Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

København som operaby

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opera er en kunstart, som kan appellere til alle, der lytter med et åbent sind, og Copenhagen Opera Festival afprøver i disse dage grænserne herfor. Danmark fortjener efter min mening at få en operafestival, der kan måle sig med de store udenlandske.

»Jeg ser hellere end gerne, at vi får gjort operafestivalen til en dansk version af Glyndebourne, Salzburg og München,« sagde direktøren for operafestivalen, Michael Bojesen, til mig søndag aften, da jeg spurgte, om ikke det burde være målet.

Den tyggede jeg så lidt på og spurgte ham mandag, hvad der skal til: »Jeg står helt inde for det, vi laver. Vi får vist operaen i hele dens mangfoldighed, får den ud på gader og stræder. Men det ville være skønt med et større apparat og bedre økonomi, så vi kunne vi gøre det endnu større og vægtigt.«

Festivalen er finansieret med støtte fra en række af de fonde, der prisværdigt understøtter dansk kulturliv. Københavns Kommune svigtede på ret plat vis, fordi det røde flertal kun ville være med, hvis pengene gik fra Det Kgl. Teaters bevilling...

Sjovt nok. For et af Michael Bojesens erklærede mål er, at opera kan række ud, eller som han siger:

»En festival er en god måde at få fokus på, at opera er mange forskellige ting. Jeg vil gerne nedbryde nogle barrierer og noget af den forskrækkethed, der findes. De, der ikke kender opera, tror måske, at det er lig med at være buret inde i seks timer med noget, man ikke forstår,« siger Bojesen, der i mange år stod i spidsen for DRs Pigekor, og som udlever sit musikerskab ved siden af festivalen som dirigent og komponist.

Spændvidden i festivalen er stor. Fra det lave til det høje bevægede jeg mig søndag: Først en tur i Operettebåden med rundtur i Københavns Havn. Her sang Joachim Knop og Lisbeth Kjærulff godt og med Jacob Beck som pianist og konferencier. »Er det hjerne og åndsliv, der slår klik,« synger Knop i et parti fra »Smilets land« af Franz Lehár. Ja, sådan kan operetter jo føles bagefter, ikke så meget åndsliv, men let, muntert og småplat et par steder. Søndag aften oplevede jeg høj kvalitet til en koncert med det tyske orkester l’arte del mundo i Holmens Kirke, hvor »årets unge operatalent«, Frederikke Kampmannn, også udfoldede sig til musik af Händel, Mozart og dennes ærkefjende Salieri (skurken i Milos Formans film »Amadeus« fra 1984).

Indrømmet, der er afstand fra operabingo med Keld & Hilda, hvor man kan vinde en arie to go, til ugens unikke nyopsætning af J.A.P. Schultz´ syngespil »Peters Bryllup« fra 1793. Dette handler om slaveriet og blev spillet sidste gang i 1835, ganske få år før H.C. Andersen med »Mulatten« tematiserede slaveri og racisme. Her kan man i operaform møde et ægte stykke kultur- og danmarkshistorie.

Jeg spørger Michael Bojesen, hvad der forhindrer ham i at gå skridtet videre og sigte højere:

»Der er intet, som forhindrer det, men det kræver, at de tilskudsgivende myndigheder går sammen, akkurat som i Salzburg. Kulturhuse, region, kommuner og etablerede ensembler vil skulle gå sammen. Med det rigtige set up kan vi tiltrække verdensstjerner til 14 dages festival, og det vil lokke operapublikummet og turisterne til.«

Både Det Kgl. Teaters direktør, Erik Jacobsen, og DRs koncerthuschef, Leif Lønsmann, ønsker, at kunstarterne skal række ud til flere end blot de indviede. Hvis Det Kgl. og DR nu går fuldt med, får Opera Festival 2014 international karakter.