Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kom nu ind i kampen!

Konkurrence gennem frasortering og differentiering i uddannelsessystemet er samfundsgavnligt, da det opfordrer til, at den enkelte finder det område, hvor vedkommende er konkurrencedygtig.

Konkurrence er et vilkår i samfundet, uanset om der er tale om sport, uddannelse eller job. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Elite-dyrkning, frasortering og differentiering er nødvendige tiltag, hvis vi ønsker universitetsuddannelser på internationalt niveau – og det bedste for de studerende.

For nylig har flere rektorer fra landets universiteter iværksat nye tiltag, der på forskellig vis skal udvikle de dygtigste studerende. Disse tiltag er positive og længe ventede, men stadig langtfra tilstrækkelige. De særligt dygtige danske studerende har fortsat kun ét sted at søge til for talentudvikling – til udlandet.

Såfremt Danmarks fremtid afhænger af satsningen som »videnssamfund«, er middelmådighed simpelthen ikke godt nok. I sidste ende bliver vi nødt til at gøre op med jantelovstankegangen og forestillingen om, at naboens lykke sker på bekostning af vores egen. Netop denne problematiske tankegang kan anes hos blandt andet formanden for Studenterrådet ved KU, der vender sig imod de nye elitetiltag og den såkaldte »konkurrencekultur«. Men hvorfor frygter de dette?

Det må sandes, at arbejdsmarkedet i høj grad er konkurrenceminded. Efter endt uddannelse bliver de bedste job besat af de kandidater, der formår at udkonkurrere de andre. At ville afskærme studerende fra denne virkelighed er således at gøre dem en bjørnetjeneste og lade dem forblive i den naive tro, at større arbejdsindsats og bedre resultater ikke påvirker ens muligheder. Konkurrence skal derfor ikke opleves negativt, men som en vigtig motivation, der får alle studerende til at yde deres bedste. Dette ses bekræftet i et utal af lande, hvor muligheden for at komme på eliteuniversiteter og få scholarships mv. motiverer de studerende i langt højere grad, end vi kender det her i Danmark. Fokuseringen på »lige for alle« skal således erstattes med det bedste for hver enkelt.

DET SKAL KUNNE betale sig at arbejde hårdt. Det er derfor kun naturligt, at de studerende, der yder en særlig indsats og dedikerer sig særligt til deres studie, skal kunne få tilbud, der er tilpasset deres niveau. Dette skal ikke påvirke den generelle undervisning, ligesom det ej heller behøver at medføre færre midler hertil. I stedet kunne universiteterne i højere grad lade erhvervslivet involvere sig, da virksomhederne længe har vist stor interesse i at videreudvikle talenter.

Universiteterne skal selvfølgelig først og fremmest være akademiske, men det er samtidig vigtigt at have for øje, at langt størstedelen af de studerende netop vil skulle færdes i det private erhvervsliv, hvor kendskab til virksomhederne og konkurrence er vigtige elementer. Det bør derfor alene ses som en win-win situation, hvis virksomhederne ønsker at involvere sig og finansiere sådanne elite-tilbud. Uanset hvad, er der behov for differentiering af hensyn til såvel dem med særlige talenter, som dem med særlige behov.

I sidste ende eksisterer eliten, om vi kan lide det eller ej. Der vil uundgåeligt altid være nogle, der er dygtigere og arbejder hårdere end andre. Hvis ikke den akademiske elite skal være at finde på de danske universiteter, hvor så? Der må gøres op med tankegangen om, at alle nødvendigvis skal kunne komme på universitetet, da universitetet i sig selv skal være en elitær institution for de absolut dygtigste. Det skal ikke være et mål at optage flest mulige, men derimod at have fagligheden i top og sikre størst udbytte for den enkelte. Kvalitet skal sættes frem for kvantitet – hellere uddanne to højtkvalificerede til arbejde, end tre middelmådige til ledighed.

Der er gået inflation i optaget på både gymnasier og sidenhen universiteter, hvilket har medført, at for mange unge er gået den akademiske vej på trods af, at disse med fordel kunne have valgt at gå andre veje. Det er ikke et ringere valg at gå de mere tekniske eller praktiske veje, og man kan sagtens være en del af »eliten« inden for ens eget felt, selv om ens talenter ikke er boglige. Det ene er ikke bedre end det andet – men den enkelte kan godt være bedre end andre inden for et felt. Et sådan talent skal dyrkes og tages hånd om.

Frasorteringen er blot en ærlig og konstruktiv vejledning, der sparer den enkelte for at påbegynde et studie, som denne muligvis ikke vil kunne færdiggøre, ikke har talent for, eller ikke vil kunne finde arbejde inden for.

Det er nødvendigt at give afslag til nogle, hvis ikke vi skal uddanne til ledighed. Spørgsmålet er således alene, ud fra hvilke kriterier et sådant afslag skal gives.

Vurderingen af den studerende er i sagens natur ofte mere nuanceret efter både en samtale og optagelsesprøve, men dette ændrer ikke ved, at karakterer fortsat er den bedste almene indikator for individets læringsevner og arbejdsindsats – foruden den afgørende grobund for en sund akademisk konkurrencekultur.

STIK IMOD FORMANDEN for Studenterrådet ved KUs udtalelse er konkurrence gennem frasortering og differentiering således netop samfundsgavnligt, da det opfordrer til, at den enkelte finder det område, hvor vedkommende er konkurrencedygtig og dermed kan opnå størst succes.

Med frasorteringen får den enkelte ikke falske forhåbninger, men finder nemmere et område, hvor denne kan »spille med«. Via differentiering opnår man mulighed for at tilpasse undervisningen til den enkelte, så denne netop kan opnå bedst mulige resultater. Præcis som i sportens verden sikrer A- og B-hold således, at begge hold spiller mod ligeværdige modstandere og dermed kan opnå sejre inden for deres egen gruppe. Dette er ikke kun den mest fornuftige løsning, men reelt også den mest fair.

I sidste ende skal fokus således ikke være på at sikre det samme stykke kage til alle studerende, men derimod at give den enkelte værktøjerne til, at denne selv kan skære det størst mulige stykke. Studerende er voksne og ansvarlige mennesker, hvorfor det er på tide, at vi behandler dem derefter. Det er på sin plads, at vi stopper med at afskærme dem fra den grumme konkurrence-virkelighed og i stedet hjælper dem til at komme ind i kampen. Det er nemlig kun muligt at vinde, såfremt man spiller med!