Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Køns-apartheid

»Hvor mange flere generationer skal ofres på skammens alter, før den medfødte ret til frihed også gælder Reem – ikke kun Hannah?«

AbirAl-Kalemji Abir Al-kalemji Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Herre- og dametoilet. Drenge- og pigehold. Kjoler og jakkesæt. Blåt og lyserødt. Og nu kønsopdelt svømmehal for tosprogede piger. Ligestillingen er en by i Rusland – og i nydanske kvinders tilfælde en planet langt ude i solsystemet.

Vi skriver 2016, mine damer og herrer, og kønsorganer, omringet af rigide kulturelle restriktioner, afgør fortsat, hvem vi kan tisse, svømme eller spille bold med. Men hey, ro på. Vi skal da bare væbne os med tålmodighed, lyder de fortrøstningsfulde røster. For ligestilling og integration er et langt, sejt træk.

Det bliver med andre ord ikke i min eller mine oldebørns tid. Men en skønne dag, når Glamour sender sit sidste afsnit, og Mars bliver befolket, begynder vi at lade mennesket bag inspirere vores hverdagsaktiviteter, interaktion og visioner. I mellemtiden styrer pik og patter, hvordan vi indretter os og opbygger det institutionelle rum.

Samme blære, samme tarmsystem, men vi opdeler vandladnings- og defækationsrummene efter køn og sætter skilte op med illustrative tegninger, der fokuserer på kropsdele og påklædning for at vise de respektive veje til dame- og herrepotten. Ligesom kvinder per definition er grimmere ved fødslen, siden de skal oplæres i makeup-lægning og ansigtsmaskering, mens mændene skilter med deres naturlige skønhed, uden så meget som en kærlig dækstift på hagebumsen.

Og for lige at peppe separatisme-showet op kønsopdeler vi svømmehaller. Det er absolut glædeligt, når nydanske børn kan lokkes til at dyrke noget så sundt som svømning og motion. Men hvorfor skal det udelukkende foregå med egne kønsfæller?

Ved at støtte op om denne logik, leveres gunstige vilkår til at opretholde forældede kønsopfattelser og patriarkalske skambegreber, mens piger fastholdes i rollen som objekter for mandens begær. Det er selvfølgelig helt ok, at der findes kvinder og mænd, som ikke har det godt med at vise kroppen for det modsatte køn, og de skal have lov til at have egne grænser. Men konceptet bag kønsopdeling i svømmehallen bygger på ideologiske præmisser, der ikke hører nutidens ligestillingsstadium til.

Samme rationale gør sig gældende for Niqab, som ikke kun sikrer, at det feminine holdes skjult, men også udgør en kommunikationsbarriere. Når ansigtet er tildækket, kan man ikke se ansigtsmimik og tyde modpartens smil, sørgmodighed, glæde, overskud, refleksion og andre spontane reaktioner under interaktionen, der styrker samspillet og mellemmenneskelige relationer. Ansigtsmaskering forhindrer desuden det professionelle samarbejde, som bygger på åbenhed og synlig troværdighed. Hvordan skal pigerne dog kunne få en chance på arbejdsmarkedet med den klædedragt?

Det burde være en høj prioritet at inkludere begge køn i diverse fritidsaktiviteter og sikre gode uddannelses- og jobmuligheder. Men særaftaler er en tvivlsom vej frem og giver frigørelsesprocessen et knockout. Det er svært at se det fremskridt i integrationen og ligestillingen, som »separatisterne« ellers beretter om og forsvarer kønsadskillelse med.

Man kunne i stedet stille krav til forældrene om at lade deres børn deltage i fritids- og idrætslivet samt undervisningen og på arbejdsmarkedet uden kønsbestemte begrænsninger eller klædedragter, der isolerer dem fra omverdenen. Hvor mange flere generationer skal ofres på skammens alter, før den medfødte ret til frihed også gælder Reem – ikke kun Hannah?

Lige vilkår for begge køn er en grundværdi, og kønsopdeling har i visse tilfælde en praktisk betydning, men i flere af de nævnte eksempler giver den simpelthen ikke mening.