Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kassér kulturrelativismen, Kasper Støvring

Katrine Winkel Holm: Værdier. Hvordan kan man forsvare sig selv, hvis man ikke tror på sig selv? Hvordan forsvare dansk og vestlig kultur, hvis man grundlæggende synes, at de andres, i dette tilfælde de islamiske skikke, er lige så gode for dem?

»Jeg er konservativ, og bekæmper af den grund efter bedste evne det barbari, Bilal Philips står for. En vestlig konservativ må i sagens natur være i direkte konfrontation med en islamisk konservativ,« skriver Katrine Winkel Holm. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Konservativ blev den berygtede imam Bilal Philips kaldt under sit Københavnerbesøg. Måske med rette. Bilal vil ligesom Islamisk Trossamfund bevare islam i Koranens rene aftapning. Og er man konservativ, vil man netop bevare – konservere – noget.

Men hvad? Det er det afgørende. Enhver ved, at konserves kan bestå af alt, lige fra de mest udsøgte madvarer til den afføring, omtalehungrende kunstnere hælder på dåse.

På samme måde kan kulturkonservatisme bestå i et forsvar af islamisk frihedsundertrykkelse såvel som i en kamp for vestlig frihed.

Ordet konservatisme er med andre ord lige så tomt som en blikdåse. Det er det, der hældes i dåsen, der afgør, om konservatismen er spiselig eller lige til at kassere.

Jeg er konservativ, og bekæmper af den grund efter bedste evne det barbari, Bilal Philips står for. En vestlig konservativ må i sagens natur være i direkte konfrontation med en islamisk konservativ.

Nej, mener den konservative kulturforsker Kasper Støvring: »Som konservativ forstår jeg værdien af dybe traditioner og religion« (»Et forsvar for kulturrelativismen«, kulturkamp.blogs.berlingske.dk)

Derfor har han forståelse for muslimers fravalg af vestlig kultur til fordel for islams »dydighed«, »stærke slægtsbånd, arrangerede ægteskaber »og stærke pligt- og dydsfællesskaber«. Det er godt for dem, men ikke for os. Så fred være med det.

Første gang, jeg hørte Kasper Støvring, som både er en god bekendt og en allieret i mange sammenhænge, forsvare denne kulturrelativisme, var jeg ved at falde ned af stolen.

Støvring, denne trofaste forsvarer for Vesten, viste sig kun at forsvare Vesten ved en tilfældighed! Havde det været Muhammeds efterkommere og ikke Ansgar, der havde omvendt vore forfædre i 800-tallet, ville han, må man tro, i dag højlydt forsvare de gamle hæderkronede, dansk-islamiske dyder.

Og så ville vi slet ikke føre denne debat. For som kvinde ville jeg være henvist til at indtage min plads to skridt bag min arrangerede ægtemand. I tavshed. Hermed også antydet, hvorfor en god konservativ som Støvring hurtigst muligt bør lægge kulturrelativismen på hylden.

Der er tre ting galt med den: For det første bygger den på fejllæsning af islam. Det kan godt være Støvring er »partikularist«, men det er islam ikke. Den har en ambition om at omvende alverden.

Koranen siger ikke: Fred være med deres sære skikke. Den siger: Omvend dem og underkast dem, gerne med vold, sådan som det sker lige nu i Irak og Egypten.

For det andet forveksler han konservatisme med traditionalisme: Alt hvad der er gammelt, religiøst og traditionelt er værdifuldt, selv om Støvring heldigvis foretrækker vestlig kultur frem for alt andet. I 1000-tallet var det en god, gammel hæderkronet tradition at sætte vanartede unger ud til ulvene. Den slags unyttige ædere skulle slægten ikke hænge på.

En tradition, som den nytilkomne kirke tordnede imod og som derfor endte med at blive forbudt. Havde kirken været kulturrelativistisk, ville vi stadig regne børneudsætning for en hæderkronet dansk tradition, som ægte kulturkonservative hægede om.

For det tredje overser kulturrelativismen, at Vestens åndelige rygrad historisk er og har været en absolut sandhed: Gud er den absolutte, som relativerer alt andet. Over for ham er vi alle lige og lige meget værd. »Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde, for I er alle et i Kristus.«

Dette Paulus-budskab, der bærer kimen i sig til ægte frihed og lighed, var dybt utraditionelt, da det blev formuleret, både i græsk og jødisk sammenhæng. Det gjorde det ikke ringere.

Når man kasserer denne absolutisme til fordel for kulturrelativismen, er det så overhovedet Vesten, man forsvarer?

Og så til sidst: Hvordan kan man forsvare sig selv, hvis man ikke tror på sig selv? Hvordan forsvare dansk og vestlig kultur, hvis man grundlæggende synes, at de andres skikke, i dette tilfælde de islamiske, er lige så gode for dem?

Det ender i gold, vindtør traditionalisme uden evne til at overbevise, omvende og kæmpe videre i modgangstider. En »konservatisme« der bærer døden i sig. Så kassér kulturrelativismen, kære Kasper.