Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klimarådet har endelig fået øjnene op for generelle afgifter

Det bør være et grundlæggende princip, at vi hver især skal betale for den skadevirkning, vi har på klimaet.

»Hvis DI og Aalborg Portland er ambitiøse med 70 pct.-målsætningen, må deres udmeldinger ses som et forsøg på at vælte afgifter og byrder fra deres egen klimabelastning over på resten af samfundet. Konkret vil det være forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, der ender med regningem,« skriver Mia Amalie Holstein. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

I går lancerede Klimarådet sit bud på, hvordan Danmark skal lykkes med at nedbringe CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Men modsat sidste gang, hvor Klimarådets rapport hovedsagelig var en centralistisk detailplanlægning af vores CO2-forbrug, indeholdt rapporten denne gang et virkelig fornuftigt forslag. Klimarådet foreslår en »bred virkemiddelpakke, hvor et hovedelement er en generel drivhusgasafgift baseret på et princip om, at forureneren betaler«.

Der gik dog ikke lang tid, før Dansk Industri kritiserede Klimarådets forslag om en generel afgift for, at det vil koste job og gøre vores samfund fattigere. Dansk Industri så hellere en grøn vækstpolitik, der både gavner klima og skaber jobs, hvilket måske skyldes, at mange af deres medlemmer netop er blandt de store forurenere.

Et sådant eksempel er Aalborg Portland, som sidder for bordenden i det klimapartnerskab, der har fokus på energitung industri. Forleden meldte Aalborg Portland ud, at det næppe er realistisk, at den energitunge industri når at reducere sine udledninger med 70 pct. til 2030. Forklaringen er, at det er »teknologisk vanskeligt« og »ikke økonomisk rentabelt« for den energitunge industri at reducere CO2-udledningen.

»Omstillingen vil altså ikke alene være teknologisk krævende og bekostelig, men også koste konkurrenceevne og arbejdspladser.«


Jeg skal være den første til at støtte en virksom klimapolitik, der ikke koster noget. Men vi må nok erkende, at det ikke er gratis at redde klimaet. CEPOS’ Otto Brøns-Petersen har tidligere beregnet, at det samfundsøkonomisk vil koste 26 mia. kr. at indfri 2030-målet. Omstillingen vil altså ikke alene være teknologisk krævende og bekostelig, men også koste konkurrenceevne og arbejdspladser. Spørgsmålet er bare, hvem der bliver ramt?

Hvis DI og Aalborg Portland er ambitiøse med 70 pct.-målsætningen, må deres udmeldinger ses som et forsøg på at vælte afgifter og byrder fra deres egen klimabelastning over på resten af samfundet. Konkret vil det være forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, der ender med regningen. Men er det fair?

De fleste økonomer mener ligesom Klimarådet, at den mest omkostningseffektive måde at nå reduktionsmålet på 70 pct. er en flad afgift på CO2, hvor forureneren betaler. Og Klimarådet tager et vigtigt skridt i den rigtige retning ved at melde sig under den fane, omend de med direkte regulering og subsidier risikerer at underminere ideen om en generel afgift.

En svaghed ved Klimarådets rapport er imidlertid, at det ikke er lykkedes at medtage landbruget i modellen for afgifter og fradrag på linje med øvrige erhverv. Landbrugets udledning bidrager med omkring ti mio. ton opgjort i CO2-ækvivalenter og forventes i 2030 at stå for ca. 50 pct. af Danmarks samlede udledning, hvis landbruget fortsat fritages for forpligtelser, og hvis det ikke indfrier sine mere løse hensigtserklæringer. Og i 2030 vil Aalborg Portland alt andet lige bidrage med ti pct. af Danmarks samlede CO2-udledning. Det betyder, at de resterende 40 pct. af CO2-udlederne skal bære hele udgiften på 26 mia. kr. for at nå 2030-målsætningen. Det er ikke fair.

Alle skuldre må bære, hvis vi skal løse klimaudfordringen. Alle skal stå lige for klimaloven.