Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kathrine Lilleør romantiserer sorgen

22DEBPREBENENGELBREK-144503.jpg
Preben Engelbrek Fold sammen
Læs mere

Sognepræst Kathrine Lilleør (KL) skriver søndag 19. juni, at alle sorgreaktioner er naturlige. Hun raser derfor mod Sundhedsstyrelsen, der netop nu skal udmønte otte mio. kr. til et nyt center for »kompliceret sorg«, en ny og selvstændig diagnose, som er på vej ind i WHOs diagnoseklassifikation. Puljen er politisk vedtaget efter forslag fra Børn, Unge & Sorg.

Lilleør anklager styrelsen for med puljen at opfordre mennesker til at elske mindre. Hendes ræsonnement følger den forsimplede logik, at eftersom ingen sorg er enkel og let, så er vi alle i risikogruppen for at udvikle kompliceret sorg, og ergo har vi sygeliggjort sorg per se. Men Kathrine Lilleør læser Sundhedsstyrelsens udbud, som Fanden læser Bibelen.

Lilleør skriver, at sorg er kærlighedens lykkelige pris. Den er i hvert fald kærlighedens pris. Men hun blander »stor sorg« og »kompliceret sorg« sammen. Har man elsket højt, er sorgen naturligvis stor – men ikke nødvendigvis kompliceret (i klinisk forstand). Om sorgen bliver kompliceret, afhænger af andre forhold end kærlighedens størrelse.

Forskningen – som jeg mistænker Lilleør for ikke at kende – viser, at langt de fleste efterladte oplever »normal« sorg: Sorg der sætter smertefulde spor resten af livet, og som kan bringe tilværelsen helt ud af kurs i en periode.

Men den viser også, at syv-ti pct. af alle efterladte bliver syge af sorg. Her kommer tilværelsen aldrig tilbage på sporet igen. Ser vi alene på efterladte børn og unge, gælder det for 20-30 pct.

Udover en upassende sarkasme i forhold til mennesker, hvis liv ødelægges af sorg og en overdreven romantisering, så afslører Kathrine Lilleør en skræmmende lille viden om psykologiske fænomener.

Hun skriver, at hun selv og alle, hun kender, lever op til Sundhedsstyrelsens liste af markører/risikofaktorer for kompliceret sorg, herunder overinvolvering i den afdøde, manglende støtte i netværket, afhængighedsforhold til afdøde, tilknytningsproblemer med afdøde eller en opvækst med kontrollerende forældre.

Uden at kende Lilleør og hendes netværk, tør jeg vove den påstand, at de ikke alle er kendetegnet ved ovenstående.

Det er uklart om Kathrine Lilleør blot ikke har mødt nogen af de 16.000 - 20.000 danskere, der hvert år rammes af kompliceret sorg, eller om hun blot mener, at de ikke skal have hjælp til at bearbejde deres sorg? Det kunne f.eks. være efterladte, der bliver så syge, at de ikke kan tage hånd om deres hjemmeboende børn eller falder ud af arbejds- eller studieliv. Det kunne være unge, der havner i misbrug eller kriminalitet eller ældre, der forsøger selvmord.

På baggrund af en ansøgning fra Børn, Unge & Sorg erkendte politikerne sidste år, at Danmark har behov for et Nationalt Sorgcenter. Blandt andet fordi sundhedsprofessionelle i Danmark ikke ved nok om kompliceret sorg. Det betyder, at der sker både over-, under- og fejlbehandling af efterladte.

Vi »overbehandler«, når vi har en sygesikringsordning, der tilbyder terapi til alle efterladte (uanset kompleksiteten af sorgen). Til gengæld fejl- og underbehandler vi mennesker med kompliceret sorg, der har meget, meget svært ved at få specialiseret evidensbaseret psykologisk behandling.

Problemet med sygesikringsordningen er, at psykologerne ofte er generalister og ikke specialiseret i at behandle kompliceret sorg. Derudover har mange læger svært ved at skelne mellem depression og kompliceret sorg, hvilket leder til forkert (medicinsk) behandling.

Netop derfor er det vigtigt, at lægerne bliver bedre til at stille den rigtige dia-gnose og henvise til den rigtige behandling