Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Fremtiden tilhører alderdommen

»De yngre generationer lider af digital amnesi, fordi de har outsourcet deres hjerne til internettet.«

Anna Libak Anna Libak journalist og redaktør. Fold sammen
Læs mere

På det seneste har der været adskillige positive nyheder i pressen for os, der ikke er tilfredse med at blive ældre.

Ja, jeg ved det godt; jeg burde ikke skrive mere om alder. Min datter siger, at det er patetisk. Og desuden er der i Danmark udbredt konsensus om, at man ikke skal brokke sig over ting, der alligevel ikke står til at ændre.

Det sidste har jeg nu svært ved at forstå. For det er da netop ting, man ikke kan ændre, der er grund til at brokke sig allermest over. Alt det andet løser sig jo nok. Og da der så i postkassen i denne uge lå et brev fra Ældre Sagen, hvor der stod, at »vi (vi!?) føler os yngre, end dåbsattesten fortæller«, så synes jeg nok, at jeg er lovligt undskyldt.

For den gode nyhed er nemlig, at jeg ikke er alene. Ifølge Joseph Chamie, FNs tidligere direktør for befolkningsudvikling er der i de fleste EU-lande, herunder Danmark, nu flere mennesker over 65 end under 14. Og det er kun begyndelsen. I 2075 vil det gælde for hele verden, at der er flere ældre end børn. I Japan overstiger salget af bleer mod inkontinens allerede salget af babybleer.

Der er flere gode ting at sige om den udvikling.

Hvis jeg skal blive ældre, så foretrækker jeg så absolut, at vi er mange om det. Og forandringen er jo ikke mindst kommet i stand ved, at folk generelt er begyndt at leve i så frygtelig lang tid, at der bliver ved med at være mange, der er ældre end én selv. Pludselig tænker man, at det ikke er for sent at blive amerikansk præsident. Forleden fik jeg ligefrem en fornemmelse af, at livet kun lige er begyndt, da jeg læste et interview med Mbah Gotho, en 145-årig indoneser, i Telegraph. Det var selvfølgelig nedslående, at han kunne meddele, at han havde følt sig klar til at dø, siden han var 122. Men så igen: Når jeg kommer dertil, vil der nok sidde en 300-årig i Telegraph og sige, at han mistede livsgnisten som 215-årig.

MEN DET allerbedste er nu alligevel, at de mentale forskelle mellem aldersgrupperne er ved at blive ophævet.

De yngre generationer lider af digital amnesi, fordi de har outsourcet deres hjerne til internettet. De går smådemente rundt allerede fra ti-årsalderen og kan hverken huske telefonnumre, navne eller årstal, fordi de er vant til at google det. De raver rundt i byen, uden at ane, hvor de befinder sig, fordi de er vant til at bruge en GPS. De de samtidig er tekniske analfabeter, der ikke ville vide, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis nogen slukkede for strømmen, så har vi gamle faktisk en mulighed for at brillere på en billig baggrund. Vi kan stadig huske, hvordan man laver en opbagt sovs på en primus.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Samtidig behøver man ikke at misunde dem deres liv. I 200 år har vi været vant til, at vores børn har fået en højere levestandard, men det er, som man forleden kunne læse i vores Business-sektion, heldigvis slut nu. Den lave produktivitet i Danmark betyder, at de unge maks får råd til et hus på Lolland og en delebil. Karriere kan de godt glemme alt om, for vi har tænkt os at holde på de fede stillinger, indtil de er for gamle til, at det er interessant at ansætte dem. Deres oldebørn har måske en chance, når vi går af som 122-årige.

Og de unge kan lige prøve at brokke sig. For alder er dybt demokratisk. Alle kan opnå den, hvis de bare venter længe nok.