Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Københavns utæmmede bydel - betændt byld eller farverig oase?

Læs mere
Fold sammen

I 1990erne boede jeg i fem år på Nørrebro. I Griffenfeldtgade. Tidsmæssigt var det sådan i udkanten af BZernes og de autonomes hærgen.

Når vi havde besøg fra familien i Jylland og en sommeraften gik en tur ned forbi Folkets Hus, passerede de brændende olietønder, som lyste op efter mørkets frembrud i Folkets Park og den somaliske klub, hvor snesevis af khattyggende landsmænd hang ud på det meste af kørebanen, og når vi gik videre ned til cafeerne og indvandrer­drengene på fodboldbanen på Blågårds Plads, så troede de, at de var kommet til et andet land, eller at København var blevet til New York. Med en blanding af gys og spænding kiggede de rundt på denne anderledes verden, som engang hed Den Sorte Firkant.

Nørrebro i 1970erne og 1980erne var ekstrem. Det var oprør mod byfornyelse, gadekampe mod politiet, militante marxister, masser af hash og »Byggeren overgiver sig aldrig.«

I 1990erne var bydelen lige så ekstrem. Igen var der besatte huse, kampe med politiet, som skød mod demonstranter på Fælledvej for første gang i fredstid efter ja’et til Maastricht-traktaten 18. maj 1993.

I 00erne var det Ungdomshusets anarkister. Politiets specialenhed firede sig ned på taget og ryddede bulen en tidlig morgen, og de svarede igen med flere gadekampe og flere smadrede McDonald’s-butikker. »Fucking pansersvin,« råbte de til de kampklædte betjente med plasticskjolde, som var beredt på det værste og følte sig udkommanderet til en krig, som andre burde have standset for længst. Da de indtog Ungdomshusets fæstning på Jagtvej, fandt politiet molotovcocktails, sten og metal­genstande nok til at tage livet af masser af betjente.

Bizarre broderskaber

Og så kom indvandrerbanderne. Mens de i en ende af Nørrebro råbte »reclaim the street« og kastede med kanonslag, mens alle andre så på med undren og foragt, solgte de hash i lange baner i den anden. Og de fandt sammen bizarre broderskaber af utilpassede indvandrerunge med deres helt egne særegne hierarkier og regler med vold og trusler som naturlige magtmidler.

Nørrebro har altid været et parallel­samfund, som har været uforståelig for alle andre. Under krigen havde modstands­bevægelsen sit udspring på Nørrebro, politisk er Nørrebro uden sammenligning den rødeste plet på danmarkskortet, og det var Mjølnerparken, det husede terroristen Omar El-Hussein. »Fucking luderland,« råbte den ene af de dømte i retten, da han og hans tyrkiske fætter blev dømt for brutalt at have dræbt den italienske turist Antonio Currá i 2003.

Allerede dengang rasede diskussionen om parallelsamfund og ghettoer, som selv definerede deres normer og værdier. Derfor vakte det vrede, da forsvareren til drabsmanden underfundigt sagde, at de to var »fuldt integreret i det samfund, de levede i.«

Det, han mente, var, at drabsmændene med deres forskruede moral desværre måtte siges at være integrerede – ikke i det samfund, alle andre levede i – men i den helt særlige afstumpede subkultur, hvor det at dræbe en tilfældig turist ikke var en ekstrem handling. Da imamen Abu Laban i 2005 mente, at der skulle betales blodpenge til de efterladte efter en 24-årig mand, som var blevet dræbt foran Cafe Rust, fulgte samme bastante afstandtagen fra det etablerede system. Sådan løser vi ikke problemerne i Danmark. Og Nørrebro er en del af Danmark.

Såkaldt våbenhvile

Og i denne uge blev der så indgået en såkaldt våbenhvile i parallelsamfundenes indbyrdes bandekrig. Ingen ved, hvem der har indgået den, hvor det er sket, om imamer eller andre religiøse overhoveder har været indblandet, hvad præmisserne for freden er, eller om den overhovedet holder. Og de, der har indgået den, er tilsyneladende inderligt ligeglade med, om Inger Støjberg og Søren Pind, og hvad de hedder alle sammen, fordømmer deres aftale. Ligeså ligeglade som BZerne var med Egon Weidekamp, og demonstranterne 18. maj var med Poul Nyrup. Fædrene gad bare ikke have flere skyderier, ikke flere døde, ikke flere begravelser af unge mænd og ikke flere grædende mødre. Om det også var bad for business med al den larm i gaden, melder historien ikke noget om.

Da politiet i 1983 stod opmarcheret med over 1.000 mand for at rydde BZernes hus, Allotria på Nørrebro, forventede alle det mest blodige slag i bydelens historie. Nervekrigen havde stået på i ugevis, men da politiet trængte ind i det barrikaderede hus, var det tomt. BZerne var forsvundet via en gravet tunnel under gaden. Mens nogle grinede og glædede sig over, at den store konfrontation var blevet afværget, var der andre, som fokuserede på at fange og straffe de skyldige, inden de slog til igen.

Fem årtier med subkulturer

I fem årtier eller mere har subkulturer og parallelsamfund domineret en af Københavns største og mest befolkningstætte bydele. Og man kan ikke sammenligne formørkede imamer, utilpassede bandemedlemmer, slumstormere og venstre­orienterede voldsromantikere.

Men om Nørrebro er tabt eller ej, om man sætter hårdt mod hårdt, fordi alt andet vil være et knæfald for uacceptable værdier, er tilsyneladende ret ligegyldigt eller i hvert fald uden den store virkning. Nørrebro, som nogen betragter som en betændt byld, der skal have med forhammeren, og som andre ser som et multikulturelt fristed, lever sit eget skæve liv.

Forhåbentlig forsvinder banderne igen en dag på samme måde som tidligere under­gravende parallelkulturer er forsvundet. Ikke fordi politikerne har råbt skældsord efter dem, eller politi i hundredevis er blevet udkommanderet, men fordi de unge er blevet ældre, og deres kampe er blevet umoderne, eller deres markeder mindre lukrative.

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.