Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kirkskovs glade klakører

Foto: Thomas Lekfeldt, CARSTEN LUNDAGER og Sofie Mathiassen. Fold sammen
Læs mere

Hvor skrøbelig kan en skuespilchef på Det Kongelige Teater tillade sig at være? Ingen vil frarøve Kirkskov den titulære ret til at fortolke udi det absurde og meningsløse. Den ret både har og udlever han. Men burde han da ikke indrømme en undselighed som undertegnede – med så håbløst våde, nationalromantiske drømme, forstås – retten til at kritisere det, vi ser?

Men som den feje dreng i skolegården, der straks skriger »helle«, når han er ved at blive fanget i tag-fat, råber Kirkskov armslængde, når nogen tør betegne hans kunst for, hvad den er: patetisk, overfladisk og ligegyldig. Er det en skuespilchef værdigt? Bør han ikke sætte sig selv på spil snarere end krybe om bag panelerne?

Jeg mindes da kun ringe, at Kirkskov har undskyldt sig, når der fra politisk hold er uddelt roser. Men er disse ikke i ligeså høj grad et brud på armslængdeprincippet? Kan ros ikke i samme grad som kritik påvirke porøse kulturkrigere? Er den da ikke ligeså farlig for sarte sjæle som Kirkskov, der i vægelsind må kastes rundt mellem ris og ros? Og dog har jeg aldrig set ham flygte til sit armslængde-helle, når rosen var nær. Tværtimod praler han af stående ovationer og kan således føje hykler til sit renommé.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Med sit causeri 22. november bringer Kirkskov tankerne hen på Holbergs ord om de fornemme klasser, der »vænner sig til ildesmagende ting og til ubekvemme moder for at distingveres af almuen, og vanen bliver siden til en natur, så at man finder sødhed i det, som er mest surt og bittert«. I både indhold og kontekst indrammer de krasse ord Kirkskovs indladende forsøg på at modgå et sjældent enigt anmelderkorps, der har placeret hans – lad os bare kalde det – fortolkning af Maskerade i en varierende grad af elendig. Sandelig kan man vænne sig til meget! Og måske Kirkskov her skal finde årsagen til den megen applaus i salen? Når sidemanden klapper, vil man jo nødig være til grin. Så der klappes, applauderes, hujes og lykønskes. Ikke et øje er tørt.

Men poseuren Kirkskov holder ikke Holberg »tæt ind til huden og ud i strakt arm«, som han febervildt anfører, mens han i øvrigt hellere vil drøfte armslængde og nationalscenens rolle end forholde sig til anmeldelserne. Begge dele er mig dog kært.

Det Kongelige Teater skal først og fremmest være kulturbærende og –bevarende. Og i en tid, hvor forvirring og tvivl om dansk kultur og identitet er udbredt, har denne opgave aldrig være vigtigere. Alligevel får Kirkskov lov til at drive skuespillet som en mellemting mellem cirkusforestilling og eksperimentalteater. Hvis det virkelig er hans ambition, var det måske bedre, han løsrev sig fra denne nationale arv, der synes ham så ukær?

Som fuldblods kulturradikal er han mere optaget af at nedrive end opbygge. Og det er naturligvis hans frie ret. Men kunne han dog så ikke finde mere oplagte legepladser end nationalscenen?

Morten Messerschmidt (DF) er medlem af Europa-Parlamentet.