Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Helhedsplanen gør både Danmark og den enkelte familie rigere

»Man kan godt være uenig i enkelte elementer af regeringens Helhedsplan, men den samlede helhed udstikker en retning, der ruster dansk økonomi. Og mens Venstre helt åbent og ærligt lægger vores politik frem og finansierer den ved at have modet til at prioritere, så kan Socialdemokratiet end ikke finansiere deres ønsker.«

Jacob Jensen, finansordfører (V) og Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører (V). Fold sammen
Læs mere

Indrømmet. Regeringen og Venstre er i øjeblikket i gang med et slalomløb gennem det politiske landskab. En tur ned ad pisten, der har målstreg ved en »Helhedsplan«, der skaber et friere, rigere og mere trygt Danmark. Det er en ambitiøs plan, der skal få Danmark på rette spor, så vi er rustet til fremtidens udfordringer.

Vi er meget bevidste om, at det er en stor portion, vi har serveret for vores kollegaer. Vi har måtte indse, at forhandlingerne har krævet længere tid end først antaget. Derfor deler vi nu emnerne op, så vi tager de mest presserende elementer først. Det drejer sig til om finansloven for 2017, et opgør med PSO-afgiften, som er blevet underkendt af EU, og etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem.

Det ændrer dog ikke ved, at Venstres ambitioner om en samlet helhedsplan for et stærkere Danmark er intakte.

Vi tror stadig på, at der findes et ansvarligt flertal i Folketinget, som kan se fornuften i at skabe en helhed for Danmark, hvor man ikke fører populistisk enkeltsagspolitik, men hvor mange facetter i vort samfund justeres samtidig. Hvis ikke vi tager de svære beslutninger, som på forskellig vis frigiver midler i den offentlige økonomi, så kan der ikke investeres i uddannelser, sundhed, ældreområdet, infrastruktur og vækstfremmende tiltag som f.eks. skatte- og afgiftslettelser. Tingene hænger jo sammen i en helhed.

Og Helhedsplanen gør både Danmark og den enkelte familie rigere frem mod 2025. Vi kan eksempelvis afsætte 27 mia. kr. af til bedre infrastruktur. Vi kan afsætte otte mia. kr. til bedre uddannelse. Vi kan også lave en Kræftplan IV, der både forbedrer de fysiske rammer, men også patientforløbet som helhed. Alt dette kunne vi ikke gøre, hvis vi ikke havde en sammenhængende plan.

Rød bloks brogede flok

Alternativet til at gøre Danmark rigere og stærkere er en udsigt til, at vores vækst bliver markant lavere end vores nabolandes. Det vil betyde, at der første gang i 200 år vil være ringere muligheder for næste generation end for den nuværende. Der vil være færre penge at gøre godt med, og dermed færre muligheder for at udvikle velfærdssamfundet.

Og man kan spørge sig selv, hvad alternativet til Helhedsplanen reelt er. Vi finder imidlertid ikke svaret hos Socialdemokraterne, som hverken har fundet anledning til at udarbejde en økonomisk plan, endsige et forslag til næste års finanslov. Og billedet bliver ikke skønnere, når det kommer til de øvrige støttepartier i rød blok.

Det, vi ved med sikkerhed, er, at Mette Frederiksen skal basere sin regering på partier, som vil lempe udlændingepolitikken i en grad, der er fuldstændig uforlignelig med dét, som Socialdemokratiet har indgået aftaler med regeringen om gennem det sidste år. Alternativet vil »træne« danskerne til at passe ind i deres skabelon på en god borger gennem øgede afgifter i milliard-klassen. SF slikker stadig sårene efter sidste gang, de indlod sig med SR-regeringen. Og Enhedslisten har interne diskussioner om for eller imod en væbnet revolution i Danmark. En mildest talt broget flok, der får uenighederne i blå-blok til at ligne diskussioner i en søndagsskole.

S-plan er ikke regeringsduelig

Venstre ønsker at handle nu - i rettidig omhu. Er det så det rigtige at sænke topskatten? Det mener vi. Skal vi bare sænke topskatteprocenten i tro om, at det løser alle problemer? Nej, men det bidrager til, at vi kan fastholde højt specialiseret arbejdskraft, og det er med til at øge væksten i Danmark.

Er det rigtigt at stramme udlændingepolitikken? Det mener vi. Det løser ikke alle vores udfordringer, men det vil være med til at skærme Danmark i en historisk stor flygtningekrise. Samtidig vil vi få bedre råd til at hjælpe endnu mere i nærområderne hos dem, der har allermest brug for hjælp.

Vi tillader os derfor at slå fast: Man kan godt være uenig i enkelte elementer, men den samlede helhed udstikker en retning, der ruster dansk økonomi. Og mens Venstre helt åbent og ærligt lægger vores politik frem og finansierer den ved at have modet til at prioritere, så kan Socialdemokratiet end ikke finansiere deres ønsker: De har ikke sat penge af til at fjerne PSO’en. De har ikke sat penge af til at gennemføre hele deres Togfond. De har ikke taget stilling til, om de vil fjerne kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. De har heller ikke sat penge af til den lovede forhøjelse af U-landsbistanden. Det er måske derfor Morten Østergaard har kaldt S-planen for »ikke-regeringsduelig«.

I Venstre har vi en gennemarbejdet plan. Vi påstår ikke, at det er nogen forgyldt plan, der tilgodeser alle og ikke har nogle konsekvenser. Det tillader den nuværende situation ganske enkelt ikke. Men det er en ambitiøs plan, der vil gøre Danmark rigere og stærkere. Og det er en ambition, vi nægter at opgive. Nok har vi valgt at fokusere på finansloven, PSO-afgiften og det nye ejendomsvurderingssystem til en start, men Venstres ambitioner om en samlet helhedsplan, der skal drive Danmark fremad, er intakte.