Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klima-optimisme

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om verdens nationer ved COP21 i Paris er gået mere ambitiøst til værks end før i forhold til at løse klodens klimaproblemer, er sandheden formentlig denne: Det er ikke globale klimaaftaler, der kommer til at løse dette problem. Vi lever i en tid, hvor der efterspørges politiske løsninger på alt, også de store grænseoverskridende spørgsmål – fra flygtningekriser til klimakrisen. Men realiteten er, at det gennem verdenshistorien ofte har været alt andet end politik, der har bragt menneskeheden videre. Det samme er jeg overbevist om vil gælde i forhold til klimaet, hvor teknologien formentlig overhaler politikerne indenom, inden de kan tælle til – skal vi sige COP30 eller COP40?

Alt for længe har klimadebatten været låst fast i en ufrugtbar konfrontation mellem den grønne dagsorden og de såkaldte klimaskeptikere, der benægter eller problematiserer, at klodens stigende temperaturer skyldes den menneskeskabte udledning af C02. Den diskussion burde for længst være passé. For uanset om man måtte have lyst til at bruge sin tilværelse på at grave sig ned i rapporter, der med eller uden medfinansiering af stærke interessegrupper inden for energisektoren søger at så tvivl om konklusionerne fra FNs klimapanel, burde det være indlysende for enhver, at det vil være gavnligt at vriste menneskeheden fri af afhængigheden af fossile brændstoffer. Når jeg ser ud af mit køkkenvindue, ser jeg københavnske huse med murværk tilsværtet af fortidens sod. Enhver, der har været i en østeuropæisk by lige efter Murens, fald ved, hvad uhæmmet kulfyring kan afstedkomme. I disse dage er det borgerne i Beijing, som må blive indendøre som følge af en dyne af smog-forurening, der har sænket sig over byen. Selv hvis man ikke anerkender forbindelsen til den globale opvarmning, bør det ikke være svært at indse begrænsningen ved de fossile brændstoffer som energikilder. Desuden er de ikke varige. Og ikke mindst fastholder de en lang række usunde magtstrukturer i verden, fordi afhængigheden af f.eks. olie eller andre traditionelle energiformer også afstedkommer afhængighed af regimer, vi alle har en interesse i at kunne gøre os fri af.

Spørgsmålet er hvordan. Uanset sluttekstens præcise indhold ved COP21 er det næppe den, der giver afsæt til kvantespringet, selv om den kan være med til at sætte en retning. Derimod vil det snarere igen være et eller flere store teknologispring, der vil gøre arbejdet og overhale såvel klimaskeptikere som bekymrede, grønne vækstkritikere indenom. Hvilken betydning for f.eks. den nu åbenbart hastige udvikling af brintbiler i verden? Et gæt vil være, at betydningen i løbet af ikke ret mange år vil være kæmpestor. Det kan også godt være, at Tesla-stifter Elon Musks stort anlagte batteripræsentation sidste vinter ikke i sig selv blev et globalt tidehverv, men man ser det alligevel for sig: Tænk på en fremtid, hvor mennesker i f.eks. Afrika og Asien vil kunne erhverve sig batterier med mange gange større kapacitet end Teslas første »Powerwall« for en pris, der er langt lavere, og dermed blive i stand til at oplagre solenergi. Pludselig vil det ikke være noget problem, at mennesker verden over får køleskabe, frysere og mikrobølgeovne, for de skaffer energien til det hele selv. Endda uden at svine, uden CO2-udledning. Såvel klimaskeptikere som vækstskeptikere vil da være håbløst distanceret af virkeligheden. Dét tror jeg vil ske.