Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kønskvoter er kønsdiskrimination

Alan Klæbel Weisdorf: Med kønskvoter handler det ikke længere om at sikre betingelserne for, at vi hver især har en fair chance for succes uanset køn altså reel chancelighed. Nej, kønskvoter handler om at skabe et pænt billede af »ligestilling«.

Kønskvoter er ikke ligestilling. Kønskvoter kan let resultere i diskrimination af mænd. Arkivfoto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

EU barsler med et forslag om, at alle børsnoterede virksomheder skal have mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne i 2020. Hvis ikke virksomhederne når disse mål, vanker der straf. Det lyder måske umiddelbart sympatisk - særligt i lyset af den begrænsede andel af kvinder i topledelse. Men forslaget indebærer et stærkt problematisk skred i det principielle grundlag for ligestilling: fra individuelle til kollektive rettigheder, og fra chancelighed til resultatlighed. Dermed inviteres en ny type kønsdiskrimination ind ad bagdøren.

Forslaget, som er promoveret af vicepræsidenten for EU-kommissionen Vivian Reding, vil i praksis betyde, at en bestyrelseskandidats køn fremover vil blive betragtet som en del af vedkommendes kvalifikation, hvis kandidaten vel at mærke er kvinde. Tilsvarende må en mandlig kandidat i fremtiden se i øjnene, at hans køn relativt set vil blive betragtet som et minus på CVet. Det skyldes, at hans værdi for virksomhedens primære virke ikke også bidrager til virksomhedens supplerende målsætning om statistisk kønslighed - tværtimod.

Men er det egentlig fair overfor manden? Har han ikke lige så meget ret til et givent job som en kvinde, hvis vi forudsætter, at deres kompetencer er ens?

Når det fremføres, at kønskvoter diskriminerer mod mænd, er en almindelig indvending, at mænd betragtet i et historisk perspektiv og i vores samtid helt evident sidder på samfundets ledende stillinger. Det er på sin vis et uomtvisteligt faktum. Men er det så simpelt?

Den implicitte præmis i dette argument er den kontroversielle doktrin om kollektivt ansvar - altså ideen om, at hver enkelt mand bærer sin del af en fælles skyld for den manglende ligestilling i vores samfund. Argumentet bygger altså på forestillingen om, at et individ kan gøres personligt ansvarlige for forhold og handlinger, som er udøvet af andre medlemmer af en given gruppe (i dette tilfælde mænd), men som individet ikke selv har været involveret i.

Skåret ind til benet betyder dette tankesæt, at vores drenge fremover skal betale prisen for alle de »Old boys« netværk, som igennem tiden har holdt, og som fortsat holder, kvalificerede kvinder ude af magtens korridorer.

Jeg skal erkende, at det sikkert langt fra er alle tilhængere af kønskvoter, der er enige i betragtningen om, at mænd bærer en kollektiv skyld for fortidens (og samtidens) synder. Ikke desto mindre kan tilhængerne af kønskvoter ikke sige sig fri af, at de dybest set anvender et kollektivt rettighedsbegreb. Kønskvoter tager jo udgangspunkt i kvinder som gruppe - ikke kvinder som individer. Kollektive rettigheder udtrykker ideen om, at en gruppe (fx kvinder, muslimer eller cyklister) kan være indehaver af rettigheder, som ikke (i første omgang) tilfalder eller udspringer af individet.

Den kollektive rettighedslogik kommer blandt andet til udtryk i målestokken for ligestilling. For tilhængerne af kønskvoter handler ligestilling først og fremmest om statistik. Ligestilling »opstår«, når vi nærmer os en perfekt kvantitativ balance, hvad angår kønnenes repræsentation i forskellige sammenhænge.

Det interessante ved kollektive rettigheder er, at de ofte mobiliseres for at betinge eller sidestille individuelle rettigheder. Og det er også tilfældet her. For at sikre den statistiskbaserede målsætning om »ligestilling som lige repræsentativitet« igennem kønskvoter, må man logisk set begynde at diskriminere individet i forhold til vedkommendes køn.

Med kønskvoter er det jo ikke længere tilfældigt om kandidaten til en bestyrelsespost er mand eller kvinde - og netop kandidatens køn - nærmere end udelukkende merit - kan således blive udslagsgivende for om vedkommende får stillingen eller ej. Men det er jo et kæmpe skridt bagud for ligestillingen, når man skal til at diskriminere det ene køn for at reducere diskriminationen af det andet.

I et liberalt ligestillingsperspektiv er udfordringen at eliminere diskriminationen af individet baseret på irrelevante faktorer, herunder vedkommendes køn.

Den liberale idealtilstand opstår ikke, når der er 50/50 mellem mænd og kvinder i bestyrelseslokalerne. Den tilstand opstår, når hvert enkelt individ udelukkende vurderes på vedkommendes merit i forhold til en given opgave/stilling - uanset vedkommendes køn, race, religion, seksuel orientering, alder m.v. Derfor er kønskvoter et direkte angreb på ligestillingens principielle afsæt - nemlig frihed fra (køns)diskrimination.

Her må man også holde for øje, hvem der i den sidste instans skal kunne nyde godt af ligestilling. En »repræsentativitet« har ingen følelser, ingen ambitioner. Den enkelte kvinde eller mand er på ingen måde frigjort fra kønsdiskrimination blot fordi, at statistikken siger, at fordelingen er lige.

Med kønskvoter handler det ikke længere om at sikre betingelserne for, at vi hver især har en fair chance for succes uanset køn - altså reel chancelighed. Nej, kønskvoter handler i sidste ende om at skabe et pænt billede af »ligestilling«.

Vi ved, at kvinder i dag har overhalet mænd på flere helt centrale områder, særligt i uddannelsessystemet. Logisk set er det blot et spørgsmål om tid før denne meritokratiske tsunami slår igennem i forhold til virksomheder og organisationers ledelsesniveauer. Dette er ligestillingens spontane momentum - en proces, der er drevet af et samfund, hvor vi har en bevidsthed om at skabe lige chancer for alle uanset køn. Tiden arbejder for et ligestillet samfund.

Kønskvoter er derimod en kortslutning af denne spontane proces. Kønskvoter er den sociale ingeniørs stumpe teknokratiske »løsning« på at fjerne en kompleks kønsbarriere - en barriere som i lang tid har været under nedbrud uden brug af kvoter.

På Vivian Redings EU-hjemmeside står: »Ikke-diskrimination er en fundamental rettighed«. Enig, men denne fundamentale rettighed er ikke det, kønskvoter bygger på - tværtimod.