Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Jagten på den uperfekte partner

»Den totale frihed er også den totale ensomhed – fri af alle sociale bånd.«

Jens Grund, chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Måske går det galt allerede med vendingen »den eneste ene«.

Som om der kun findes ét andet menneske blandt klodens godt syv milliarder, som er skabt for dig eller mig. Sådan var det ganske vist med Adam og Eva, men de to havde ligesom heller ikke det store udvalg at vælge imellem.

Den eneste ene findes ikke på forhånd og opstår først i mødet mellem to mennesker. Så der er masser af »den eneste ene« derude. Alligevel lever flere og flere danskere som enlige – eller singler, som det så smart hedder.

Danmarks Statistik har i år meddelt, at antallet af enlige voksne nu har rundet 1,6 millioner, og både i antal og procent er det det højeste siden statistikkens start for 30 år siden – 1,2 millioner i 1986. Hver tredje voksen har status af enlig, og vi har for længst fået pakker med singlemad i supermarkederne, pakker med singlerejser til udlandet og singlefester.

Singlelivet giver også frihed. Frihed til at gå egne veje og være uafhængig af et andet menneske. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mange selv har valgt at bo uden en partner og samtidig har et glimrende socialt liv. Men alenelivet rummer også faren for ensomhed – især hos os mænd. Den totale frihed er også den totale ensomhed – fri af alle sociale bånd.

Over for det står kærligheden. Kærligheden er ikke bare frihed. Kærligheden er den største frygt og bæven, men også den største frisættelse, et menneske kan opleve. Evnen til at forglemme sig selv og blive forenet med et andet menneske er den totale frihed og den totale afhængighed på samme tid.

Beretningen om Adam og Eva har ikke alene et forrygende fiktivt plot, den rummer også den eksistentielle sandhed, at mennesket er et socialt væsen, som ikke er skabt til at være alene. Vi er desværre bare ikke alle skabt i Guds billede, og måske er det en del af problemet.

For vi jager den perfekte kvinde, den perfekte mand – det perfekte parforhold. Jeg har bare aldrig mødt et i virkeligheden. I hvert fald ikke et med to mennesker, der lever op til glansbillederne i mode og reklamer og til de sociale mediers ulideligt selvforskønnende opdateringer om det perfekte liv – ikke mindst i en sommerferietid.

Med SoMe som spejl er det umuligt at finde den rette partner. For mennesket blev bygget med fejl for ikke at konkurrere med det guddommelige. Hvis jeg var et hus, ville jeg få lutter K3-anmærkninger. Men jeg har alligevel været så heldig at finde en kvinde, der gider mig trods fejlene og ikke konstant leder efter et andet hus – tror jeg nok.

Parforhold kræver tålmodighed og tolerance, og man kan ikke swipe de utiltalende træk væk som på Tinder.

Vi er med andre ord henvist til et liv blandt de ufuldendte. Gudskelov. Derfor må vi lære at elske det fejlbarlige. Kun ved at gøre det uperfekte til idealet har vi en chance for at finde det menneske, der er perfekt for netop os. I den forstand findes drømmemanden, drømmekvinden – den eneste ene.

Jeg har fundet den eneste ene. Jeg var 16, hun 17. Bliver hun en dag så træt af alle mine fejl, at hun forlader mig, håber jeg, at jeg i stedet for at jage et drømmesyn vil lede efter den uperfekte kvinde – den eneste anden for mig.

For kærligheden er det, der gør livet til andet og mere end et reproduktions- og evolutionsprojekt.