og skyder »den borgerlige lejr« i skoene, at det ikke udløser særlig anerkendelse, at indvandrere trækker i Dronningens klæ’r.

Kære Niels Jespersen! For det første opretholder du derved selv forskellen på etnisk dansker og indvandrer. For det andet skal de ikke hyldes som muslimer. Men fordi de stiller op for Danmark, fordi de har ild for fædrelandet. Som enhver soldat, der drager ud for at kæmpe for alt, hvad han har kært.

 

Marie Høgh er sognepræst og debattør