Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Kvinden og fødslen

»Kvinder er de vildeste, de sejeste og de skønneste krigere.«

Jens Grund, chefredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mænd, der aldrig har oplevet en fødsel, aner ikke, hvad kvinden er i stand til.

Vores chef for gravergruppen har lige fået en datter. Ikke, at det i sig selv er en verdensbegivenhed. Børn fødes i hobetal på kloden (om end alt for sjældent i Danmark). Det er heller ikke, fordi jeg tvivlede på, at graverchefen havde det i sig. Næh, jeg tænker på hans kæreste.

Jeg har selv tre børn. Da jeg for 27 år siden fik min førstefødte, blev jeg forelsket i min kæreste igen. Og ikke bare i hende. For har man bare én gang oplevet en fødsel, kan man ikke andet end være forelsket – i kvinden som sådan.

Læs også: Sådan får vi flere danske børn

Kvinder er de vildeste, de sejeste og de skønneste krigere. Vi mænd står der på fødestuen og masserer dem over lænden, simulerer, at vi er rolige og prøver desperat at huske bogafsnittet om selve fødslen, mens vores elskede brøler hele menneskehedens historie ud. Vi siger det ikke højt, men vi tænker: Uha, hvor er det godt, at vi sidder i en beskyttet sidevogn midt i Colosseum under kvindens kamp for livet, vores barns liv.

DE BIOLOGISKE FORSKELLE bliver aldrig større end på en fødegang. Dér finder vi mænd for alvor ud af, at kvinden er langt stærkere end vi. På fødestuen finder man også ud af, at kvindens (og mandens) ur-instinkter ikke er længere væk end en babys vej til livet. Efter fødslen fatter man ikke, at kvinden nogensinde vil have barn nummer to. Skulle vi mænd føde, behøvede ingen folkerige lande at tænke på en et-barns-politik. Men kvindens kærlighed til børn er stærkere end erindringen om smerterne.

Læs også: Forældre om politisk opsang: »Det hænger slet ikke sammen«

Endnu større end mødet med urkvinden er mødet med barnet. Vores fælles møde med nyt liv er et religiøst øjeblik. Jeg går sjældent i kirke, så tag ikke ordet bogstaveligt, men i det øjeblik står det knitrende klart, at livet er magisk og evigt uforståeligt, uanset hvor stor viden vi nogensinde får om de biologiske processer. Livet kan forklares, men aldrig forstås.

Jeg havde en elskelig musiklærer i gymnasiet, som betroede mig, at han havde valgt ikke at få børn. Men svaret på en usikker verden er ikke at modsætte sig fremtiden med et barnestop.

Lars von Trier fortalte mig engang under et interview, at han efter at have fået børn følte sig som en hjerneblødning, fordi han pludselig kunne græde over elendige B-film. Mon ikke vi er mange mænd, der diskret vender ansigtet væk fra børnene og resten af familien, når tårerne triller i skæret fra en billig tåreperser?

BØRN FORANDRER OS. De forandrer vores syn på os selv og på verden. De forandrer verden. Men vi får for få børn. Danske kvinder føder i gennemsnit 1,7 børn. Vi skal have 2,1 børn for at reproducere os selv. Det ser ud til, at fødselstallet i år går lidt op, men slet ikke nok. Politiken skrev tidligere i år, at fødselstallet skal nå 70.000-80.000 om året – 20.000 flere end nu – før befolkningen er stor nok til at holde »hjulene« i gang i et samfund med flere og flere ældre.

Så mit egentlige ærinde her – udover at hylde den kvindelige urkraft – er: Kære graverchef. Tillykke. Det var den første. Danmark har brug for dine børn. Flere af dem. Husk, at børn er det bedste, der overgår os.

Husk også, at selv om din kæreste skælder dig ud under fødslen, elsker hun dig stadig.

Så kom i gang. Det gælder livet.