Som Manniche skriver i BT: »For min skyld måtte man meget gerne forbyde voldelige computerspil. Ikke bare for børn, men for alle. Det giver ingen mening at have spil, der understøtter, fremelsker og ligefrem giver point for at være voldelig (...) Det handler om at være en ansvarlig forælder, og det kan man jo opfordre alle til at være. Men der er bare rigtig mange dovne, travle og decideret dumme forældre, hvor en opfordring simpelthen ikke er nok«. Det var samme Vibeke Manniche, som i sin tid ønskede filmen Klovn - the Movie forbudt for selv store børn, idet hun anså den for at være pornografisk. Denne gang mener Manniche, at hun er ude i et nærmest videnskabeligt bevist ærinde, idet voldelige computerspil angiveligt dokumenteret skulle være meget skadelige for børn.

Det er imidlertid noget vrøvl. Der findes ganske vist rapporter, som viser, at børns stressniveau påvirkes, når de spiller den type computerspil. Men der findes tilsvarende andre, seriøse undersøgelser, som på ingen måde har kunnet påvise nogen sammenhæng mellem virtuel vold og konkret, virkelig vold. Blandt andet har den danske computerspilforsker Anne Mette Thorhauge i en debat med DR-seere for nylig slået fast, at »der er, så vidt jeg ved, ingen undersøgelser, der påviser, at vold i spil skulle være mere skadeligt end vold i film«, og så sent som i april påviste tre svenske forskere i undersøgelsen »How gamers manage aggression«, at det på ingen måde kan dokumenteres, at voldsspil gør spillerne voldelige. Tværtimod, anfører de - skal man vinde et spil som Hitman 5, kræver det, at man bevarer det helt kølige overblik.

Hvilket jo ikke er det samme som at erklære, at voldsspil er det fedeste i verden for alt og alle. I min familie har vi gjort en del for at holde ungerne fra dem, selv om de sniger sig ind - hvis ikke hjemme, så når de er i selskab med andre. Indtil videre bliver det dog for det meste ikke vildere end Minecraft. Men dén diskussion handler jo om forældrerollen og om at tage ansvar for sit eget og sine børns liv og adfærd. Vibeke Manniches dagsorden er en anden. Med tvivlsom dokumentation i hånden ønsker hun at forbyde alt, hvad hun ikke selv bryder sig om. Hvad enten det er computerspil eller Klovn-filmen. Det er selve denne sammenblanding af smagsdommeri og barnepigestat, som er forbudsbølgens mest bekymrende træk. For hvem siger, at det er Vibeke Manniche og hendes ligesindede, som har ret? Måske har de blot ikke nogen særlig stor tillid til andre menneskers evne til at tage vare på sig selv, kombineret med et sæt knibsk moraliserende personlige værdier, som de vil påtvinge alle andre. Var det ikke snarere den slags aggressiv og patroniserende politisering af menneskers personlige sager, som nogen burde forbyde?