Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Brandfaren på Svinkløv var enorm

»Det kræver ikke megen fantasi at indse, at de lovpligtige sikkerhedsforanstaltninger var helt utilstrækkelige.«

Den gamle træbygning, som rummede Svinkløv Badehotel brændte helt ned. Foto: Cathrine Ertmann
Læs mere
Fold sammen

Den første, jeg tænkte på, da jeg hørte, at Svinkløv Badehotel brændte, var Lise Emborg. Lise Emborg har mere end nogen anden æren for det Svinkløv, som mange elskede højt. Det må såre hende dybt, at hendes enestående livsværk på få timer gik op i røg og flammer.

Min kone og jeg har været der mange gange, og i 1994 fejrede vi sølvbryllup på hotellet. Vi havde i 1993 med det daværende værtspar Nete og Bjørn Bilgram aftalt at leje hele hotellet med overnatning for alle i selskabet. I mellemtiden skiftede Svinkløv ejer, men vi havde en vidunderlig fest og et dejligt ophold under Lise Emborgs perfekte ledelse.

Jeg var faktisk bange for, at hotellet skulle nedbrænde inden vores fest, og straks efter Lise Emborgs overtagelse af hotellet, kørte jeg fra Thisted, hvor vi boede dengang, til Svinkløv, hvor jeg havde en mødeaftale med Lise Emborg.

Min anledning var vores forestående fest, men også min frygt for brandfaren på hotellet. Jeg er miljøskadet, for jeg er uddannet brandinspektør fra Statens Brandskole, og jeg var på det pågældende tidspunkt chef for Beredskabsstyrelsens Redningsberedskab i Thisted.

Men man skal ikke være meget brandkyndig for at indse, at brandfaren var enorm på Svinkløv.

Katastrofale følger

På dette mit første møde med Lise Emborg i 1994 gjorde jeg på min faglige baggrund rede for brandfaren i det gamle træhus – uden brandsikre etageadskillelser og uden brandmure.

Jeg husker mødet, som var det i går, for siden mit første besøg på Svinkløv har jeg altid tænkt på brandfaren der, og hvad der ville ske på hotellet i brandtilfælde.

Jeg forklarede Lise Emborg, at en brand i træhuset ville brede sig med sekunders hastighed opad, med minutters hastighed til siderne og med timers hastighed nedad. En brand i kælderen ville brede sig med katastrofal hastighed opad. Tænk på et stearinlys der antænder et gardin i stueetagen. Det ville i løbet af få minutter meget let få de katastrofale følger, og hvis ikke rigtig hjælp greb ind inden for de første minutter, ville katastrofen indtræffe.

Jeg forklarede Lise Emborg, at nærmeste brandvæsen og brandslukningsmyndighed, Fjerritslev Brandvæsen, med en køreafstand på ti kilometer ad en snoet smal vej ikke ville have en jordisk chance for at nå at slukke en brand opstået i kælderen eller stueetagen. Og tilkaldelse af nabobrandvæsener og beredskabet i Thisted med mere end halve timers kørsel ville være nyttesløs.

Lise Emborg og jeg gik huset igennem, og jeg husker, hvordan jeg forklarede, at der bl.a. burde etableres sprinkleranlæg i alle rum og på alle etager, og at disse rør rimelig nemt kunne bores gennem trævæggene. Jeg redegjorde også for, at brandsikringen måtte koordineres og aftales med stedets brandmyndighed, der suverænt er det kommunale brandvæsen.

Mine råd og vejledning blev aldrig fulgt. Den lovpligtige brandsikring var overholdt, men det kræver ikke megen fantasi at indse, at de lovpligtige sikkerhedsforanstaltninger var helt utilstrækkelige, og det kan Fjerritslev Brandvæsen ikke undgå at vide.

Fortrængning af kendsgerninger

Branden opstod det værst tænkelige sted i kælderen og bredte sig i løbet af minutter til alle etager.

Der var ingen natportier til stede, de ophængte brandslanger på etagerne kom mig bekendt ikke i anvendelse, der var også kun gæsterne til at betjene dem, og en påbegyndt slukning på 1. sal ville være nyttesløs, fordi stueetagen var overtændt – gæsterne havde også mere end rigeligt at gøre med at redde sig selv ud. Det er et under, at alle kom helskindet ud.

Og de ankomne bandvæsener kunne intet redde. Hotellets ejer havde åbenbart aldrig – trods råd og vejledning – indset denne risiko. Jeg tror ikke, det var sparehensyn, men fortrængning af kendsgerningerne.

Men den lokale brandslukningsmyndighed må have en meget dårlig mavefornemmelse. Brandslukningsmyndigheden kunne ikke undgå at vide, at brandfaren på Svinkløv var enorm – og hvorfor slog det lokale brandvæsen, der tilmed havde tilsynspligten aldrig på tromme for at få gennemført en effektiv brandsikring af Svinkløv Badehotel, hvis man ville sikre bevarelsen af det gamle hus?

Når hverken ejer eller myndighed ville eller kunne indse risikoen, må lovgivningen altså strammes for bevaringsværdige brandfælder.

Henrik Gabriel er tidligere chef for Beredskabsstyrelsens Redningsberedskab i Thisted.