Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kineserne ønsker ikke demokrati

Kasper Støvring: Der er uden tvivl forhold i Kina, som for os i Vesten virker afstumpede. Men ved vi nok, og hvilken ret har vi til at fordømme Kina? Vi afviser jo også andre staters indblanding i vores kulturelle traditioner, jf. Muhammed-krisen.

87 procent af kineserne udtrykker tilfredshed med udviklingen i deres land. Så hvorfor har vi i Vesten så vanskeligt ved at anerkende andre styreformer end vores? Vi bryder os jo ikke om, hvis andre blander sig i vores anliggender. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Indrømmet, overskriften på denne klumme er skarpt formuleret. Men der er en kerne af sandhed i den, som det er vigtigt at gøre opmærksom på i disse dage, hvor politikere og meningsdannere fra venstre til højre har travlt med at kritisere Kinas autoritære styreform. Enhedslistens Per Clausen, CEPOS-juristen Jacob Mchangama og Dansk Folkepartis Søren Espersen har alle i hårde vendinger fordømt Kinas overtrædelse af de såkaldt universelle menneskerettigheder. Senest DSUeren Camilla Schwalbe i Berlingske.

I Vesten har mange fået demokrati på hjernen. Det får dem konsekvent til at fejlbedømme udviklingen i andre kulturer. Det så vi i forbindelse med det arabiske forår, der som bekendt har bragt islamister til magten. Det kan da godt være, at befolkningerne uden for Vesten ønsker demokrati. Men i så fald er det et demokrati i en helt anden forstand end det vestlige, liberale demokrati.

Problemet er blot, at mange i Vesten har svært ved at anerkende andre kulturers udformning af demokratiet. De anerkender kun et universelt, »one size fits all«-demokrati. Uvidenhed og intolerance - derpå kendes de vestlige universalister.

Hvorfor tror de, at kineserne ønsker demokrati? Ja, en række begivenheder i de seneste år vidner tilsyneladende om et sådant ønske. Et antal kinesiske frihedsforkæmpere er blevet arresteret i forbindelse med bl.a. Olympiske Lege i Beijing og markeringen af 20-året for opstanden på Den Himmelske Freds Plads. Dertil kommer arrestationen af aktivister som Ai Weiwei og senest regeringens censurering af internettet.

Disse begivenheder tolkes i Vesten som reaktioner fra et paranoidt styre, der er ved at blive svækket. Den tolkning lå også bag seniorforsker Jonas Parello-Plesners kommentar i gårsdagens Berlingske. Imidlertid har kinesiske ledere altid været optaget af stabilitet, hvilket vel at mærke også gælder de stærkeste blandt dem. Det skyldes, at det er uhyre vanskeligt at lede et så enormt land som Kina.

Der har ganske rigtigt været opstande i Kina, og i Vesten sympatiserer vi øjeblikkeligt med frihedsforkæmperne.

Men gør den almindelige kineser så også det? Nej, det er der ikke skyggen af bevis på. Tværtimod. Undersøgelser fra den anerkendte tænketank PEW Research Center fra marts sidste år viste, at hele 87 procent af kineserne udtrykker tilfredshed med udviklingen i deres land.

Hvorfor har vi i Vesten svært ved at anerkende andre styreformer end den vestlige? Jeg tror, at det har noget at gøre med forståelsen af legitimitet, altså folkelig opbakning til staten og den siddende regering. Her er der en enorm kulturel forståelseskløft mellem Vesten og Kina, som også kinaeksperten Martin Jacques er inde på i sit fremragende værk When China Rules the World, der netop er udkommet i en opdateret anden udgave.

Den kinesiske regering mangler legitimitet, fordi landet ikke er et liberalt demokrati med et flerpartisystem, fuld stemmeret, mindretalsbeskyttelse, individuelle borgerrettigheder osv. Men denne vestlige anklage undermineres af kendsgerninger, og også her er tallene forbløffende. En undersøgelse fra Harvard i 2009 viste således, at over 95 procent af kineserne er tilfredse med deres regering.

Hvad siger det os, eller rettere: hvad bør det sige os? At demokrati kun er ét blandt andre udtryk for legitimitet. Selv om f.eks. italienerne konstant går til valg, har den italienske stat stort set ingen legitimitet. Faktum er derimod, at den kinesiske stat nyder langt større folkelig opbakning end nogen vestlig stat, selv om vestligt demokrati er fuldkommen fraværende i Kina.

Den kinesiske stat nyder ganske enkelt en anden form for autoritet, som kommer fra en helt anden kilde end i Vesten, hvor staten ses som noget fremmed eller endda farligt, der skal inddæmmes med komplekse magtdelingsmekanismer.

I Kina betragtes staten derimod som en myndighed i ordets egentligste forstand: Som den instans, der beskytter og vejleder borgerne, fordi den ses som legemliggørelsen af selve den kinesiske civilisation eller kultur, om man vil. Statens hovedopgave er at bevare nationens enhed og nedkæmpe den form for etnisk og kulturel splittelse, som truer de vestlige stater. For langt de fleste kinesere er staten ikke et fremmed uhyre, men derimod et fortroligt medlem af den kinesiske familie, ja, den ses endda som familiens overhoved, som Martin Jacques skriver i sin bog.

Der forekommer uden tvivl forhold i Kina, som for os i Vesten virker afstumpede. Men inden kritikken kommer for godt i gang, bør man spørge sig selv, om man ved nok om Kina, og hvilken ret man har til at fordømme Kinas overtrædelse af menneskerettighederne. Vi afviser jo også andre staters indblanding i vores kulturelle traditioner, jf. Muhammed-krisen. Og selv om mange i Vesten opfatter menneskerettighederne som universelle, stemmer et stort flertal af landene i f.eks. FN konsekvent imod de europæiske standpunkter på rettighedsområdet.

Så vi må spørge os selv: Er vores rettighedsdyrkelse i virkeligheden forklædt narcissisme, intolerance og hykleri? Det er efter min mening gode spørgsmål at stille sig i disse dage, hvor Danmark har en enestående mulighed for at føre dialog og handle med verdens snart mægtigste land. Samtidig kan og bør vi tale frit og stolt om vores egne frihedstraditioner. Vi kan altså udmærket søge at overbevise andre om vores værdier - om end det nok bliver lidt svært al den stund, at Vesten er i krise og liberale værdier synes at være på retur i resten af verden.

Vi lever i en tid, hvor vores ytringsfrihed er under pres fra Europarådet, FN og islamiske grupper, hvor EU underminerer vores suverænitet, og hvor svage politikere giver statsborgerskab til potentielle terrorister, fordi internationale konventioner påstås at stå over dansk ret.

I et sådant tidehverv bør vi stå fast på vores egen kultur og anerkende andres måde at leve på, såfremt den anerkendelse er gensidig. Kun sådan kan vi fastholde vores styrke og leve i fred med andre.