Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan man sørge over noget, man ikke har mistet?

Mine nærmeste veninder har mistet evnen til at få børn. Den ene fik revet drømmen bort om nogensinde at få sig et biologisk barn, de andre lever nu med udsigten til ikke at få mere end ét barn.

Da en veninde for få måneder siden mistede evnen til at få mere end det ene, hun netop har født på dramatisk vis, følte jeg som kvinde hendes sorg helt ind i marv og ben.

Verden er ved at bukke under af antallet af mennesker, som er i den. Vi har svært ved at brødføde og aktivere den største del af verdens befolkning. Men når jeg møder mennesker, der drømmer om at få børn, eller som er i tvivl, om de skal få ét eller flere, er mit umiddelbare svar altid: »Er du i tvivl, og kan du få børn, så få dem.«

Udsæt det ikke. Det at få et barn er ikke rationelt, praktisk eller som sådan nødvendigt.

Jeg har allerede to sunde og raske børn. Vil jeg have flere? Ja da. Jeg har en tæt kontakt med noget bundløst, stort, sort og mystisk. En urkraft, der gør mig ydmyg og dybt taknemmelig over at være kvinde, og være i stand til at føde børn. At få et mere føles som en nærmest magisk relation med det hinsiden. Ikke spor rationelt. Næsten uansvarligt, ville Moder Jord nok sige.

Overvejede farvel

Jeg måtte faktisk overtale min mand til at prøve igen. For ham er to børn nok. I flere år accepterede jeg på overfladen hans beslutning, men aldrig i mit hjerte. I de år overvejede jeg faktisk, om man kunne gå fra sin mand og forlade sin familie på grund af en familie, man endnu ikke havde? Om man kan tvinge sin elskede til at få et barn, han ikke ønsker, og om man kunne tillade sig at få barnet med sig selv og lade ham vælge, om han vil blive eller gå? Fuldstændig crazy!

Skal man opgive sin drøm eller sit dybeste ønske, alene fordi det er irrationelt, upraktisk og unødvendigt?

Sorg og læring

Min ven Sheryl Sandberg er aktuel med en bog »Plan B«, som handler om hendes pludselige tab af sin elskede mand, der døde helt uventet på deres ferie i Mexico. I det år, hvor hun sørgede og forsøgte at hele, har hun haft et overskud til at skrive en bog om det at miste.

I al sorg er der en læring. Og al sorg tvinger dig til at se på, hvor du bør gå hen, og hvad du bør gøre, sige eller forandre. Så til jer, der har en sorg, hvad enten den er rationel, håndgribelig eller ej: Du skal vide, at du ikke er alene.

Du kan godt være i dyb, dyb sorg over noget, du ikke fik gjort, udrettet, sagt eller gjort. Livet handler om at få gjort så meget af det, man drømmer om. Leve livet så meget som muligt, være taknemmelighed over det, man har, men også at slutte fred med det, man ikke har og aldrig får. Og så handler det om at omfavne, at der inde i dig kan sidde en sorg, der aldrig vil gå væk, en sorg folk aldrig vil forstå. Men du skal i hvert fald vide, at du ikke er alene!

Soulaima Gourani, forfatter, foredragsholder og rådgiver.