Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Man skal passe på med lediggang. Det skaber så mange sære ideer.
I Vexel-driften beskriver Søren Kierkegaard, hvordan guderne af ren og skær kedsomhed skaber mennesket, men at kedsomheden flytter med over i den nye skabning. Adam kedede sig også og skabte derfor Eva, hvilket tilvejebragte kedsomhedens paradoks, hvor de nu i stedet begge kedede sig og således øgede mængden af kedsomhed i verden. I stedet for at holde inde mens legen var god blev Adam og Eva til mange flere, og i takt med mangfoldigheden steg også kedsomheden. Til sidst blev folkemængden så stor, at den i en slags kedsommelighedens afmagt fattede den idé at konstruere Babelstårnet, hvilket skulle vise sig at være et rigtig skidt indfald.
Kierkegaard fortsætter med at pointere noget, vi alle ved, nemlig at børn, der keder sig, er farlige for sig selv og deres omgivelser. Ingen lyd er mere ildevarslende end den totale stilhed fra barneværelset. Selv kedede jeg mig så meget som seksårig på en altan i Esbjerg, at jeg var forbløffende tæt på – ved et kedsommeligt uheld – at kastrere mig selv med en rusten knibtang.
Senere ville jeg i kedsomhed ofte skille ting ad, som jeg ikke magtede at samle igen. Da jeg som tiårig i et anfald af kedsomhed skilte en kassettebåndoptager, jeg netop havde fået fra Singapore, i rigtig mange dele, der ikke ville finde sammen igen, sad jeg længe og kiggede på det bånd med Kim Wilde, der var fulgt med den fine gave og spekulerede på, om jeg nogensinde ville få side B at høre, eller om jeg var strandet på stupiditetens ø, der var skabt af min egen destruktive kedsomhed.
Aben flytter med
Nu kunne man tro, at den destruktive kedsomhed er noget man vokser fra, men det er langtfra tilfældet. Når jeg keder mig, begynder jeg at købe ting på nettet, som jeg på ingen måde har brug for. For nylig opdagede min bedre halvdel, at jeg havde budt et betragteligt beløb, hun ellers havde øremærket til indkøb af håndmalet porcelæn og sko, på en udstoppet bjørn og en plomberet muskedonner fra den amerikanske borgerkrig.
Nu har vi i stedet fået en lille dreng. Ind imellem får jeg den tanke, at det er for at holde mig beskæftiget. Og hvad er det egentlig med alle de sko og alt det porcelæn, hvis det ikke også er kedsomhed?
Når jeg sidder og læser alt det bras, ensomme mænd med adgang til sociale medier sidder og skriver om og til deres medborgere, tænker jeg, at det ville der være meget mindre af, hvis de ikke kedede sig så gudsjammerligt.
Ofte når jeg sidder i endnu et meningsløst samråd i Folketinget, tænker jeg, at det aldrig var blevet indkaldt, hvis ikke det var så kedeligt at sidde i opposition. Politikere, der keder sig, er svære at omgås. De kan finde på hvad som helst. Ofte sidder de og finder på løsninger til ideer, der ikke findes.
»Vi har erklæret Belgien krig«
Gruppemøderne i Venstre er sjovest, når der er noget på spil og noget at være uenig om. Sådan er det bare. Jeg er sikker på, at Jan E. Jørgensen fik skrevet en bog, fordi han kedede sig. Når vi har en kedelig periode, slæber tiden til gruppemøderne sig af sted, og man sidder og håber, at Claus Hjort og Lars Løkke slår døren op og råber: »Vi har erklæret Belgien krig!« Og at de, hvis Karen Ellemann spørger hvorfor, svarer: »Så sker der noget.«
Jeg ville ønske, at man tog kedsomhedens perspektiv med i dækningen af dansk politik og fik korte historier som: »I går mødte Berlingskes udsendte Mads Fuglede og en håndfuld af hans kollegaer på Christiansborg. De var dog så ramt af kedsomhed, at de kun fik politiske indfald, der ikke er værd at formidle videre til en bredere offentlighed, men i Køge er der en mand, der i flere omgange har talt pænt til et medmenneske, selv om de var uenige om rigtig meget.«
