Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Demokratisk visdom

Parthenon-templet på Akropolis i Athen. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste af os har et mere eller mindre »fast« billede af, hvad der skal til for at være et demokrati eller i hvert fald et godt et af slagsen: Det skal ligne vores. Den nordiske demokratimodel er siden Første Verdenskrig gradvis konsolideret som værende repræsentativt demokrati med valgret for alle myndige statsborgere, ét kammer i parlamentet, en parlamentarisk regeringsform og et valgsystem, hvor mandaterne fordeles forholdsmæssigt efter stemmetal.

Men i virkelighedens verden er variationen enorm. Der findes eller har eksisteret parlamenter med to, tre eller sågar fire kamre. Mange demokratiske systemer opererer med regler om kvalificeret flertal ved nogle beslutninger eller større brug af folkeafstemninger eller ganske anderledes valgsystemer.

Der er måske grund til at skele til demokratiske alternativer i en tid, hvor de danske vælgere har sammensat et folketing med ni partier, hvoraf intet støttes af mere end en fjerdedel, og en meget svag regering (kun en femtedel af mandaterne). Hvor helt unge mennesker vælger politik som en karriere for livet. Hvor folkeafstemninger afholdes, når det er nødvendigt, men hvor man bagefter bebrejder vælgerne, hvis de vælger det forkerte. Hvor politikerleden næsten hvert år slår nye rekorder.

Inspiration til nye demokratiformer

Demokratiet som begreb stammer som bekendt fra antikkens Grækenland, hvor man (særligt Athen i 5. til 4. århundrede før Kristus) eksperimenterede med demokratiske former på måder, der i dag virker fremmede, men måske også kunne give inspiration. Her er nogle:

Borgermøder: Det centrale forum var ikke et »professionelt« parlament, men et møde, hvor alle borgere deltog direkte i beslutningerne. Det er ikke problemfrit og muliggør voldsom og pludselig populisme, men er samtidig en garanti mod, at demokratiet fjerner sig for langt fra de berørte.

Lodtrækning: I stedet for at vælge politikere, lod man embeder blive besat ved lodtrækning. På den måde sikrede man, at også almindelige borgere – ikke kun stud.scient.pol.’er med en fortid i en politisk ungdomsorganisation – havde en realistisk mulighed for at opnå embeder og få et ord at skulle have sagt. Repræsentativiteten, af en slags, sikrede man så ved:

Rotation: Politiske embeder blev kun udfyldt for en tidsbegrænset, etårig periode. Herefter var det andres tur. På den måde undgik man tyranner, og hvad vi i dag ville kalde levebrødspolitikere.

Ostrakisme: Som noget historisk næsten unikt praktiserede man i Athen, at borgerne kunne nominere en person, de ville af med. Efter to måneders »valgkamp« stemte man, og den med flest stemmer (og mindst 6.000) skulle inden for ti dage forlade landet i ti år, men uden i øvrigt at miste ejendom eller andre rettigheder.

Intensitet: Når der blandt borgerne skulle stemmes om emner, valgte man ofte en anden metode end at tælle oprakte hænder. I stedet fik et panel af »dommere« til opgave at sidde med ryggen imod borgerne, der blev bedt om at give udtryk for deres sym- og antipati ved stemmens brug. Dommerne skulle så efter lydniveauet afgøre, hvilken »side« der havde den »stærkeste« opbakning.

Ingen af disse institutioner kan uproblematisk oversættes til nutidens mere komplekse samfund. Men hver især indeholder de elementer, som man måske kunne lade sig inspirere af på et tidspunkt, hvor tilliden til politikerne og deres institutioner knirker i fugerne.