Vi kigger på huse. Jævnligt. Vi vil, som så mange andre børnefamilier, gerne have mere plads og en have til unger, husdyr, en grim trampolin og glade grillaftener. Vi har særligt kigget i Nordsjælland, som jo, historisk, har været epicenter for borgerlig kultur, økonomisk orden i sagerne, tryghed og en generel overskudstilgang til tilværelsen. Det er der mange fordele ved for en børnefamilie. Vi har dog konstateret et sælsomt fænomen, der på overfladen kunne ligne den rene win-win-situation for førstegangs-huskøbere som vi: Mens boligerne er dyre i Københavnsområdet og lidt nordpå, bliver de pludselig markant billigere på en bestemt strækning længere oppe ad kysten. Så kan man få et flot hus med have til mådelige penge. Er det ikke heldigt?

Ikke helt. I hvert fald ikke, når det bliver klart, hvad boligpriserne afspejler. Det kan nemlig ikke kun skyldes urbaniseringen – for normen om villa, Volvo og vovse lever jo (også) i bedste velgående. Så hvorfor?

Det dæmrede efterhånden for os: Huspriserne er lave i alle de områder, der er berørt af kulturimpulserne fra steder som Egedalsvænge i Kokkedal og Nivåhøj i Nivå. Vold, kriminalitet, islamisk undertrykkelse, racisme mod etniske danskere, social kontrol og en generelt fjendtlig stemning, er gift for enhver by. Ikke just ideelt for en børnefamilie. Det, i ubehagelig kombination med det store asylcenter Sandholmlejren, der desværre har vist sig også at medføre overgreb og vold i lokalsamfundene (og der er i 2015 etableret endnu ét i nærheden, der skal huse 600-700 afviste ansøgere) samt et skræmmende stort antal hjemmerøverier og indbrud, er evidens nok for os. Vi skal ikke bo der. Det tør vi simpelthen ikke. Og heller ikke i nærheden. For hvad skal forhindre, at det breder sig til Humlebæk, Espergærde og Snekkersten?

Der er utvivlsomt stadig enklaver, hvor man i en radius af 300 meter kan færdes trygt, også om aftenen – men har man lyst til at leve sådan? Spærret inde på villavejen, vel vidende, at man sandsynligvis alligevel oplever et indbrud eller det, der er værre, før eller siden, og at politiet ikke kunne være mere ligeglade? Nej tak.

NORDSJÆLLAND ER SINE steder ved at blive en utryghedsghetto – ikke kun på grund af de faktiske ubehageligheder, men i lige så høj grad på grund af myndigheder og politikeres fuldkomne undertrykkelse af problemet. Ingen taler om det, ingen gør noget ved det. Og sådan slår man et blomstrende, trygt område ihjel. Hvis udviklingen fortsætter, og de små bysamfund rømmes for ressourcestærke beboere, eroderer hele den sociale, økonomiske og kulturelle infrastruktur. Alt sammen på grund af politiske valg, taget af folk, der ikke selv skal leve med konsekvenserne.

DET ER ALLIGEVEL trist at tænke på, at et af landets smukkeste, tryggeste og mest ressourcestærke områder så småt er ved at opløses. Tænk på alle de mennesker, der stavnsbindes til huse, fordi multikulturen har ædt værdien op. Tænk på den civile orden, de tryghedsskabende bånd mellem naboer, der ætses væk. Tænk på hyggelige gader, der forvandles til potentielle overfaldssteder. Og tænk på, hvor hurtigt, det er gået. Alt sammen på grund af en katastrofal, socialdemokratisk boligpolitik, presset fra store asylcentre på små samfund, den ikke-eksisterende indsats mod røverier og, selvfølgelig, bagtæppet: En amokløbet godhedsideologi. Nej tak. Der skal vi ikke bo.