Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Islam giver ikke plads til ungdomskultur

»Man behøver ikke have sex med et utal af partnere for at bevise, at man er sin egen person. Det er det, at man tør stå ved den rettighed, der er afgørende.«

Firoozeh Bazrafkan, dansk-iransk kunstner og debattør. Fold sammen
Læs mere

Jeg forstår godt, at etnisk danske forældre og unge holder sig fra gymnasier med mange indvandrerelever. Ja, gymnasiet er selvfølgelig først og fremmest en læreanstalt, der skal forberede den unge på videre uddannelse, men det er også den fysiske ramme for store dele af den unges øvrige liv. Det er her, man for alvor skaber sin egen kultur.

Og det giver islam ikke plads til.

For muslimer er der ikke noget, der hedder ungdomskultur. Man går direkte fra barn til voksen, og i muslimske lande sker det endda meget tidligt. Hvorfor? Fordi med ungdom kommer seksualitet, og i islam tilhører seksualiteten religionen og ikke individet. Ungdommen er samtidig der, hvor man løsriver sig fra sine forældre – ofte gennem oprør. Det skal man heller nyde noget af i islam.

Ungdomskultur er i øvrigt ikke kun et vestligt fænomen. I Asien er ungdomskulturen velfunderet. Bedst kendt er nok den japanske. Hvis vestlige muslimer havde en ungdomskultur, ville vi se det i popkulturen – ungdomskultur, når den bliver mainstream. Men det gør vi ikke.

Det er klart, at religion og ungdom er hinandens modsætning, fordi religion er tradition, og ungdom er oprør og løsrivelse. Men ikke desto mindre er det alligevel lykkedes for de to at udvikle en moderne sameksistens. Det ses overalt i popkulturen.

Et godt eksempel er den amerikanske TV-serie »The Big Bang Theory«. Den handler om fire venner, der udover at være forskere deler interesse for tegneserier og spil. Med andre ord: nørder. Serien er bygget på stereotyper – helt sikkert. Der er den kiksede inder, den hyperintelligente aseksuelle ateist, jøden, som stadig bor hos sin mor, og psykologsønnen med barndomstraumerne. Over for dem bor blondinen, der er løs på tråden.

Da det er en serie, om ikke om teenagere, så i hvert fald om mennesker i tyverne, handler meget af den om sex og kærlighed. På et tidspunkt har den hjemmeboende jøde, Howard Wolowitz, en pige med hjem i seng. »Er hun jøde?« råber moren fra stuen. »Er du jøde? spørger han pigen. »Nej,« svarer hun. »Ja,« råber han til sin mor, som svarer: »Jamen, så må I hygge jer.«

Et par sæsoner senere møder Howard Bernadette. Hun er katolik og spørger, om ikke han kan tage sin kalot på, når han besøger hende – bare for at irritere hendes far. De har i øvrigt masser af udenomsægteskablig sex, og hendes eks-kæreste er en kæmpestor afro-amerikaner.

Netop fordi den slags serier bygger på stereotyper, kan de udfordres. Inderen, Rajs, forældre er okay med, at han hygger sig med hvide piger, men skal han giftes, skal hun være inder. Og de ville nok falde døde om, hvis de kendte til søsterens aktive sexliv.

Unges interesse for sex handler selvfølgelig om hormoner. De er kønsmodne, som det hedder på biologilærersprog. Det er det tidspunkt, hvor man går fra at være afkom til selv at kunne reproducere sig. Det er nu, kroppen bliver individets eget, forstået på den måde, at nu er man selv ansvarlig.

Ikke at det hele drejer sig om sex, men sex er bare en af de bedste indikatorer for, om et menneske er frit og selv træffer sine livsvalg. Det er også derfor, religioner er så sexfikserede. Og derfor kæmper islam med næb og kløer mod ungdomskultur. Det gør konservative jøder og kristne også, men de har ikke monopol.

Lad mig slå fast, at man ikke behøver have sex med et utal af partnere for at bevise, at man er sin egen person. Det er det, at man tør stå ved den rettighed, der er afgørende.

Med det i tankerne, ville man så kunne skifte Howard og hans mor ud med en muslimsk mor og søn? Ville man kunne gøre en muslim af Bernadette i et afsnit? Kunne Raj i stedet være pakistaner?

Nej, for så havde vi set det. Vi har både tredje, fjerde, femte og sjette generations muslimer i Vesten, men de har ikke fundet vej ind i popkulturen, sådan som de to andre abrahamistiske religioner har. Det er ikke, fordi der mangler muslimske stereotyper i vestlig popkultur. Det er veldokumenteret. Muslimer – især de arabiske – er terrorister og kvindeundertrykkere. Eller også er de det komiske indslag: lidt dumme og gerne også grådige. Muslimer er aldrig cool, altid nogle, der står uden for. Det afspejler selvfølgelig vor tids fordomme om dem, og man kan nok heller ikke afvise en vis portion propaganda.

Er det kun Hollywood og andres skyld? Ville det vestlige muslimske samfund være i stand til at tillade en muslimsk Howard og Bernadette, der forener deres kulturelle rødder med moderne ungdomskultur?

Det er ingen hemmelighed, at muslimske unge lever et moderne liv med alkohol og sex og alt muligt andet, så hvorfor ikke være åben og ærlig om det? Muslimer har åbenbart ikke noget problem med at blive fremstillet som voldelige kvindehadere. Det reagerer kun et par få intellektuelle på. Men sætter man unge muslimer i forbindelse med vestlig ungdomskultur – for ja, det er også deres kultur – så kommer truslerne.

Også herhjemme har det været forbundet med trusler at fremstille muslimsk ungdomskultur, og så er det, at man kommer til at tænke på, om muslimerne selv har en interesse i at blive fremstillet som voldelige?

Firoozeh Bazrafkan er billed- og performancekunstner.