Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klods-Hans syndromet

Peter Nedergaard, Professor i statskundskab, KU Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Danmark elsker vi Klods-Hans, som får prinsessen for næsen af ham, som kunne hele leksikonet. Man kan spekulere over, om ikke forkærligheden for Klods-Hans stikker dybere end blot H.C. Andersens eventyr. Har vi en forkærlighed for den mindre kloge, som narrer den kloge, og er det et problem i en verden, som værdsætter klogskab, og hvor klogskab er forudsætningen for at kunne klare sig i konkurrencen? Er det endda således, at denne danske måde at se tingene på nok er blevet mere accentueret over tid?

Men først nogle observationer, som ikke er videnskabelige, men som er baseret på indtryk og kendskab erhvervet ved kontakt med danske og udenlandske beslutningstagere og forskere over årene. I Danmark gælder det f.eks., at mange politikere i parlamentet har meget ringe eller ingen erhvervserfaring. Den livsklogskab og klogskab på andres erhvervsvilkår, som det at have haft et job på en rigtig arbejdsplads giver, er åbenbart noget, som ikke værdsættes særligt højt i Danmark. I de fleste andre lande er der mange politikere, der er kommet ind efter en erhvervskarriere, og som ikke hele deres liv har levet i en art politisk boble.

I DE FLESTE lande vurderes det som en klog disposition at tage en ph.d., som forudsætter evnen til over en længere periode at have evnen til at grave ned i et nyt emne og frembringe viden, som selv i en international sammenhæng ikke er set før. Den klogskab, som følger hermed, værdsættes i langt de fleste lande, og det fremmer karrieren. I visse jobpositioner som f.eks. direktører for tænketanke, nationalbanker, større banker, i analysefunktioner i offentlige og private organisationer osv. er en ph.d. endda i mange lande helt nødvendig. Sådan er det ikke i Danmark. Kan vi fortsætte med at indtage en sådan lidt provinsiel outlier-position? Vil den mindre kloge stadig kunne narre den kloge i Danmark?

DANSKE UNIVERSITETER er på en mange punkter udmærkede, men de kan ofte ikke måle sig med verdens topuniversiteter. Det er her, man får den mest opdaterede viden præsenteret, og det er her, man arbejder hårdest som student. Det bliver man virkelig klog af, som de fleste i branchen også ved. Ophold i længere tid på udenlandske topuniversiteter burde derfor være en adgangsbillet til de bedste danske stillinger i ministerier, virksomheder og organisationer, universiteter osv., men det viser sig til tider, at de i stedet går til de hjemmeblevne. Er det Klods-Hans syndromet, som igen spiller danskerne et puds? Hvis det er tilfældet, er det på tide at få gjort op dermed, hvis Danmark skal klare sig blot nogenlunde internationalt.

KLODS-HANS HOS H.C. Andersen var en person, som vandt på sin kække uvidenhed over de opstyltede og overbelæste. Det var sandsynligvis en berettiget figur at have sympati for ved overgangen fra feudaltiden til det nye borgerlige samfund, hvor praktiske evner kom i højsædet. I det moderne videnssamfund, hvor international konkurrence om kloge hoveders ideer og viden er alfa og omega for landes evne til at klare sig, risikerer Klods-Hans syndromet imidlertid at blive – havde jeg nær sagt – en klods om benet på os danskere, hvis vi ikke passer på.