Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Kan man gå i regering uden at tabe sin sjæl?

»DF har været blind passager i dansk politik alt for længe. De har som en politisk kamæleon gemt sig blandt de borgerlige partier, til trods for at de deler politisk DNA med den systembevarende venstrefløj.«

Lilian Parker Kaule Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er med blandende følelser, at jeg følger fødslen af en ny VKLA-regering. Liberal Alliance har nået en betydningsfuld milepæl på partiets politiske rejse, godt gået Anders Samuelsen!

Men på denne rejse kan Liberal Alliance risikerer at skulle stå på mål for Venstres strategi om at udskyde og forhale en sænkelse af topskatten for at bevare magten for magtens skyld. Det vil sandsynligvis ikke skade Venstre, da deres vælgere efterhånden er vant til, at der bliver ført socialdemokratisk politik i blå blok, men det vil skade LA, da deres vælgere ikke honorerer politisk indflydelse og magt, men reelle resultater.

For at nå i mål med reelle resultater, skal Liberal Alliance indgå kompromiser i en konstellation, hvor Dansk Folkeparti - et parti bygget på lige så lidt substans og ideologi som MELD & FELD – kommer til at sidde på de afgørende mandater.

DF har været blind passager i dansk politik alt for længe. De har som en politisk kamæleon gemt sig blandt de borgerlige partier, til trods for at de deler politisk DNA med den systembevarende venstrefløj. DF har nydt godt af en tid, hvor politiske budskaber skal serveres som overskrifter, og hvor politikere kan slippe af sted med at have en holdning uden nødvendigvis at have en løsning.

Vi ved derfor en hulens masse om DFs holdninger til en række sager. Vi ved, at DF mener, at der er for mange fremmede i landet, at der skal spises flere frikadeller, og at ældre skal oftere i bad. Hvad vi mangler at vide fra DFs side er, hvordan partiet mener, at samfundet skal indrettes på den store klinge.

Mens DFs politik (eller mangel på samme) står som den faktor, der umiddelbart kan vække mest bekymring for en liberal kernevælger, er der også en indirekte trussel, man bør bekymre sig for, magelighed og politik, som vi kender det.

Hvor de gamle partier har repræsenteret en tilgang, hvor man har argumenteret for nødvendighedens politik, gemt upopulære beslutninger væk i studehandler og markedsført symbolpolitik med øje for stemningerne i samfundet fremfor virkningerne, har LA stået for en ny ideologisk tilgang til politik.

Da Anders Samuelsen under de forrige regeringsforhandlinger skabte begejstring blandt unge liberale for sit kendte citat »Se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er,« var det primært et udtryk for, at vi ønsker politikere som står fast ved deres politik.

Mandaterne forpligter

Hvor de gamle etablerede partier gennem tiden har skabt forvirring og uklarhed om deres politiske projekt, står Liberal Alliances formål knivskarpt: Mere frihed, højere vækst, mindre bureaukrati og lavere skat.

Fordelen ved at have et klart politisk projekt er, at vælgerne ikke afgiver et tilfældigt mandat. Man sætter ikke sit kryds hos Liberal Alliance og bliver overrasket over, at de ønsker skattelettelser. Det opbygger tillid mellem politikere og deres vælgere.

Ulempen ved at have et klart politisk projekt (og muligvis grunden til, at det er gået af mode i dansk politik) er, at mandaterne forpligter partierne til rent faktisk at holde sig til det politiske projekt.

Ulempen ved, at andre partier har et klart politisk projekt er, at de unægtelig bliver vanskelige at forhandle med. Jeg har selv siddet til forhandlingsmøde i Københavns Borgerrepræsentation med Enhedslisten, som gentagne gange måtte afbryde forhandlingerne for at sikre sig, at de forhandlede inden for den ramme, deres mandat bød dem. Møgirriterende for forhandlingsprocessen, men til gengæld forfriskende troværdigt og loyalt over for deres vælgere.

Det var derfor ikke overraskende, at samtlige af de gamle etablerede partier rynkede på næsen, da Anders Samuelsen fremlagde topskattelettelser som et ultimativt krav. Det fremstillede jo netop klarheden i LAs politiske projekt og uklarheden hos de såkaldte borgerlige partier til trods for, at netop det ønske om topskattelettelser allerede var indskrevet i det daværende regeringsgrundlag.

Nu bliver det spændende at se, hvorvidt LA kan holde fast Ikke kun i sit politiske projekt, men også i den ideologiske tilgang til politik. Med Venstre (Danmarks Liberale Parti) og Konservative burde der på papiret være banet vej for et regeringssamarbejde, hvor topskatten som minimum bliver sænket fem procentpoint, men reelt har hverken V eller K indtil videre udvist ønsker om at imødekomme LA. Intet har ændret sig i mandatfordelingen, så hvad skal få os til at tro, at der nu er opstået mere politisk vilje til at gennemføre borgerlig politik i den borgerlige blok?

Det er selvfølgelig ikke utænkeligt at det vil ende godt. Måske DF lader sig spise af med endnu en grænsebom, topskatten bliver fjernet, indkomstskatten sænket og den offentlige sektor sat på gevaldig slankekur.

Det ville heller ikke være nogen stor skade, hvis DF får sat stolen for døren af en samlet borgerlig regering, og at der på den bekostning må blive udskrevet valg. Ganske vist vil en ny statsminister sandsynligvis komme til at hedde Mette Frederiksen, men så må de borgerlige partier bruge tænkepausen til at overbevise befolkningen om, hvorfor de skal have et mandat, som er uafhængigt af Dansk Folkeparti.

I værste tilfælde kommer LA til at rykke på et par kommaer, erklære en ideologisk kapitulation for en pragmatisk sejr, og falde i søvn på bagsædet af en ministerbil.

Og så er politik tilbage, som vi kender det.

 

Lilian Parker Kaule er cand.psych., MBA-studerende og tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance