Jeg har stor respekt for de lokale butikker og de lokale aktører. De ikke bare skaber liv, men er også med til løfte deres nærområde. Bent Christensen er en af de lokale butiksejere, som fortjener omtale.

På ottende år ejer og driver han nemlig den lokale Euro-spar i bydelen Tingbjerg i København. Selvom hårene på hovedet efterhånden er blevet hvidere og få, sørger han stadig for, at beboerne i området kan ordne dagligdagens gøremål. Med de problemer, Tingbjerg har oplevet i den tid, Bent Christensen har haft sin købmand, havde mange andre nok drejet nøglen om.

Han er historien om en lokal ildsjæl i en bydel, der ikke altid har haft det lige nemt, men aldrig har tænkt sig at opgive, men bevare troen på, at fælleskabet kan gøre en forskel.

Tingbjerg har igen været på danmarkskortet efter bydelens ligeså kontroversielle præst, Ulrich Vogel, karakteriserede Tingbjerg som et parallelsamfund. Da han i sin tid blev mobbet og valgte at forlade Tingbjerg, deltog jeg i et støttemøde i kirken. Ingen skal udsættes for hetz eller chikane. Det mener jeg stadig. Tingbjerg er en lille landsby lukket om sig selv. Trods de mange grønne arealer er det mere det kølige beton, der fanger ens opmærksomhed, end de arkitektegnede murstensbygninger. Bortset fra købmanden og de få andre småbutikker er der ret stille, og det er bydelens ofte største paradoks.

For på den ene side sker der en positiv udvikling til fordel for beboerne og området såsom en øget tryghed. Siden 2011 er antallet af anmeldte indbrud faldet markant, ligesom antallet af beboere uden for arbejdsmarkedet er faldet fra 39 til 28 pct., fordi man siden 2007 har udlejet de ledige lejemål til folk med uddannelse og/eller job. Og parallelt hermed er der startet en række gode tiltag og aktiviteter for de unge i form af klubber. Et sundhedshus, som især mødre og deres små børn nyder godt af, og biblioteket med meget engagerede bibliotekarer og mange frivillige. Men trods disse tiltag, udfordres bydelens image af de få.

De unge nydanske drenge, der kommer ind i en ond cirkel, og havner i kløerne på enten banderne eller de ekstreme grupper som salafisterne, gør det hårdt at være Tingbjergborger.

Og det er her, forskellene mellem Ulrich Vogel og Bent Christensen kommer frem. Mens Vogel hæfter sig ved de måske 100 ballademagere, dømmer han indirekte også de resterende 5.000 mennesker, hvor flertallet i øvrigt ønsker en løsning på problemerne. Heroverfor står den hårdtarbejdende købmand, der også har ansatte lokale. Han prøver at holde fast i de tusindvis af beboere, der gerne vil gøre en indsats, og giver dem dermed tillid og anerkendelse, som mange ofte ikke føler de får.

Fra mine borgerlige kollegaer er der sket hurtige fordømmelser og opråb om mere nærpoliti. Men det er ikke kun mere politi, der skaber et velfungerende Tingbjerg. Et samlet Tingbjerg skal sige fra over for ballademagerne og gå sammen om at gøre området trygt og sikkert.

Hvis opgaven skal lykkes, kræver det, at politi, skoler, ungdomsklubber og boligforeningerne i fællesskab løfter opgaven. Og ikke mindst lokale ildsjæle som købmanden, der med mod og engagement spiller en stærk rolle og gør en forskel for bydelen. Dette kan også inkludere præsten.