Efter valget har Dansk Folkeparti fået en stærk konstituering, hvorved jeg blandt andet fremover får sæde i Europa-Parlamentets økonomiudvalg, der bl.a. behandler området for finansielle tjenesteydelser. Min første tid har jeg brugt på at forholde mig til de lovforslag og sager, som ikke blev færdigbehandlet inden parlamentsvalget, men hvor forhandlingerne er fremskredne. Og her begynder bekymringerne.

Der er nemlig særligt ét forslag, som har tiltrukket min opmærksomhed. Her forsøger Europa-Kommissionen at begrænse gebyrerne på brug af betalingskort i EU. Sådan blev det i hvert fald præsenteret for mig, da jeg første gang hørte om forslaget. Så vidt så godt. Men ved nærmere undersøgelse er forslaget dog langt mere vidtgående end dét. Lovforslaget indebærer nemlig en totalharmonisering af de nationale betalingskortsystemer – som for eksempel det danske Dankort.

Hvad kommer det så til at betyde? Det bedste svar er, at vi endnu ikke ved det. Det mest realistiske er nok, at det bliver dyrere at være Dankort-kunde i Danmark. Når vi ikke ved, hvad konsekvenserne præcist bliver, skyldes det imidlertid, at Europa-Kommissionen, der ellers er forpligtet til at foretage grundige konsekvensanalyser, slet ikke har forholdt sig til, hvad det kommer til at betyde, hvis man tvinger (de få tilbageværende) nationale betalingskortsystemer til at følge den samme skabelon, som man kender fra internationale betalingskort som Visa og Mastercard. Bliver det billigere? Det tror jeg ikke. Bliver det et farvel til Dankortet? Det kan jeg frygte.

Nationalbanken har påvist, at Dankortet er den billigste betalingsform, der findes. Det er adskillige gange billigere end både betalingskort som Visa og Mastercard og kontanter. Samtidig er Dankortet billigt for forbrugerne. Det koster ikke noget gebyr at bruge Dankort, og danskerne kan som regel bruge det som et Visa-kort, når de er i udlandet. Men nu har Europa-Kommissionen så foreslået, at danskerne ikke kan beholde Dankortet i fred. Kommissionen mener, at det er noget, der skal bestemmes fra Bruxelles. Og underligt nok, har hverken regeringen eller Folketinget løftet et øjenbryn.

Med Lissabon-traktaten fik medlemsstaterne ellers mulighed for at give Kommissionen »det gule kort«, hvis Kommissionen krænker nærhedsprincippet (subsidiaritetsprincippet). Nærhedsprincippet går kort fortalt ud på, at Kommissionen må lovgive, hvis de politiske målsætninger bedst indfries gennem EU-regulering, men at Kommissionen skal holde sig fra at lovgive, hvis medlemsstaterne selv kan gøre det bedre. I Danmark findes der allerede lovgivning på området. Endda en lovgivning, der sikrer, at omkostningerne bliver holdt på et minimum, og som sikrer at danskerne ikke må opkræves gebyrer for at betale med Dankort. Kort sagt: Her har EU-lovgivning ikke noget at bidrage med. Alligevel har det ikke fået hverken folketing eller regering til at reagere.

Et andet princip, der er bærende i EU-retten, er det såkaldte proportionalitetsprincip. Kort fortalt betyder det, at EU-systemet skal lade være med at skyde gråspurve med kanoner. EU må kun lovgive, hvis det er nødvendigt for at nå traktatens mål. I den forbindelse har jeg meget svært ved at se, hvordan et forsøg på at opløse et af de billigste betalingsmidler i verden – Dankortet – kan være et mål i sig selv!

Proportionalitetsprincippet betyder også, at Kommissionen ikke må fremsætte totalharmoniserende forordninger, når man kan nøjes med direktiver, der giver medlemsstaterne større råderum til at bevare deres særkender eller tage højde for de forskelligheder, der er landene imellem. Heller ikke her har det afholdt Kommissionen fra at tilrane sig så stor magt som muligt, og den danske regering har også i denne sammenhæng passivt ladet EU-systemet tromle dansk ret. Jeg begriber ikke, hvor den danske regering har været henne i denne sag. Hvorfor har den ikke reageret stærkere på, at et dansk nationalklenodie risikerer at blive sønderrevet af EU? Den danske regering har nu – et år efter at Kommissionens forslag blev fremsat - skrevet et holdningspapir, hvor den skriver, at den vil kæmpe for at undtage Dankortet. Men hvad hjælper det? Hvorfor gjorde den ikke opmærksom på det, da forslaget blev fremsat? Hvorfor vente til 11. time i forhandlingerne? Hvordan kan det have taget et år at finde ud af, at nogle forhold bedre varetages af Danmark selv end af EU?

Som dansker må man undre sig. Den store salgstale omkring Lissabon-traktaten lød på større indflydelse til medlemslandene. Men hvad nytter det, at Danmark har fået større indsigelsesmuligheder over for EU-systemet, hvis den mulighed ikke benyttes? Hvorfor har den danske regering ikke påberåbt sig de bærende principper i EU-samarbejdet og forsøgt at forhindre, at EU-systemet breder sig ind over de danske enemærker og forsøger at erstatte et dansk betalingssystem, der i årtier har været anerkendt som en effektiv, sikker og bekvem måde at betale på?