Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Den tredje kandidat

»Utilfredsheden med både Trump og Clinton er så stor—selv ind i egne partirækker—at mange ser sig om efter andre, og blandt de uafhængige midtervælgere ønsker et flertal andre valgmuligheder.«

Gary Johnson Fold sammen
Læs mere

Når Hillary Clinton og Donald Trump i aften tørner sammen i den første TV-duel under dette års amerikanske præsidentvalg, vil de være alene mod hinanden. Også selv om der faktisk er andre kandidater.

For som ved så mange andre præsidentvalg er der faktisk opstillet andre præsidentkandidater end en Republikaner mod en Demokrat—selv om medierne sjældent omtaler dem. I over 100 år har der ved hvert valg også været kommunistiske, socialistiske, nationalistiske, grønne, liberale og »uafhængige« kandidater. Som regel spiller småpartiernes kandidater ingen større rolle, men de er der altid, og fra tid til anden bryder nogle igennem og får opmærksomhed—f.eks. milliardæren H. Ross Perot, der i 1992 stillede op som uafhængig kandidat mod George H.W. Bush og Bill Clinton og fik knap 19 pct.

I år har Republikanerne og Demokraterne opstillet to kandidater, der er henholdsvis den mest upopulære og den næstmest upopulære i de seks årtier, man har lavet meningsmålinger. Dét og en generel og voksende mistillid til den politiske elite ser nu ud til at give vind i sejlene for det lille, klassisk-liberale (eller »liberalistiske«, om man vil) Libertarian Party.

Partiet blev grundlagt i 1971 på et program, der forenede lave skatter, frihandel og personlig frihed med modstand mod Vietnam-krig, værnepligt og narkotika­forbud. Siden har partiet opstillet kandidater ved hvert valg, i de senere år som det eneste »tredjeparti« i alle 50 delstater.

Denne gang er det anderledes

Fra tid til anden får partiet kandidater valgt lokalt, men som regel klarer man sig uanseligt og til præsidentvalg har man kun én gang (1980) fået mere end én procent af samtlige stemmer.

Men denne gang er anderledes. Utilfredsheden med både Trump og Clinton er så stor—selv ind i egne partirækker—at mange ser sig om efter andre, og blandt de uafhængige midtervælgere ønsker et flertal andre valgmuligheder. Samtidig har Libertarian Party rekrutteret godt. Dets præsident­kandidat er Gary Johnson—en succesrig erhvervsmand, der sågar har præsteret at bestige Mount Everest med et brækket ben. Han var i to perioder Republikansk guvernør for New Mexico, og hans vicepræsident­kandidat er William Weld, tidligere guvernør for Massachusetts—to stater der er et sted mellem moderate og venstreorienterede.

Begge havde de succes, og tilsammen har begge hver især længere erfaring i politiske lederpositioner end Clinton og Trump. Deres program sammenfatter de som »staten skal ud—ud af pengepungen og ud af soveværelset« og indeholder lavere skatter, legalisering af pot og en mere tilbage­holdende udenrigspolitik.

Et alternativ til sofaen

For øjeblikket ligger Johnson/Weld i menings­målingerne til et sted mellem seks og 13 pct., med et gennemsnit på 8,5 pct. Det bliver man ikke valgt med, og de to store partier har udelukket Johnson og De Grønnes præsidentkandidat Jill Stein fra TV-debatterne—og så bliver man slet ikke valgt. Men i et opløb, der pludselig synes tættere, end mange havde troet, vil f.eks. otte-ni pct. til Johnson og to-tre pct. til Stein kunne forrykke valgresultatet i mange delstater og flytte rundt på de vigtige valgmandsstemmer på uforudsigelig vis.

Fremfor alt giver det vælgerne et alter­nativ til sofaen, når valget ellers står mellem en nationalistisk populist og en internationalistisk elitist, der efter alt at dømme begge har været i den ene eller den anden ende af sager om både korruption og magtmisbrug.