Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Krigen mod rygning er symbolpolitisk amokløb

Dennis Nørmark: Via EU forbyder danske politikere snus – selvom den svenske mundtobak er meget sundere end de tilladte cigaretter – og som det sidste nye, også mentolcigarreter. Hvornår stopper galskaben?

De kloge mænd og kvinder, der ser forbuddene som manifestationen af rationel politik, gør sig blinde for, hvor meget de selv er styret af irrationel modstand mod vaner, de ikke kan lide eller forstår, hvorved de åbenbart føler sig kaldet til at forhindre og sabotere en gruppes selvvalgte livsstil, også hinsides den fornuft, de selv synes, de står for. Foto: Mogens Flindt Fold sammen
Læs mere

Rygelovgivning er den kloge politiks hellige evangelium. Det ved vi alle. Her kan den samvittighedsfulde politiker være sikker på, at han eller hun gør det rigtige med forankring i sundhedsstatistik og andre objektive regnearksargumenter. Kun følelser og irrationel ideologi kan som bekendt ligge til grund for et ønske om at give borgerne mere frihed og færre forbud på dette område. Det ved enhver.

Så meget desto mere interessant er det, at vi i øjeblikket ser flere eksempler på, at det faktisk forholder sig lodret omvendt. De færreste er sikkert klar over det, men vores regulering af rygeområdet er så ubegavet sammensat at de produkter, der skader os mest, faktisk er dem, det er lettest at få fingrene i.

Det skyldes, at hvor alle andre nikotinholdige produkter kun kan købes på apoteker eller i apotekslignende udsalg, så er rygepinden selv det mest tilgængelige stof, der findes. Den kan du få overalt. E-cigaretter, nikotintyggegummi og særligt snus er gode eksempler på produkter, det er sværere at få fat på end cigaretter. Og hvad angår sidstnævnte, er det nu blevet lodret umuligt. Snus har man nemlig i sin uendelige visdom forbudt i EU, inklusiv Danmark. Og det på trods af, at undersøgelser klart peger på, at netop svenskernes forbrug af det langt mindre skadelige snus, er årsagen til, at svenskerne har den laveste forekomst af tobaksrelaterede dødsfald i Europa, skønt deres tobaksforbrug er det samme som alle andre steder. Sverige har på grund af sin tradition for snus – og tilgængeligheden af stoffet – det højeste forbrug af røgfri tobak per indbygger i verden. Men i Danmark har vi, i tråd med resten af den håbløse logik på området, forbudt snus sammen med alle de andre nikotinprodukter end lige netop de allermest skadelige.

Så konklusionen er faktisk soleklar. Hvis reguleringen var mindre og friheden var større, ville borgerne sandsynligvis indkøbe nikotinprodukter, der var bedre for dem. Men fordi den kontra- intuitive ’sandhed’ må være, at mere kontrol er bedre end mindre, så tager politikerne ikke det kloge valg, men i stedet det symbolske valg – sandsynligvis med flere døde som konsekvens.

For politikere er som regel mere optaget af, at det ser klogt ud, end at det rent faktisk er klogt, det, de foretager sig.

Hvor forbuddet mod snus, og begrænsningen af adgangen til alle andre nikotinprodukter end lige præcis de mest farlige, simpelthen er snotdumt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, så er der i disse dage også andre tiltag på vej, som blot er dumme uden dog at være direkte skadelige for andet end troen på, at bare en nogenlunde rationel politisk logik ligger til grund for lovgivningen.

Det drejer sig om at forbyde mentolcigaretter i hele EU. Et forslag som regeringen tilsyneladende synes er så fortrinligt, at den har bedt om et mandat fra Europa-udvalget til at vedtage i denne uge, således at forslaget kan blive til virkelighed uden en ordentlig demokratisk debat i Danmark. For EU-Kommissionen – hvor forslaget er udruget – vil mentolcigaretterne til livs, koste hvad det vil, og den danske regering synes åbenbart, at det er opportunt på den måde at kunne læne sig op af nogle andre, så man ikke selv behøver at skulle forsvare denne idé. For det kan nemlig blive rigtig svært at få det forbud solgt til den danske offentlighed.

Kommissionen vil nemlig forbyde mentolcigaretten ud fra det argument, at det er en cigaret henvendt til de unge, der bruges til at lokke dem ind i cigaretrygningens fælde. Men det er en argumentation, der er hat og briller i en dansk sammenhæng. For hvornår har en pakke Grøn Look sidst været ungdommens foretrukne mærke?

Mentolcigaretten er i Danmark et produkt, der forbindes med aldrende kvindelige rygere, ofte i den lavere ende af socialskalaen og derfor næppe et brand, der kan appellere særlig stærkt til unge nybegyndere i rygerfaget. Og salget af netop mentolcigaretter bekræfter da også denne umiddelbare sociologiske fingerspidsfornemmelse: mentolcigaretter sælges fortrinsvis til voksne forbrugere over 35 år i Danmark og salget er begrænset til omkring 12 procent af markedet. Det samme gør sig gældende i Sverige, og i Spanien og Portugal er endnu færre mentolrygere. Da tobaksproducenterne ved, at mentolrygere er ret loyale over for smagen, så vil et forbud sandsynligvis ikke betyde andet, end at de drypper lidt mentololie over nogle hjemmerullede smøger i stedet, og så er vi sådan set lige vidt. Hvis de da ikke køber dem illegalt i stedet, hvorved staten går glip af en potentiel milliardforretning. For så meget (omkring en milliard) trækker staten faktisk ind i skatter og afgifter alene fra mentolcigaretter. Så sandheden om rygepolitikkens rationelle overlegenhed må siges at være stærkt overdreven.

Dette er bare to eksempler på, at krigen mod rygning har bevæget sig ud på det symbolpolitiske overdrev. De kloge mænd og kvinder, der ser forbuddene som manifestationen af rationel politik, gør sig blinde for, hvor meget de selv er styret af irrationel modstand mod vaner, de ikke kan lide eller forstår, hvorved de åbenbart føler sig kaldet til at forhindre og sabotere en gruppes selvvalgte livsstil, også hinsides den fornuft, de selv synes, de står for.