Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kinas røde bykonges fald

Jonas Parello-Plesner: Fortællingen om den fremadstormende bykonge Bo Xilais fald fra magtens tinder understreger, at det stadig er et benhårdt leninistisk system, der hersker i toppen af Kina, og at revolutionen fortsat æder sine egne børn.

Indtil for nylig stod Bo Xilai til at blive en del af det kinesiske magtapparats absolutte inderkreds, når kommunistpartiet til efteråret skifter ud i toppen. Men i sidste uge blev den ambitiøse Chongqing-bykonge fyret i kølvandet på en skandale, hvor hans højre hånd, hjembyens politichef Wang Lijun, angiveligt forsøgte at flygte til USA. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bo Xilai var indtil for nylig en af Kinas stærke mænd og stod til at rykke op på de øverste taburetter til efteråret, når Kinas kommunistiske parti skifter ledere. Sådan gik det ikke. I stedet blev Bo Xilai fjernet fra sin post som leder af megabyen Chongqing.

Hans afgang er historien om en enkeltstående magtbegærlig leders fald, men hans politik skaber fortsat debat om, hvordan fremtidens Kina skal styres.

Derfor er det rigtigt, når Berlingskes søndagsleder omtaler Bos fald som en skillevej for Kina, men det er for simpelt at sige, at reformkræfterne vandt, hvor premierminister Wen ses som talsmand for disse. Wen Jiabao har udtalt ordene »politisk reform« utallige gange - senest i sin tale til Folkekongressen, men samtidig har han ledet Kina i et tiår, hvor politiske ændringer af Kina er fuldstændig stivnet. Wen har heller ikke leveret på sine løfter om at forbedre uligheden i det kinesiske samfund, så her placerede Bo Xilai sig - fuldstændig opportunistisk - som fortaler for en ny venstrefløj i Kina, der vil have en venstredrejet velfærds- og lighedsstat hurtigst muligt.

Bos - den røde bykonges - sidste ord til den kinesiske presse var, at hvis »kun få er rige, og vi er kapitalister, så har vi fejlet«. Den diskussion vil fortsat bølge højt i Kina i årene fremover og være en lakmus­test på, om partiet kan bevare magten.

Bo Xilai var en politisk kamæleon. Født ind i en kommunistisk elitefamilie: Faderen var en af den kinesiske revolutions helte. Under Kultur­revolutionen blev Bo Xilai først rødgardist, men blev imidlertid selv sendt i arbejdslejr. Senere arbejdede han sig op mod magtens tinder. Som handelsminister i årene 2004-2007 stod Bo for en international og liberal linje. Her viste han sit globale udsyn samt veltalenhed, også på engelsk. Og som andre af Kinas partielite sendte han sin søn, Guagua, til engelske eliteskoler som Harrow, Oxford og Harvard (for hvis penge spørger man naturligvis, men det spørgsmål burde stilles til alle kommunistpartiets ledere).

Bo Xilai repræsenterede noget sprælsk i kinesisk politik. Den nye norm er, at kinesiske ledere går i ét med tapetet og udelukkende ytrer kedsommelige klicheer. I 2007 blev han sendt til Chongqing. Flere i partiet ville have ham langt væk fra Beijing. Men Bo formåede at gøre opmærksom på sig selv alligevel og igangsatte en populistisk kampagne, der ikke lod en folkevalgt amerikansk borgmester meget tilbage.

Det mest opsigtsvækkende var kampagnen med at synge rødt. Byens borgere blev sat til at genoplive revolutionære sange, der blev sunget på byens pladser. Kampagnen vakte genklang hos midaldrende indbyggere, som oplever et samfund i hastig forandring og fandt et holdepunkt i fællesskabssange, som var kendt fra de yngre år. Andre så kampagnen som en gruopvækkende retur til kulturrevolu­tionens ensartede syngende masser.

Desuden slog Bo hårdt ned på mafiakriminalitet og korruption. Her kom hans højre hånd, Wang Lijun, ind i billedet som politichefen, der stod for udrensningen, som ikke kun ramte kriminelle, men også politiske modstandere. Mafiakampen var ret populær blandt almindelige borgere, men en lokal forretningsmand, der nu er i eksil i Vesten, berettede om tortur, mens en anerkendt forsvarsadvokat fra Bei­jing, der kastede sig ind i kampen for at sikre retssikkerheden, selv endte med at blive dømt.

Men den blivende del af Bos Chongqing-model handlede om social ulighed. Bo udrullede et større program for at sikre bedre rettigheder for migranter. Kina er reelt et kasteopdelt samfund, hvor byboere har bedre rettigheder samt adgang til social- og sundhedsydelser. Migranter, der flytter fra deres hjemstavn, har meget ringe vilkår i Kina.

Dertil kom et program med almennyttige boliger. Jeg så en del af byggeriet og prototyper på lejlighederne under mit sidste besøg i Chongqing. Det var imponerende: 700.000 boliger var under opførelse. Sammenlign med hjemlige forhold og Ritt Bjerregaard, der aldrig fik indløst sit valgløfte til Københavns borgere om 5.000 billige boliger.

Bos sociale budskaber ramte en rå nerve i den kinesiske befolkning, hvor mange lavere middelklassekinesere ikke føler, at det nye rige Kina gavner dem.

Premierminister Wen Jiaobao har vedvarende haft det som en målsætning at gøre mere for at mindske indkomstskellene mellem land og by, men i realiteten er den sociale ulighed fortsat med at stige, også under Wen og Hus ti år ved magten.

Valget af Kinas ledere i 2012 får længererækkende betydning end USAs valg, som ellers bliver dækket ti gange så meget i verdenspressen.

Bos offentlige exit giver forhåbning om, at der løftes mere for sløret på vej mod november, så verden kan få et bedre indblik i de ni personer, som kommer til at lede Kina i de næste ti år. Fortællingen om Bo understreger dog, at det stadig er et benhårdt leninistisk system, der hersker i toppen af Kina, og at den kinesiske revolution fortsat æder sine egne børn.