Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Drop hetzen mod de »forkerte« mødre

»Hun må have vidst, at reaktionen fra »sådan-gør-man«-Danmark ville være massiv. Men respekt for det.«

Det har vakt voldsom debat på de sociale medier, at den kvindelige advokat Eva Persson mandag stod frem i Berlingske Business og fortalte, at hun havde droppet sin barsel for at passe karrieren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hypen. Jeg kan undre mig over, at hun har gidet stille op til artiklen, for hun må have vidst, at reaktionen fra »sådan-gør-man«-Danmark ville være massiv. Men respekt for det.

Reaktionerne spænder lige fra dem, der mener, at Eva Persson har fravalgt sin søn, at det er provokerende og sørgeligt og til beretninger fra mennesker, der selv er vokset op som børn af travle erhvervskvinder og har haft det fint med det, eller som bare skælder ud over den generelle fordømmelse af karrierekvinder.

Så er det bare, jeg spørger: Hvordan kan det i dagens Danmark vække en sådan grad af debat, hvordan en enkelt kvinde vælger at organisere sit spædbarns pasning?

I mit tidligere job som informationschef i Unicef har jeg besøgt familier over hele verden, inklusive i nogle af klodens fattigste lande. Og guderne skal vide, at jeg har mødt masser af børn, der ikke havde det godt. Som blev vanrøgtet, udnyttet eller negligeret.

Men kriteriet for, om børnene trivedes, har altid været, OM de havde en kærlig familie, OM de fik mad og sundhedshjælp, OM de følte sig ønsket, OM der var nogen, der drog omsorg for dem hver dag og beskyttede dem mod farer. Men aldrig HVEM det var.

Masser af verdens mødre har ikke det privilegium at kunne holde fri med deres barn i et år eller mere, hvis de skal have mad på bordet. Men det behøver ikke betyde, at deres børn vantrives.

Jeg har set børn, der vokser op med daglig omsorg fra bedsteforældre, søskende, tanter, fætre og kusiner, fordi deres forældre var nødt til at arbejde og tjene til familiens overlevelse, til mad, skolegang og medicin. Det vigtigste for disse børn er, om de får kærlighed og omsorg – ikke om mor er der 24/7.

Jeg kender ikke Eva Persson eller hendes familie, men medmindre hun parkerer sin søn hos en filippinsk-talende au-pair og glemmer hans fødselsdag eller at give ham madpakke med i vuggestuen, så er jeg sikker på, at hun kan finde en løsning på at give ham den omsorg og kærlighed, alle børn behøver for at udvikle sig og trives.

Vi lever i et fantastisk privilegeret land, hvor mødre (og fædre) har mulighed for at være meget sammen med deres børn, mens de er små.

Personligt ville jeg ikke have undværet en eneste dag af mine to sønners barsel, for det var en vidunderlig tid. Men jeg kunne aldrig drømme om at mene, at det ville have været den eneste rigtige løsning for mine børn.

Jeg kunne godt ønske mig, at vi alle sammen tænkte lidt mere over, hvor privilegerede vi er, og hvor mange individuelle muligheder, det giver os, og priste os lykkelige for det – i stedet for at hakke på alle dem, der gør tingene »forkert«.