Biblioteksdirektørens principper for anmeldere er ret så banale. Det er noget med, at anmelderen bør læse det, han anmelder. Da det nu er en direktør, der skriver, så får det stylter at gå på, akademiske guirlander: »Værket, dets kvalitet, værdi og betydning skal anmeldes på dets egne præmisser, som de angives eksplicit«.

Men det er netop det, Blüdnikow har gjort. Han har vurderet værkets præmisser og fundet dem for lette, konstateret deres »røde« tendens og påpeget mangler af opslag, bl.a. at der ikke er opslag for to dengang helt afgørende og fremragende debattører og antikommunister fra de første koldkrigsår som Informations grundlægger og chefredaktør Børge Outze og den frafaldne kommunist Peter P. Rohde, som der er skrevet biografier om på hhv. 849 og 457 meget læseværdige sider, men som altså ikke kan få et opslag i leksikonet (mens en relativt triviel, meget snakkende kommunist, senere SFer, Gert Petersen, ikke alene får to sider med stort billede, men også tilskrives »stor viden om især internationale forhold« (sic!).

Men det, Kolding tilsyneladende må mene, er, at anmelderen skal bekræfte og konfirmere, måske ligefrem forsvare værkets præmisser.

Blüdnikow ville være en dårlig anmelder, hvis han i dette tilfælde kunne det.

Den anden af Koldings banaliteter udtrykkes med en formulering, som jeg kan forestille mig, at historikerne nyder meget: »Evt. kritisable enkeltpunkter kan metodisk ikke tillægges repræsentativitet, medmindre man har læst hele værket grundigt og er sikker i sin sag«.

Her kommer det frem. Kolding mener, at man kun bør kritisere enkeltpunkter i dette værk. Og at kritikken skal kunne tillægges »metodisk repræsentativitet«, hvad så dette end er; det lyder fint.

Vi taler om et leksikon, et opslagsværk. Mener direktøren, at anmelderen for at kunne foretage en kritik skal have læst hele leksikonet? Fra forfra til slut? Alle siderne?

Blüdnikow har gjort, hvad enhver ikke-charlatan ville gøre. Netop ledt efter den metode, der mærkes i værket. Jeg må sige, at jeg synes, han er endda til det yderste forsigtig. Der er alt for meget klumperi, der gør læsningen unødigt besværlig, som en slags hækkeløb hvor det ufordøjede skal forceres. Det siger Blüdnikow ikke noget om. Det er en mangel hos ham.

Allerede første linie giver vanskeligheder, hvor udtrykket »en epoke, verdenskrigenes epoke«, er som kartofler, der hældes ud af en sæk, bum, bum, bum. Sætningen derefter, værkets linie 3, er heller ikke let. Straks efter at have introduceret begrebet Den Kolde Krig, annulleres det, idet man siger, at set fra Korea og Vietnam er det ikke indlysende at tale om kold krig.

Men når nu Korea og Vietnam nævnes, er det selvfølgelig påfaldende, at nogle samtidige krige af samme koldkrigskarakter ikke nævnes, nemlig de arabiske krige mod Israel, 48, 56, 67, 73.

Israel – netop oprettet i koldkrigens kølvand – har ikke noget opslag, ligesom heller ikke zionismen (den eneste -isme ved siden af forbrugerismen og kapitalismen, der virkelig har sejret. Og så selvfølgelig islamismen og terrorismen).

En anmelder har sagt om værket: »En ommer«. Det synes Kolding er helt latterligt. Jeg vil sige ikke nogen »ommer« med de herrer redaktører om bord.