Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klimahysteriets crescendo

Jordens klima er påvirket af mange faktorer og til syvende og sidst afhængig af Solens eksi- stens. Men derudover er der stor uvished. At anføre naturlige, ikke-menneskeskabte årsager som den vigtigste kraft bag mulige klimaændringer er meget uvelkomment i debatten.

Direktør Steen Leth Jeppesen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Titusinder er nu samlet til FNs klimamøde COP21 i Paris. I sig selv resulterende i en stor CO2-udledning, i tillæg til de utallige andre internationale klimakonferencer, der har forberedt dette foreløbige klimaks. Stats- og regeringschefer deltager alene i starten af COP21, sikkert for ikke at blive alt for direkte inddraget i mødets mulige slut-fiasko.

Der er ingen grund til at benægte, at Jorden udsættes for klimaforandringer. Det har vist altid været tilfældet, og f.eks. siden den lille istid i 1600-tallet – hvor svenskekongen gik over de frosne bælter og udløste danmarkshistoriens mest katastrofale nationale tab – har temperaturen helt generelt været stigende. Om det så nu og navnlig i fremtiden skyldes den menneskeskabte udledning af kultveilte (CO2), er på ingen måde indlysende. At det i givet fald kan modvirkes gennem indsatser via FN er i hvert fald ganske usandsynligt. Nu udestår sådan set blot at se, hvordan den forventelige COP21-fiasko alligevel kan sminkes som et løfterigt nyt forsøg på at redde verden.

Herhjemme har Klimarådet netop spillet op til festen med sin første rapport. Som bekendt blev det råd etableret under klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen. Nok fordi han og klimafolket var utilfreds med de mere kritiske analyser fra miljøøkonomerne i Det økonomiske Råd.

I rapporten hedder det indledningsvis, at »klimavidenskaben« peger på et presserende behov for en reduktion af de globale udledninger af drivhusgasser. I Klimalovens §2, stk. 4 henvises der endog til »videnskabens« anbefalinger om den »fornødne« klimaindsats.

Det er opsigtsvækkende. For hvad for en størrelse er dog »videnskaben«, der siger den slags? En parallel findes helt tilbage i Gallileis tid (1600-tallet), hvor videnskaben, Kirken osv. mod ny erkendelse fastholdt, at Jorden var centrum i universet, at den var flad etc. Fra nyere tid kan f.eks. nævnes den tyske geolog Alfred Wegener, der i 1912 fremsatte teorien om kontinentaldriften, som helt blev forkastet af en massiv majoritet af datidens videnskabsmænd. Indtil man i 1960erne indså, at Wegener havde ret. Den slags eksempler er der mange af. Videnskaben skal søge sandheden, og den findes ikke ved afstemninger blandt videnskabsfolk. Hvorvidt 80 eller 90 pct. af »klimavidenskaben« støtter teorien om den menneskeskabte klimaændring, er derfor uden betydning. Spørgsmålet er, hvad der i virkeligheden betinger klimaændringer. Her er vor viden desværre begrænset.

Man kan med rette spørge, hvad jeg – en skaldet økonom – har af indsigt i den slags forhold. Svaret er: Lige så stor (eller ringe) en indsigt som pave Frans, Al Gore, Connie Hedegaard, Rasmus Helveg Petersen m.fl., der ellers skråsikkert udtaler sig herom.

Jordens klima er påvirket af mange faktorer og til syvende og sidst afhængig af Solens eksistens. Men derudover er der stor uvished. Man kan vise langtidskorrelation mellem CO2-koncentration og temperaturer, hvilket ikke fortæller, hvad der er en uafhængig variabel. Man kan ikke lave forsøg og for alvor teste sine hypoteser. Derfor minder klimavidenskaben om den økonomiske videnskab, der beskriver økonomien gennem stærkt forenklede såkaldte modeller. Ofte med ringe resultater i forhold til den observerbare virkelighed; og for de langsigtede forudsigelsers vedkommende med den for prognosemagerne formildende omstændighed, at de generelt er døde eller i hvert fald pensioneret, og at alt er glemt, når sandhedsøjeblikket nås.

Gennem modeller, der bygger på simple antagelser om økonomiske sammenhænge, kan man i og for sig producere alle mulige »resultater«, alt efter hvordan forudsætninger og relationer fastlægges. Matematiske metoder gør ikke modellerne mere pålidelige, men sikkert endnu mere uigennemsigtige for politikere og andet lægfolk. Noget tilsvarende gælder de klimamodeller, der forudsiger den ene eller anden skæbnestund og muligheden for at »redde« verden. Måske er vor viden om klimasammenhængene endnu ringere end den økonomiske videnskabs begrænsede indsigt?

Men trods al tvivl – og kritik fra adskillige naturvidenskabsfolk – er klimasagen blevet grebet politisk. Den er brugbar, når politikerne forklarer, at skatter skal forhøjes, herunder at energisystemer må ændres, og omlægningen samtidig bruges som en art pumpeværk for midler til statens godgørende velfærdsvirksomhed. De folkevalgte udviser handlekraft ved at beslutte fremtidens energiteknologi, og private virksomheder med forretninger på området støtter op. Klimaet skal jo »reddes«.

Man skal heller ikke være blind for, at den ekstreme venstrefløj har haft brug for en ny drivkraft, efter at marxismen falmede. Klimasagen understøttet af vindmøller, solceller osv. fylder nu i stedet for op på hylderne. Diverse græsrodsorganisationer har også øjnet en levevej.

At anføre naturlige, ikke-menneskeskabte årsager som den vigtigste kraft bag mulige klimaændringer er meget uvelkomment i debatten. Vist næsten værre end at betvivle muslimske indvandrere som en »berigelse« for samfundet, eller at være negativ over for velfærdssamfundets velsignelse. De fleste borgerlige politikere formår i så henseende tilsyneladende hverken det ene eller det andet. Og videnskabsmænd, der sætter spørgsmålstegn ved den menneskeskabte klimafaktors dominans, udskammes og søges marginaliseret.

FNs klimapanel – IPCC – hvis rapporter undergår en afsluttende politisk frisering, betragtes som den store sandsiger på klimafeltet. Nu skal verden for alvor »reddes« i Paris den kommende tid, og diverse udviklingslande vil forsøge at presse flest mulige midler ud af især de vestlige lande, som i deres øjne opfattes som »skyldige« i den misere, Vesten selv har orkestreret dramaet om.

Det svære ved COP21 bliver at bestikke nævnte u-lande i troværdig og tilstrækkelig grad. Og derudover at holde klimasagen i live til brug for de mange politiske og økonomiske interesser, der fremdeles ønsker at drage næring deraf. Forsøget herpå er i gang.