Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

København - nu kun for de rige

Henrik Day Poulsen. Fold sammen
Læs mere

Når befolkningen i København vælger en miljø- og teknikborgmester fra Folketingets mest yderligtgående parti, nemlig Enhedslisten, må man forvente lidt af hvert. Men Morten Kabell har nu overgået sig selv i ekstremistiske forslag vedrørende sit hadeobjekt nummer et: Nemlig bilen. Kabell vil lade en parkeringslicens i København stige til 3.500 kroner om året og kun tillade én licens per husstand.

Den yderligtgående socialist/marxist/kommunist, eller hvad vi nu skal kalde ham, har altså skelet til Kina, hvor staten blander sig i, hvor mange børn en familie må få. I København skal en borgmester altså bestemme, hvor mange biler, man må have. Det er meget indgribende i den personlige frihed. For ca. en måned siden foreslog Kabell på forsiden af Information et lignende ekstremistisk indgreb, hvor han ville ophæve den private ejendomsret for folk som jeg, der ejer en luksuslejlighed i København K, men kun bruger den en lille del af året. Forslaget passer naturligvis godt med, at Enhedslisten hader rige mennesker, men Kabell overser lige, at Grundloven stadig gælder i Danmark.

Kabells forslag om 3.500 kroner for en parkeringslicens fik mig til at finde lommeregneren frem. Da jeg flyttede til København i 2000 kostede en licens for min bil i Dronningens Tværgade 175 kroner om året. Hvis vi overfører Kabells stigning til andre ting, kostede en busbillet omkring 12 kr. i 2000. Kabells forslag vil derfor svare til en billetpris i 2015 på over 200 kroner. At passere Storebælt kostede i 2000 så vidt jeg husker 250 kroner, og skulle så nu koste over 4.000 kroner. Jeg tror ikke, at nogen organisation til beskyttelse af forbrugernes rettigheder vil finde, at der er tale om en fair prisstigning. Især ikke fordi Københavns Kommune jo har monopol på at sælge parkering i byens gader. Kabells forslag er kort sagt en særdeles grov udnyttelse af et monopol. Og hov: Enhedslisten plejer da at være lodret imod store monopolers trynen af den lille borger!

Miljøborgmester i København, Morten Kabell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

KABELLS FORSLAG VIL også medføre, at kun relativt rige personer kan bo i det centrale København. Så vil økoflipperne sikkert sige, at man da bare kan cykle, men det er jo ikke alle, der kan eller vil det. Hvad med syge, ældre, folk, der arbejder langt udenfor København osv.?

Og familier, der har behov for to biler, bliver nu helt forment adgang til at bo i København. Er det en rimelig og erhvervs- og borgervenlig politik?

Hvad skal man så gøre for at standse trængslen i København, vil økoflipperne sikkert afkræve mig svar på. Københavns Kommune har i mange år sovet og ikke villet betale det, det koster at drive en moderne storby. Vi har stadig intet dækkende metronet, ingen havnetunnel, ingen tunneler under gader som H.C. Andersens Boulevard, Østerbrogade og Tagensvej. Det har man f.eks. i byer som Bruxelles, Nice og Lissabon. Og København har fint råd til det, men har sovet i timen. Og nu skal almindelige mennesker med lav- og mellemindkomster altså betale for Københavns slendrian.

JEG HÅBER, AT landspolitikerne snart får øjnene op for, at man nogle gange er nødt til at tøjle løsgående missiler på de lokale borgmesterkontorer, inden de fyres af på må og få og til stor skade for helt almindelige mennesker.