Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Hvornår har Jan E. været uden for Frederiksberg?

»Hvad stiller man op, når ens døtre kaldes for ludere i skolen, fordi de ikke bærer slør?«

03DEBCHRISTIANNICHOLASEVE#2.jpg
Christian Nicholas Eversbusch Fold sammen
Læs mere

Venstres Jan E. Jørgensen er rystet. Tonen mod indvandrere er blevet hård på Facebook, skriver han her i Berlingske 29. august. Lavpunktet var en kvinde, der skrev til ham.: »I politikere… bliver… ved med at lukke disse afskyelige væsner ind i vores lande. Ragnarok venter takket være jer landsskadelige… idioter«.

Det får Jan E. Jørgensen til at spørge: »Hvornår har disse mennesker sidst været uden for en dør?« Jørgensen kan nemlig ikke få øje på ragnarok, når han kører fra sin herskabslejlighed på Frederiksberg ind til Christiansborg. Der er næppe heller mange, der beretter om integrationsproblemer på deres børns privatskoler, når han sludrer med Venstre-kollegerne i Snapstinget. Så hvor får befolkningen dog disse idéer fra?

På vegne af alle de danskere, som Jørgensen ikke ænser i sin hverdag, vil jeg spørge: Hvordan undgår man at blive desperat, når politiet ikke kommer, selv om man har haft indbrud tre gange? Og hvad stiller man op, når ens døtre kaldes for ludere i skolen, fordi de ikke bærer slør? Hvad gør man, når man ikke har råd til at flytte et bedre sted hen og derfor må føle sig kronisk utryg i sine daglige omgivelser?

Hvad stiller man op, når ens butik afkræves beskyttelsespenge af indvandrerbander, og politiet sylter sagen? Hvad gør man, når ens børn får stjålet deres mobiltelefoner af indvandrerdrenge og ikke tør melde det til politiet af frygt for at få tæsk? Hvad gør man, når man ikke tør tage hjemmefra, fordi antallet af indbrud i ens nærmiljø er eksploderet, siden et asylcenter åbnede 500 meter fra ens baghave? Og hvor går man hen, når kommunale tilbud, det lokale bibliotek og fritidsklubben rykker ud af ens område pga. voldelige araberdrenges hærværk og tyverier?

Så længe Jan E. Jørgensen og Søren Pind ikke kan svare på sådanne spørgsmål, bør de afholde sig fra at skrive forargede artikler om tonen i indvandrerdebatten. Og så længe Jørgensen, Pind og regeringen lader disse problemer fortsætte, bør det ej undre dem, at borger- og vagtværn af frivillige såsom DanerVærn og Odins Sønner, spirer frem. Myndighedernes svigt efterlader et tomrum, der nu udfyldes af private initiativer.

Selvtægt og optøjer kan blive resultatet, som vi allerede ser det i Paris’ forstæder, hvor indvandrerbander smider molotovcocktails ind i fyldte busser, og hvor efterretningstjenesten frygter, at skinheads vil hævne sig på muslimer næste gang, terror rammer Frankrig. Lignende frygtes i Malmø.

Det er næppe for sjov, at de tyske myndigheder forleden opfordrede borgerne til at samle nok proviant til at kunne holde sig inden døre i ti døgn.

Jan E. Jørgensen og Pind latterliggør den slags som propaganda fra »det yderste højre«. Det forsvinder problemerne bare ikke af. Ligesom en pænere tone på Facebook næppe får herboende islamister til at hade Danmark mindre.

Nej, Inger Støjbergs nye forslag til stramninger af udlændingelovgivningen ligner Venstres sidste chance for at leve op til en regerings fornemste pligt: at beskytte landets borgere. Herunder de knap så privilegerede, for hvem den fejlslagne integration ikke er et begreb i en politisk sagsmappe, man læser i sin herskabslejlighed, men en trussel, som ens børn møder på vej hjem fra skole.