Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Københavns øko-egoister levner ikke plads til fattigrøve

Foto: Søren Bidstrup og Kristian Sæderup
Læs mere
Fold sammen

Jeg var i teatret i onsdags for at se Shakespeare på Det Kongelige Teater. »Othello« handler om jalousi, og hvad den kan drive mennesker ud i.

Efter pausen satte et ungt par sig på nogle tomme sæder på rækken foran os, Det skulle de ikke have gjort, for det bragte en ældre herre helt op i det røde felt. For de pladser havde de jo ikke købt billet til. Først ignorerede de ham, så svarede de ham igen, men han blev ved. Og til sidst gik de.

Om det var Shakespeare-temaet, der overmandede teatergængeren – en akut misundelse over, at de unge forsøgte at tiltuske sig en bedre plads – eller han bare havde en dårlig dag, er svært at sige. Men hans rethaveriske vrede er at genfinde i mange ender af det ondt-i-røven-samfund, som især det rige København er ved at udvikle sig til. Engang hed det: Ryk en balle, så der er plads til alle. Nu hedder det: Skrid, din fattigrøv, ingen har inviteret dig.

Det er den samme mangel på overskud og fællesskab, der betyder, at naboer klager over at bo ved siden af institutioner for psykisk handicappede og stofmisbrugere. Og det er den, der manifesterer sig, når venstrefløjen ikke vil bygge 2.500 boliger på et meget lille hjørne af Amager Fælled. Gu’ vil vi ej rykke en balle. Det er jo lige midt i min fortryllende løberute og hvad med udsigten? Ingen skal forhindre mig i at kunne bo midt i storbyen og den vilde natur på samme tid. Ahhh.

Og det er samme storby-egoisme, der viser sig, når Enhedslistens Morten Kabell gør alt, hvad han kan for at genere de fortravlede bilister, der forsøger at komme på arbejde inde i København på en tidsmæssig forsvarlig måde.

Derfor kører de i deres bil ind til en togstation i København, parkerer i en af sidegaderne og tager S-tog eller Metro resten af vejen. Men næh nej, det skal de ikke bryde sig om. Derfor vil Kabell – bakket op af de københavnske villaejere, som ikke bryder sig om synet af fremmede biler på deres vej i dagtimerne – udvide betalingszonerne for parkering længere og længere ud i periferien af København. Skrid, din fattigrøv, ingen har inviteret dig og dit usle køretøj.

Vindebroen er slået op

Måske er det priserne. Når man nu endelig har fået slået slæberne ind på det dyre københavnske boligmarked, og sidder der i sin store lejlighed og betragter den voksende friværdi, hvorfor skulle man så lukke flere ind? Flere nye boliger vil kun få priserne til at falde, trængslen til at stige og cafe-bordet i Solen henne om hjørnet til måske at være optaget. Hvad skal de her? Vi havde det lige så hyggeligt.

De københavnske grønne partiers drøm om København handler om en storby, som er endnu mere eksklusiv, en by med flere bilfri områder, oprindelig natur, løbestier, et mangfoldigt dyreliv og bæredygtige grønne områder. En by, hvor der ikke bygges højere end 4. sal, og hvor slagteren og grønthandleren er så hvinende økologiske i alt, hvad de gør, at man skal være ansat i den kreative branche for at følge med priserne.

At København, som ventes at vokse med 100.000 indbyggere over de næste ti år, skal være et sted med plads til flere, er næppe en del af drømmen. Det grønne København, som står til at vinde flertal ved valget, har slået vindebroen op, mineret voldene og stukket en kæp i hjulet, først for 1.500 billige boliger på Kløvermarken på Amager – det er jo der, vi træner langskud om søndagen – og senest for et helt nyt kvarter på Amager Fælled. Frøerne, du ved.

Da boligminister Ole Birk Olesen for nylig i et interview opfordrede københavnerne til at rykke en balle og sagde, at man bør bygge tættere i København og med flere højhuse for at få udbuddet af boliger op og priserne ned, så flere – også sygeplejersker og politibetjente – har råd til at bo i København, fik han at vide, at han ikke ved, hvad han taler om. Venstrefløjen i København himlede med øjnene og fik hjælp fra en lidt uventet kant.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl mener nemlig heller ikke, at der skal bo flere i København. Ambitionen må være, at flere bor i provinsen, mener DF-formanden.

»Det er uhensigtsmæssigt, at stadigt flere bor på et ganske lille areal,« skrev han i sit ugebrev, som i stedet opfordrede til en vision som går imod urbaniseringen. Der er miljømæssige og trafikale udfordringer, når så mange bor på ét sted, skrev Thulesen Dahl som et ekko af den grønne københavnske venstrefløj.

Den rødgrønne adelige klasse

At den veluddannede klasse længe har fortrængt de gamle arbejdere og dem, der er sat uden for – de langtidsarbejdsløse, junkierne, spritterne og de psykisk syge – fra Vesterbro og de øvrige brokvarterer, er ikke noget nyt. Det nye er, at den ekskluderende klasse har fået så magtfulde repræsentanter.

Når Niko Grünfeld, spidskandidat for Alternativet i København, som står til at få omkring ti procent af stemmerne ved kommunalvalget, vil have kødfri og bilfri dage, vegetariske maddage på offentlige arbejdspladser, og på sin hjemmeside siger, at København skal udvikle en ambitiøs plan for biodiversitet i byen og skabe flere vilde grønne byrum, så taler han lige ned i underlivet på alle dem med den gode friværdi og en plads i Solen foran cafeen.

Den samme feelgood stemning breder sig, når SFs spidskandidat Sisse Marie Welling kæmper for at få dieselbilerne ud af byen, flere stressklinikker og miljømærk Øko et legetøj i kommunens institutioner. Det giver krydser på stemmesedlen fra dem, som Liberal Alliances spidskandidat, Alex Vanopslagh, for nylig i Weekendavisen kaldte »den rødgrønne adelige klasse.«