Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kirken som politisk parti

Jesper Beinov: Selvom kirkerne ikke har været overfyldte i pinsen, er otte ud af ti danskere stadigvæk medlem af folkekirken. Alt tyder på, at danskerne føler sig velkomne i folkekirken ved livets store begivenheder. Men langt de fleste af os er vanekristne på en måde som betyder, at vi ikke kommer i kirken hver gang klokkerne ringer, endsige når det er højtid.

Jesper Beinov, Debat- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kirken er i mere end én forstand et gammelt hus. Når folkekirken i nyere historie har kunnet rumme megen uenighed, er det fordi der i mange år har været en grundlæggende respekt for, at der i åndelige sager kan eksistere forskellige opfattelser side om side. Kirkeordningen er faktisk velfungerende, og derfor skal man være forsigtig med voldsomme ændringer. Politisk aktivisme og folkekirken udgør reelt en farlig cocktail.

Når en sådan situation på lidt længere sigt ville få kirken til at falde fra hinanden, hænger det sammen med, at de færreste danskere har lyst til at involvere sig i menighedsråd og i kirkepolitik. Dermed ville en politisk folkekirke blive gidsel for organiserede særinteresser, sekterisme og fraktioneringer. Det vil være første skridt på vejen mod, at kirke og stat bliver adskilt. For uden en rummelighed, hvor der er plads til forskellighed og hvor folk føler sig hjemme, er det slut med den skikkelighed der gælder i dag, og fraktioneringer vil høre til dagens orden.

Vi har faktisk set hvor lidt der skal til for at ophidse gemytterne, når det gælder brugen af politiserende prædikener. For nogle år siden var der organiserede protester mod udlændingepolitikken. Det var præster, der gik sammen og hver især prædikede uden at det var udtryk for, at folkekirken havde en mening om sagen. Men mere skulle der ikke til, førend nogle borgerlige i protest meldte sig ud.

Det er sandsynligt, at meningsmålinger blandt teologer og kirkeligt aktive vil afvige fra den politiske normalfordeling. Den slags er fint nok så længe man ikke fremmedgør folket fra dets kirke ved at mene alt muligt. Det er bedre, at vi ved valg deler os efter anskuelser, og så kan sidde side om side i kirken.

Nogle vil indvende, at vi allerede har politik, når biskopperne indimellem mener noget om nogle teologiske emner. Dertil er at sige, at biskopperne er embedsmænd, der først og fremmest har tilsyn med præsterne og deres synspunkt kan nok være kvalificerede teologiske betragtninger, men det udgør ikke et officielt standpunkt.

Heldigvis er de fleste forsøg på at give folkekirken mund og mæle faldet til jorden. Vi har ikke brug for en politiserende kirke, men hvis målet på sigt er at adskille kirke og stat, så vil en kirke med stærke meninger være en første begyndelse.

.