Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kenneth Kristensen chokerer på Christiansborg

DF-ordfører Kenneth Kristensen Berth har rejst en storm af forargelse i Folketinget. Men han har den ubehagelige pointe, at EU-landene fortsat famler efter løsninger på flygtninge- og immigrantkrisen.

08DEBThomas-Larsen-103017.jpg
Thomas Larsen. Fold sammen
Læs mere

Kenneth Kristensen Berth (DF) har nu haft et par døgn til at fortryde, at han under optagelserne til et TV-program sagde, at det burde være muligt at skyde mod flygtninge, når de krydser Middelhavet på vej mod Europa. Når de passerer en bestemt sømilegrænse, skal det være muligt at skyde for at få dem til at stoppe, sagde politikeren.

Da han fornemmede, at en politisk storm på Christiansborg og en shit-storm på de sociale medier ville gå i udbrud, gik han selv på Facebook for at nuancere sit budskab og meddelte, at han alene talte om varselsskud.

»Har Kenneth Kristensen Berth egentlig ikke - hvad enten man bryder sig om det eller ej – fat i noget?«

Med den nuancering fik han støtte fra Søren Espersen. »Jeg synes, at Kenneth Kristensen Berth så fint har præciseret, hvad det her drejer sig om,« lød det fra Dansk Folkepartis næstformand, som fortsatte: »At skyde varselsskud er noget, som flåden betjener sig af for at få folk til at adlyde de ordrer, der bliver givet.«

I samme åndedrag understregede Espersen, at det aldrig ville komme til at ske, at der skal skydes på flygtninge. »Det er slet ikke det, Kenneth Kristensen Berth har sagt, eller det vi mener,« fastslog han.

På Christiansborg var der dog ingen forståelse for Kristensen og Espersen. En lang række partier udsendte fordømmelser i fuld skala: »Kristian Thulesen Dahl er nødt til at lægge afstand,« skrev Sofie Carsten Nielsen fra de Radikale. »Traumatiserede mennesker på flugt skal man ikke skyde på eller imod,« fastslog socialdemokraten Dan Jørgensen, mens Pernille Skipper fra Enhedslisten anklagede DF for at opfordre til vold. Uffe Elbæk fra Alternativet mente, at en moralsk grænse var overskredet og spurgte retorisk: »How low can we go?« Også Venstre lagde afstand til DF. »Varselskud er et varsel om anvendelse af fysisk vold,« lød det fra Jakob Ellemann-Jensen.

»Vi har pligt til at redde flygtninge i havsnød«

I virkelighedens verden har Det Europæiske Grænseagentur, Frontex, affyret varselsskud mod både menneskesmuglere og flygtninge på vej over Middelhavet. Men Kenneth Kristensens bombastiske sprogbrug og de kraftige modreaktioner fik torsdag eftermiddag DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, på banen, og han fastslog, at kun hvis grænsevagter og NATO-soldater føler sig truet af flygtninge og menneskesmuglere i Middelhavet, kan der løsnes varselsskud. »Der skal ikke skydes på migranter i Middelhavet. Jeg synes grundlæggende, at man skal lade være med at skyde, og sådan tror jeg også, at det normalt er,« sagde han.

I tilbageblikket kan Kenneth Kristensen kun takke sig selv for, at han fik denne bredside fra de øvrige partier og måtte indkassere en reprimande fra sin formand, for han udtalte sig hovedløst. Selv med rettelsen af, at han mente varselsskud, da han talte om at skyde mod flygtninge, fik han trukket fronterne unødigt hårdt op og kom til at fremstå som koldhjertet over for folk i nød.

Grænseagentur har før affyret skræmmeskud nær flygtninge

Dermed fik han forvansket en debat om et dilemma, som med sikkerhed vil trænge sig mere på, for det centrale spørgsmål handler fortsat om, hvordan EU i praksis skal få kontrol med den strøm af flygtninge og immigranter, der bliver ved med at have Europa som deres mål.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen ofte fremhæver, at antallet af asylansøgere ved den danske grænse er rekordlavt, ser DF-ledelsens perspektiv helt anderledes ud. I DF mener man, at Danmark allerede har taget imod alt for mange udefra, og at det er blevet en for stor belastning for samfundet. Ifølge DF-ledelsen bør grænsekontrollen af samme grund gøres permanent og skærpes. DF mener også, at der for alvor skal sættes gang i hjemsendelsen af de mennesker, som ikke har ret til at være her i landet. Vigtigst af alt mener DF slet ikke, at flygtninge- og immigrantkrisen er et overstået kapitel for Europa og Danmark. I DF føler man sig ikke overbevist om holdbarheden i den aftale, som EU har indgået med præsident Erdogan i Tyrkiet. Derudover kan man se, at overfarten af flygtninge og immigranter fra det afrikanske kontinent til især Italien er intensiveret.

Vil EUs flygtningepolitik virke?

I DF anser man denne situation for at være uholdbar, og man er optaget af den praksis, som Australien har indført. Her bliver både med flygtninge og immigranter i mange tilfælde vendt om på havet og trukket væk. I andre tilfælde bliver flygtninge og immigranter samlet i lejre på øer. Fremgangsmåden er blevet heftigt kritiseret internationalt, men det har været de australske politikeres forsøg på at hindre ukontrollabel indvandring.

Disse løsninger appellerer i høj grad til DF. Med udsigt til overbefolkning, klimaproblemer og konflikter i Mellemøsten og Afrika frygter man i DF, at Europa kun har set begyndelsen på en konstant strøm af flygtninge og immigranter, og man forudser, at det bliver nødvendigt med mere håndfaste metoder for at bremse tilstrømningen.

Den erkendelse har også for længst bredt sig i stort set samtlige europæiske lande og helt ind i EU-kommissionen. Udlændinge- og asylpolitikken er strammet i en lang række lande, grænsekontrollen er genindført mange steder, Det Europæiske Grænseagentur – Frontex – har fået tilført markant flere ressourcer og har i flere tilfælde åbnet varselsskud mod menneskesmuglere på Middelhavet. Også NATO-skibe er begyndt at patruljere i farvandet, og alt i alt bliver der gjort langt mere i dag for at holde styr på, hvem der kommer til Europa – også for at kunne spore terrorister med planer om at udføre attentater i Europa.

Rundt om i Europa har hovedlinjen været klar og en majoritet af partier og vælgere har skubbet på for øget kontrol, men hvor langt man skal gå, debatteres heftigt. Med sine alt for firkantede formuleringer kom Kenneth Kristensen skævt ind i den debat, men på sigt kan det vise sig, at Dansk Folkeparti får ret i, at der skal gøres mere for at stoppe den desperate flugt over Middelhavet. Viser det sig, at den øgede kontrol ikke virker eller ikke er tilstrækkelig, vil der med stor sandsynlighed være udsigt til nye gennembrud for de bevægelser og partier rundt om i Europa, som – i lighed med DF – ønsker at indføre mere radikale metoder for at bremse tilstrømningen.