Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kommentar: Ansvar er mest noget man løber fra

»Ansvar forpligter, men det koster tilsyneladende endnu mere.«

Tidligere chefredaktør på Se og Hør, ankommer til retten i Glostrup. Foto: Olafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Man kunne passende begynde med at spørge, hvem der nu har ansvaret for revolutionen? Måske et lidt underligt spørgsmål, men »Ugens debat« skal handle om ansvar. Og når Johanne Schmidt-Nielsen flytter ind i en villa til 6,4 millioner kroner sammen med sin kæreste, som oven i købet er direktør, så må det forårsage en vis panderynken på den yderste venstrefløj.

Selv vil hun nok hævde, at den indre røde farve og solidariteten med de undertrykte og arbejdende klasser er intakt, selv efter at hun har fået kæreste i »blå skjorte« og »græs under fødderne«, som hun selv har udtrykt det. Rigmand og åndelig indpisker for Liberal Alliance, Lars Seier Christensen, er dog mere i tvivl.

»Den bedste måde at få færre socialister på er, når de får smag for at leve godt og borgerligt,« lød hans muntre kommentar i ugen.

Selv er den schweizisk bosiddende Seier Christensen for tiden indrulleret i et langt mere alvorligt ansvar, nemlig ansvaret for landet, økonomien, fremtiden – ja helheden sgu’.

I denne uge mødtes han over en kop kaffe på Café No. 11 i det indre København med statsminister Lars Løkke Rasmussen, som har det formelle ansvar både for landet og den helhedsplan, han rejser rundt med under armen.

Hvad de talte om, er ikke sluppet ud, men et godt gæt er, at Løkke forsøgte at få Seier til at vride armen om på manden med de blå, stålsatte øjne – Anders Samuelsen, som har for vane at true med at vælte den regering, han selv har bragt til magten. Det vil være uansvarligt, mener Løkke.

Junckers store tale

»Ansvar er ikke noget man får, det er noget man tager.« Hvem, der har sagt det, vides ikke. Men det er klogt. Og lige nu med udgangen af uge 37 er det, som om der er mange, som har ansvaret og gerne vil have det, men nogle løber fra det, og andre orker ikke for alvor at gribe det.

Tag nu for eksempel den europæiske kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Han forsøgte i denne uge at påtage sig ansvaret for Europa med sin store årlige tale. Den handlede om den fælles økonomi, fælles forsvar og fælles fodslag. Bare et år har Unionen til at redde sig selv, slog han fast for ligesom at fyre op under de ansvarlige med en brændende platform.

Men han måtte også konstatere, at han står ret alene, og at han aldrig i sine mange år i europæisk politik havde oplevet et Europa, der gik så lidt i takt som nu. I vest er briterne på vej ud, de ved bare ikke hvordan. Og i øst kører de deres eget løb. Og de, der plejer at gribe ansvaret, når det europæiske lokum brænder – den fransk-tyske akse – er ramt af en helt uansvarlig intern bøvl og ballade.

Samme Juncker sagde engang, da han var premierminister i Luxembourg, om den økonomiske krise: »Vi ved godt, hvad der skal til for at redde økonomien, men vi ved bare ikke, hvordan vi vil blive genvalgt bagefter.«

Måske har han det på samme måde i den stol, hvor han sidder i dag. Hvis man griber ansvaret, så mister man det. Ansvar forpligter, men det koster tilsyneladende endnu mere.

Det internationale samfund svigtede

I USA får enten den ene eller den anden snart ansvaret for verdens eneste supermagt. For amerikanerne tegnes der et billede af et valg mellem en skør og en syg. Om de kan overlades ansvaret som øverstbefalende, kan verden kun være bekymret for.

Og nu vi er i det store udland, så viste en britisk regeringsrapport, at Vestens militære indgreb i Libyen kun har gjort det hele værre. Meget værre endda. Resultatet af den militære indgriben var et økonomisk og politisk kollaps, og måske var det en fejl overhovedet at fjerne diktator Muammar Gaddafi? Det mener den daværende generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, dog ikke. Det var ikke hans eller NATOs ansvar, at alt gik galt. Det var det internationale samfund, som efterfølgende svigtede »katastrofalt«, sagde han til Jyllands-Posten.

Dr. Jekyll og redaktør Qvortrup

I retten i Glostrup kæmpede den tidligere ansvarshavende redaktør med at bevise, at han ikke havde noget ansvar – hverken for tys-tys kilde eller lækkede personlige oplysninger om kendte og kongelige.

Henrik Qvortrup står fast på sin uskyld. Hans søster Lisbeth sagde til Berlingske, at hun har svært ved at forstå, at han kan være to så forskelle personer på én og samme gang. Professionelt er han grænsesøgende, kompromisløs og går til stregen, men privat er han et ekstremt følsomt og omsorgsfuldt familiemenneske – ansvarshavende kunne man sige. Den Q, som sidder på anklagebænken i Glostrup, er det første.

Herhjemme viste ugen, at der skal placeres et ansvar for både skandaler og måske-skandaler. Hvem åbnede for hanerne og lod milliarderne i tilbagebetalt udbytteskat fosse ud af landet? Det vil et flertal i Folketinget have undersøgt. Det bliver i givet fald den femte granskning af det største tyveri i danmarkshistorien.

Men ifølge Torben Bagge, lektor i offentlig ret på Aarhus Universitet, vil ingen blive gjort ansvarlig. »Jeg tror ikke et øjeblik på, at man får placeret et ansvar i denne sag,« sagde han til Politiken.

Alle de skatteministre, som måske havde ansvaret for det galopperende morads i Skat, men også så svært ved at gribe det, er for længst videre i deres politiske karrierer.