Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kønskvoter en gang til

»Det er et gammelt advokattrick at gentage sig selv under proceduren, for nok sover dommerne, men de sover ikke på samme tid.«

28DEBJESPER-LAU-HANSEN-1321.jpg
Jesper Lau Hansen Professor Jesper Lau Hansen i lufthavnen. Taler om hvorfor nordiske chefer er anderledes Fold sammen
Læs mere

Edith Jakobsen fra Djøf og Ask Hesby Krogh fra Institut for Menneskerettigheder svarer på min kritik i et debatindlæg med titlen »Stop kvotesnak« (27/4). Den overskrift er jeg personligt enig i, mens det kniber med indholdet af deres svar.

Jeg har ellers redegjort for sagen flere gange både i faglige lovkommentarer og i medierne, hvor jeg endda sidste gang forsøgte at skære det ud i pap.

Det er et gammelt advokattrick at gentage sig selv under proceduren, for nok sover dommerne, men de sover ikke på samme tid. I den ånd vil jeg gentage de vigtigste pointer.

Jakobsen og Krogh anfører: »En afgørende forskel på kvoter og måltal er, at måltal er fleksible og kan fastsættes af virksomheden selv og, at der ikke er sanktioner knyttet til manglende opfyldelse af måltallene.«

Jeg er helt enig i, at loven blev præsenteret, som om måltallene var frivillige. Problemet, som jeg påtalte, var imidlertid, at loven blev administreret sådan, at virksomhederne netop ikke selv kunne fastsætte måltallene, men var tvunget til at forhøje disse, indtil kvoten blev nået. Denne tvang er der imidlertid ikke hjemmel for i lovens ordlyd og i øvrigt heller ikke i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Problemet var særligt alvorligt, fordi manglende angivelse af måltal faktisk er sanktioneret, endda med straf.

Hvis man interesserer sig for retssikkerhed – hvilket måske ikke er så udbredt, som jeg troede – burde man rose den nye regering for at standse denne administration, ikke skose dem for at »udhule« loven, som Edith Jakobsen og Ask Hesby Krogh gjorde i kronikken (10/4).

Endvidere bemærker de to, at jeg bruger spalteplads »på at kritisere, at der i for høj grad er fokus på kvinders repræsentation i bestyrelser fremfor i direktionerne.

Det overrasker i lyset af, at Lov om måltal har et eksplicit fokus på både direktion og bestyrelse.«

Her bliver jeg i tvivl om, hvorvidt de har læst den samme kommentar, som jeg skrev.

Jeg bruger nemlig en del spalteplads på at rose loven for netop det forhold og bemærker bl.a.: »Det afgørende er vel at fremme kvinders deltagelse som ledere, og her tjener loven om måltal jo faktisk et godt formål ved at betone, at det afgørende ikke er repræsentation i bestyrelsen, men derimod kvinders udnyttelse af deres ledelsespotentiale.«

Jeg tror ikke, at jeg kan udtrykke det meget klarere og håber dermed, at denne del af debatten kan afsluttes.