Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Det kræver sin kvinde at drive et suppe-køkken

Dåser med en cannabis-energidrik blev forleden præsenteret på en fødevaremesse nær Paris. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Folk diskuterer livligt, om egentlig ikke hash snart skal gøres lovligt? Argumenterne er mange – og de er typisk lettere påvirkede. Som klassisk konservativ går man naturligvis ikke ind for mere stads til i forvejen sårbare sjæle.

Det skal lige forstås rigtigt.

Hvis en tablet med delta-9-tetrahydrocannabinol, indkøbt per recept til formålet på et dertil indrettet apotek, kan få en cancerpatient i kemoterapi til at genvinde appetitten og måske dermed også livet – uden at vedkommende samtidig bliver bimlende afhængig – så for min skyld ingen udrykning. Men Rød Marok brugt til psykologisk selvmedicinering skal efter min mening ikke udbredes yderligere.

Den væsentligste årsag er, at misbrugere – både af alkohol, hash og hårdere stoffer – er de mest udsatte. Og samtidig dem, der behandles allerdårligst af systemet.

Da jeg engang talte med en retsmediciner om, hvordan man bedst kunne bruge de midler, der afsættes til sundhed, svarede han prompte.

»Vi skal bruge dem på misbrugerne. Altså: Hvis du spørger mig om, hvor vi får allermest for den næste krone, vi bruger, så er svaret, at det er ved at hjælpe narkomanerne og alkoholikerne.«

Konservativ politik er nytænkende

Pointen er, at det er den gruppe, der har det »værst« – og som derfor også lettest vil kunne få det meget bedre. En oplagt idé kunne være, at man oprettede fem misbrugshospitaler – ét i hver region. De ville koste penge. Men de ville gavne enormt – i sidste ende faktisk også økonomisk.

Det kræver bare, at man politisk tør røre ved nogle af de mest tabuiserede mennesker og problemer i Danmark. Og det er vi dårlige til. Alkoholismen er det kendte eksempel. Vi kender alle mindst ét menneske, der drikker for meget. Men vi taler ikke om det. Og vi taler slet ikke med den person om det.

Klassisk konservativ socialpolitik har altid været nytænkende og handlekraftig. Det kræver faktisk sin kvinde at drive et suppekøkken blandt socialt udsatte! Men præcis konservatismen har netop altid turdet konfrontere problemerne – direkte. Det skal vi stadig turde. Også, når det gælder de rigtig grimme problemer som alkoholisme, narkomani, prostitution, partnervold, overgreb på børn og så videre.

Når det handler om narkotika, er jeg faldet over noget forbløffende. I Portugal har man siden 2001 forsøgt sig med radikalt nye tilgange. Det er stadig forbudt at være i besiddelse af narkotika, bruge det og især naturligvis at sælge det. Men hvis man bliver snuppet med op til ti dages forbrug på gaden, smides man ikke længere i fængsel.

Dannelse er åbenhed

Man »idømmes« derimod social kontakt. Man sendes hen i et værested, en plejefamilie, et foreningsliv, et arbejde eller en læreplads. Resultaterne kan nærmest få en komatøs til hægterne på et splitsekund:

Menneskelig kontakt og eksistentiel mening giver, i sig selv og uden anden indgriben, mindre misbrug, færre HIV-tilfælde og mere livskvalitet. Med andre ord: Det virker.

Den portugisiske model er simpelthen bred ymer, som de engang sagde ude på Christiania.

Systemet, som vi har i dag, hvor et ungt menneske i nød skal vente alt for længe på hjælp for sit narkotikamisbrug, er i hvert fald et dårligt trip. Man kan ikke vente i månedsvis, når man er i dybt delirium eller spjætter abstinent.

Dannelse er åbenhed. Også over for de helt uventede erkendelser – som nu den portugisiske nytænkning.