Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Kan han bare stille op hos damerne?«

Forfatter Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette Indspark rummer ikke skråsikre meninger, men derimod spørgsmål og overvejelser. Derfor vil Indsparkets forfatter heller ikke stå til regnskab, som om han rent faktisk havde skråsikre meninger om dagens emne.

Folketinget har vedtaget, at man kan foretage et juridisk kønsskifte efter den såkaldte erklæringsmodel. Det betyder, at man anmoder om at skifte køn, og venter seks måneder (en såkaldt refleksionsperiode), hvorefter man får et cpr-nummer med det ønskede endetal. Som liberal kan jeg kun tilslutte mig princippet om, at alle (så længe, de ikke generer andre) skal have lov til at sige og gøre, hvad de vil; og have lov til at være dem, de vil – uden at opleve chikane eller restriktioner fra myndighederne. Jeg kan desuden tilslutte mig et princip om, at myndighederne aktivt skal skride ind over diskrimination, der fx udspringer af menneskers fredsommelige følelser og livsvalg. Alligevel er jeg nødt til at spørge mig selv og andre: er den juridiske form, der hedder »frit valg af køn« den perfekte løsning? Eller er der tale om en forholdsvis tom sejr, der snart vil blive mødt af begrænsninger og indskrænkninger, der i praksis ophæver den juridiske anerkendelse, man netop har modtaget?

Lad os for argumentets skyld antage, at jeg er vild med at løbe 1.500-meter løb, men har svært ved at gøre mig gældende i herrerækken. En løsning kunne være at træne mere – men en anden kunne være, at jeg skiftede juridisk køn og stillede op i damerækken. Det ville rykke mig langt frem i feltet. Verdensrekorden for herrer er nemlig 3:26:00, mens verdensrekorden for damer er 3:50:26 (sat for 21 år siden af en hamrende dopet kinesisk løber, i øvrigt). Det er jo useriøst! ville en og anden måske indvende. Men hvem skal afgøre, om erklæringen er seriøs eller ej? Et eller andet »oprigtighedsnævn«, der i hvert fald ikke er bygget ind i loven, og som jeg har svært ved at se det gennemførlige i – såvel filosofisk som praktisk. På samme måde kunne man forestille sig, at en eventuel lov om kønskvoter i bestyrelser kunne omgås ved, at et passende antal mænd erklærede sig som kvinder. Den myndighed, der havde forordnet ligestilling i bestyrelser, ville i så fald sidde magtesløs tilbage – med mindre den før omtalte (men uladsiggørlige) kontrol for oprigtighed-versus-strategisk-handlen fandt sted. Eller ligestillingsmyndighederne gik til den yderlighed at omformulere en eventuel ligestillingslov til en decideret lov om genital mangfoldighed i bestyrelser (og hvem skulle kontrollere det?).

Som liberal anerkender jeg – hvad der allerede er nævnt én gang – menneskers ret til at være sig selv og gøre som de vil inden for meget vide rammer. Og vel at bemærke: uden chikane eller diskrimination hverken fra private eller fra myndighederne. Men søger man det rigtige sted hen, når man vil have cpr-registrets anerkendelse uden tilsyneladende at overveje, hvor meget eller hvor lidt »følge-anerkendelse« det vil udløse i andre sammenhænge? Og er der ikke en nærliggende risiko for håndfast ikke-anerkendelse i de sammenhænge, jeg har nævnt (samt lignende), når man går så håndfast efter anerkendelse i cpr-registret?

Alt dette vil tiden og en sober debat vise.