Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Det er mit privilegie at springe ud hver dag

»Hele livet skal ikke-heteroseksuelle tage stilling til, om de vil springe ud – for forældrene, på arbejdspladsen eller til fødselsdagsfesten. Noget jeg aldrig behøver skænke en tanke.«

04DEBNANNABONDE-144043.jpg
Nanna Bonde Fold sammen
Læs mere

»Er du bøsse?« Sagde jeg og tog et ekstra hiv af cigaretten. På to afstumpede træstammer sad vi og smugrøg bag skolens gamle idrætshal. Vi var 16 år, og det var første gang, han fortalte mig, at han var til mænd.

Faktisk havde han kun fortalt det til Sofie forinden, og nu var turen så kommet til mig. Han holdt vejret, da han sagde det. Næsten stammede ordene, og først da de var sagt, kiggede han igen på mig. Jeg smilede, nærmest ligeglad, og han var lettet.

De næste mange gange bag idrætshallen diskuterede vi, hvordan han skulle fortælle det til sine forældre. For hvert hiv af cigaretten kom han op med en ny undskyldning for at udskyde det. Det var her på træstubben, at jeg første gang blev konfronteret med mit heteroseksuelle privilegium. Ingen stillede spørgsmål, da jeg præsenterede min første kæreste for mine forældre, eller da vi hver dag derefter sprang ud i offentligheden. Når vi gik hånd i hånd på gågaden, ankom til fester sammen og flettede fingre i bussen.

Jeg har aldrig taget stilling til at skulle springe ud. Jeg har aldrig skulle forklare, hvorfor jeg er tiltrukket af mænd. Jeg er bare aldrig blevet konfronteret med min seksualitet.

Forleden cyklede jeg forbi en kirke, hvor et nygift par skærmede sig med hænderne for ansigtet, mens familien kastede med ris. To unge mænd kiggede lykkeligt på hinanden og kyssede inderligt. Jeg smilede stort, da jeg cyklede videre hen ad cykelstien og tænkte for mig selv, at det er fantastisk at leve i et land, hvor homoseksuelle kan blive gift i kirken, og hvor kærligheden ikke er begrænset til mand og kvinde. Det er da fantastisk.

Men så slog det mig igen. Ville jeg tænke det samme, hvis det var et heteroseksuelt par? Næppe.

Det er mit heteroseksuelle privilegie at jeg kan springe ud hver dag, uden at nogen bemærker det. Når min nye kollega fortæller, at ham og kæresten var i Dyrehaven i weekenden, antager jeg uden videre, at kæresten er en kvinde. Ubevidst bilder jeg mig ind, at alle er heteroseksuelle, indtil de giver udtryk for noget andet. Hele livet skal ikke-heteroseksuelle tage stilling til, om de vil springe ud – for forældrene, på arbejdspladsen eller til fødselsdagsfesten. Noget jeg aldrig behøver skænke en tanke.

Når Copenhagen Pride-paraden lørdag kører gennem de københavnske gader, er der ingen, der behøver springe ud. Her er det vidt nærmere, hvis man er heteroseksuel, man må smide kortene på bordet.

Priden handler, i hvert fald for mig, om, hvor smuk forskelligheden er. Men den minder mig også om det privilegie, jeg har, når jeg og andre heteroseksuelle hver dag springer ud – uden på nogen måde, at skulle tage stilling til det.

Det er ligegyldigt, om man normalt er til fjerboaer, glimmer og konfetti, for årets største regnbuefest skal fejres med manér. Jeg glæder mig til at danse rundt på ladet af en overpyntet lastbil i flere timer og nyde, at mine ikke-heteroseksuelle venner denne ene dag ikke behøver at springe ud. Et privilegie, som jeg hver dag besidder, når jeg ikke tager stilling til min seksualitet.