Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kim Walls død er virkelig­gørelsen af den kvindelige urfrygt

Forbrydelsen mod Kim Wall er også en forbrydelse mod indbegrebet af den selvstændige kvinde, der kunne det meste og ikke var bange for at gøre det.

Læs mere
Fold sammen

Der er tragedier, og så er der trage­dier. Kim Walls død hører til i den sidste kategori. Vi er derude, hvor ord ikke rigtigt rækker. Hvor der kun er medfølelse og meningsløshed. Hvor selv vi, der ikke kendte hende, gysende rækker ud efter vore kære i smertefuld vished om, at ondskaben kan lure under selv det mest stille vand.

 

For få uger siden var Kim Wall en respekteret journalist, en kosmopolit, en værdsat ven og et højtelsket familiemedlem. Nu udgør hendes parterede lig bevisbyrden i en kriminalsag så grusom, at chokket i dagevis har runget i den globale ekkodal. Også her i New York, hvor den svenske kvinde boede, og hvor jeg i ugens løb dækkede en mindehøjtidelighed for hendes tidligere studiekammerater. Øjeblikket rummede sin egen særlige symbolik, da hendes venner med granittunge hjerter sang Robyns megahit »Dancing On My Own« og hyldede Kim Wall som en badass, akkurat som den blonde popstjerne.

Forbrydelsen mod Kim Wall er også en forbrydelse mod indbegrebet af den selvstændige kvinde, der kunne det meste og ikke var bange for at gøre det. Hun havde plukket ivrigt af det træ af muligheder, som tidligere generationer havde plantet, og dyrkede livet som en ung, smuk, veluddannet, talentfuld og passioneret verdensborger.

Så meget desto stærkere føler mange sig forbundet med hendes skæbne. Hendes død er en konfrontation med det utænkelige og borer sig som et spyd direkte ind i kvindehjertets urfrygt. Den frygt, der sitrer i brystet, når vi går på mørke stier om aftenen, når vi skal åbne døren for en fremmed, og når vi sender vore døtre på jordomrejse eller bare ud i nattelivet. Tragedien åbner det skab af paranoia, som vi helst vil bolte til med troen på andres godhed og anstændighed.

Det første offer i denne rædselsfulde sag er det komplet meningsløse tab af et 30-årigt liv og en familie, der har fået sorgen som et nyt, altopslugende medlem.

Det næste offer er den tillid, der ligger som et usynligt bånd mellem os og ubemærket binder vores liv sammen. Den grundtillid, som får os til at turde tage hinandens gode hjerter som en selvfølge, og som er så integreret i den skandinaviske kultur og hverdag.

Mange har her i USA i ugens løb spurgt mig, om jeg ville tage med en fremmed mand på reportage på åbent hav. For en måned siden havde jeg sagt ja uden at tøve. I dag ville urfrygten røre på sig.

Kim Walls liv var udefra set en insisteren på tillid. Hun rejste rundt til nogle af verdens farligste steder og dyrkede den journalistik, hun elskede. Dancing on her own! Nu svæver hendes sjæl over alt det, der grænseløst uretfærdigt blev taget fra hende. Ironisk nok i et farvand, der normalt er det fredeligste på denne jord.

Selv en badass vender ikke tilbage fra de døde. Ulykkeligvis.