Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Et liv uden mening? - prøv en diagnose

»Jeg ville ønske, at psykiatrien havde mødt mig med et spark i røven frem for denne misforståede omsorg.«

11DEBTAVE-BJERRE-105155.jpg
Tave Bjerre Fold sammen
Læs mere

Da jeg var 18 år, mistede jeg min religiøse tro. Det lyder måske som en banalitet for de fleste, men jeg er opvokset i et indremissionsk miljø, og kristendommen udgjorde hele fundamentet for min eksistens. Mine mest dybfølte overbevisninger smuldrede mellem hænderne på mig, og for første gang skulle jeg forholde mig selvstændigt til en verden uden faste holdepunkter. Konsekvensen var en total ned-smeltning, der blev anledningen til, at jeg droppede ud af gymnasiet, afsværgede mit sociale liv og indtog en mental fosterstilling.

Mine venner og familie var dybt bekymret og mente, at jeg måtte være deprimeret eller på anden måde ramt af en psykisk parasit. Efter utallige opfordringer fik jeg en tid hos egen læge, der på baggrund af en række standardiserede spørgsmål henviste mig til ungdomspsykiatrien. Her blev jeg omfavnet af nogle enormt engagerede og forstående mennesker, der gjorde krumspring for at skræddersy en diagnose, der passede netop til mig.

Et helt hold af rådvilde psykiatere og psykologer var fuldtidsbeskæftiget i bestræbelsen på at diagnosticere mit religiøse frafald. Efter et par måneders intenst forløb kunne jeg vende hjem med lægens ord for, at jeg ikke bare havde én, men adskillige personlighedsforstyrrelser, der spillede sammen på en helt unik måde.

Det mest absurde ved forløbet var, at jeg selv blev overbevist. Nu kunne jeg blot referere til min diagnose som et stykke videnskabelig evidens på lige fod med sklerose eller sukkersyge. Jeg havde et certifikat, der tillod mig at stagnere. For når du gennemgår dit livs nedtur, er omverdenens betingelsesløse accept en kærkommen, men kortvarig forløsning. Hvad der i udgangspunktet er en eksistentiel krise, en fordring til personlig udvikling, bliver til navlepillende selvmedlidenhed og passiviserende fatalisme. Jeg ville ønske, at psykiatrien havde mødt mig med et spark i røven frem for denne misforståede omsorg.

Da jeg senere flyttede til Aarhus og begyndte på VUC, blev jeg chokeret over antallet af unge kursister, der på samme måde som jeg havde fået udstedt en håndfuld personlighedsforstyrrelser af en psykiater, der med faglige termer skulle forsøge at indkredse en følelse af meningsløshed, mindreværd eller sorg.

Miseren ved det hele er, at disse diagnoser bliver brugt aktivt af de unge i konstruktionen af en invaliderende selvfortælling – jeg har set alt for mange eksempler på ambitiøse og bogligt stærke unge, der dropper ud eller udebliver fra eksamener, fordi de har overbevist sig selv om, at de ikke magter opgaven.

Psykiatrien har fortrængt ethvert andet paradigme, der forsøger at forstå mennesket, med det resultat, at vi er ude af stand til at tænke i andre kategorier, når vi skal beskrive vores følelsesliv. Vi evner simpelthen ikke at skelne mellem psykiske lidelser og grundlæggende eksistentielle vilkår, og det er på tide, at vi som samfund tilbageerobrer sindssproget fra psykiatrien og genopdager, at den smertelige del af følelsesspektret ikke udelukkende er et klinisk anliggende.

Men det er i lige så høj grad op til de fortvivlede unge selv at påtage sig ansvaret for deres eksistens fremfor at lægge det i hænderne på en ungdomspsykiatri, der hellere vil umyndiggøre end afvise.