Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Klanernes krig på ord

»Vi lytter mindre og mindre og ser i stedet mere og mere på, hvem afsenderen er.«

26DEBJens-Grund-132323.jpg
Jens Grund, chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Jeg blev forstemt, da kloden forleden holdt op med at snurre, og alle holdt vejret, før de unisont udbrød: Sagde Søren Espersen lige »neger« om Obama?

Ja, det gjorde han. Ikke Jordens smarteste statement. De sociale medier sitrede da også straks i forargelse og udspyede hele bagkataloget om slaveriets horrible historie i USA. Jeppe Kofod toppede forbandelserne ved at oversætte neger til »nigger«, så Espersen lige kunne blive ristet på den anden side – og blev så til gengæld selv lige stemplet på de sociale medier som ham, der engang havde haft sex med en 15-årig.

Sproget er mere end nogensinde en kampplads, en klanernes kamp. Vi bruger det til at dele verden op i dem og os: sorte og hvide, mænd og kvinder, blå og rød politik, muslimer og kristne, øst og vest, nord og syd.

Vi lever i vores egne små klaner, og sproget og de enkelte ord bruger vi som rygmærker til at genkende hinanden, til at vogte over andre klaner og udskamme dem. Vi motivfortolker deres budskaber, og vi forvrænger dem i håb om at udløse en shitstorm over de formastelige. De skal ikke fortælle os, hvad de mente. Vi har i vores klan allerede afgjort, hvad de mente, næsten før de sagde det.

For vi lytter mindre og mindre og ser i stedet mere og mere på, hvem afsenderen er. Budskabet er ikke længere det første, og derfor er dialogen sværere end nogensinde.

Freud ville nok sige, at de sociale medier ligesom sindet har tre forskellige kommunikationsniveauer: Et overjeg, et underjeg og et almindeligt »ego« i midten; et let ureflekteret jeg, der spejles i selfiekulturen og euforien over nutidens »nature morte« – fotos af mad på en tallerken.

I underjegets dyb lyder de uartikulerede brøl som et ekko fra urtiden, da instinkterne rådede, og køllen satte punktum i stedet for tastaturet på vores iPhone.

Overjeg’et er de intellektuelle klaners niveau, hvor vi også sviner hinanden til, men på en langt mere subtil måde. Man siger, at »sejrherren« skriver historien, men i overjegets stærkt moraliserende univers har de mennesker, der ser sig selv som »ofre«, vundet retten til at definere rollerne og sprogets betydning. Her trives krænkelseskulturen.

Er du f.eks. en hvid, heteroseksuel mand, har du at holde din kæft, for du repræsenterer en årtusindlang dominans, som gør dit udsagn undertrykkende eller bare værdiløst. Og du vover ikke at tale om kvinders frie ret til at vælge mellem karriere og kødgryde, som Berlingske gjorde det forleden, hvorefter »gammel-onklerne« på avisen fik på puklen.

Det er ofte dem, der råber højest om gensidig respekt og ligeværd, som sætter andre i bås og dermed øger afstandene mellem os. Som hvis nogen siger det forbudte N-ord. Så falder himlen ned. Som barn lærte jeg ellers, at det hed »neger«, og at man ikke måtte sige »sort«, fordi det var nedsættende. Neger betyder »sort«, men det har alle tilsyneladende glemt. Nu er det pr. definition nedsættende.

Ords betydning flytter sig naturligvis over tid. Men den politiske korrekthed er flyttet for langt ind i sproget: Vi siger ikke mere »åndssvage« om mennesker, der er svage i ånden, eller »sindssyge« om dem, der er syge i sindet – selv om begge udtryk er smukke. Nu er de i stedet mentalt retarderede og psykisk syge, som om de får det meget bedre af det.

Omskrivninger, nydefineringer og udskamning af bestemte ord gør det ikke lettere at forstå og nå hinanden. Sandheden er, at vi i Danmark aldrig har været mere frie og lige. Vi burde også forstå hinanden bedre, men forståelsen skrider, og afstandene og uforsonligheden vokser. Med skadefryd læser vi onde hensigter ind i bestemte klaner og gode i andre. Vi glemmer helt at høre, hvad de faktisk siger. Det kildrer nemlig så dejligt, når man sviner dem til, for de kommer tydeligvis fra en anden klode end ens egen – heldigvis.

En selvopfyldende profeti er i gang i Danmark.