Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan Gud lide fodbold?

Inden Vesten blev kristent, var der en blodig stadionkultur – og efter kristendommen mistede positionen som kulturdefinerende, kom stadionkulturen igen. Hvorfor?

Sognepræst Sørine Godtfredsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fredag begyndte EM - endelig. Og lørdag træder Danmark ind på grønsværen, og så skal Holland ha’ dada - ligesom i ’92. EM og VM i fodbold er blevet moderne ritualer i kæmpe skala med millioner af mennesker som deltagere. Og hvis en kultur skal forstås via sine produkter, er det åbenlyst, at Vesten er en enorm stadionkultur. Det var vi også i det antikke Grækenland og Rom - med olympiske lege og gladiatorkampe. Men i den mere end tusindårige periode, hvor kristendommen var kulturdefinerende for Europa, fandtes stadionkulturen ikke - hvis der var ét sted, hvor folk mødtes, var det kirken. Og der skulle ikke gå mere end 14 år, efter Nietzsche havde erklæret Gud for kulturelt død, inden Pierre de Coubertin genopfandt de Olympiske Lege i 1896, og inden for seks år efter opstod store fodboldklubber som FC Barcelona, Real Madrid og Manchester United. Det er som om der er en modsætning mellem kristendommen og stadionkulturen - spørgsmålet er, om Gud overhovedet kan lide fodbold.

For sognepræst, debattør og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen er sagen klar:

Sørine Gotfredsen, Sognepræst og forfatter

»Den stadionkultur, vi har i dag, er udtryk for, at vi erstatter det ægte åndfulde med noget, som er meget meget lettere tilgængeligt. «


- Den stadionkultur, vi har i dag, og som virkelig er blevet kæmpestor, ser jeg også som et udtryk for, at vi erstatter det ægte åndfulde med noget, som er meget meget lettere tilgængeligt. Og man kan roligt sige, at kristendommen og det religiøse er trængt i vores del af verden. Stadionkulturen er egentlig ret sørgelig, fordi den sætter massebevægelsen i system og gør det på baggrund af noget, som i længden er en lille smule fordummende.

Gotfredsen startede i 1994 som sportsjournalist på den nu hedgangne Aktuelt, og vejen fra de danske sportshaller til prædikestolen i Jesuskirken i Valby handler blandt andet om et stigende ubehag ved stadionkulturen:

- Jeg begyndte helt personligt at opfatte det at være til stede på et stadion eller i en håndboldhal blandt så mange andre som en mere og mere uholdbar og næsten ydmygende position. Fordi jeg meget tydeligt mærkede midt i den voldsomme masse, hvordan jeg selv som en enkelt blev nærmest sekundær. Og man aner i den situation, hvordan den enkeltes egen dømmekraft, fornuft og samvittighed kan blive overmandet af kollektivet, når det virkelig folder sig ud. Der er noget ansvarsløst og selvforglemmende ved stadion-tilstanden, der jo godt kan opfattes som tegn på glæde og lethed, men som jo lige så godt kan bevæge sig i den anden retning og blive til noget lukket og dystert. I hvert fald ramte det mig som en slags krænkelse af min selvopfattelse som et værdigt individ.

Vende røven til guderne

For lektor ved SDU og forfatter til bogen Madridismo om Real Madrid, Bo Kampmann Walther, ser sagen lidt anderledes ud.

- Der er to muligheder. Den stærkt troende vil sige, at Gud og kristendommen får styr på menneskets trang til at blive en del af et frådende kollektiv, og at i det øjeblik, hvor folk ikke længere tror, så åbnes der en ladeport for dets genkomst, og at det er trist, fordi det sted, hvor man virkelig kan mærke Gud og Jesus i de intime øjeblikke i et fællesskab, er blevet afløst af en massebevægelse, der sidder og råber på stadion. Men religionsantropologen, som har et lidt mere cool syn på det, vil sige: det er et eksempel på, at når mennesket har de drifter til at råbe, dyrke fællesskaber, have ikoner, det rituelle - og historien har skiftende perioder, hvor kristendommen ikke længere kan rumme det og styre det, så kommer der noget andet og tager over. Og man kan sagtens se, hvordan stadionkulturen mimer kirken og kristendommen - så synger man den salme eller sang, så rejser man sig op osv. Det er mest sådan, jeg ser det.

Kampmann Walther, der skal se EM med lige dele »analytisk blik og fadølsskummende og topmaveplettende engagement« og bliver sendt i armene på fodboldmæssig fædrelandskærlighed, når Olsenbanden istemmer nationalsangen, trækker spor tilbage karnevallets funktion i kristendommen.

Bo Kampmann Walther, Lektor, ph.d. og forfatter

»Man kan godt se stadionkulturen som erstatningsreligion. Men det stikker dybere. «


- Man kan godt se stadionkulturen som erstatningsreligion. Men det stikker dybere - det drejer sig også om den løssluppenhed, der ligger i at holde med nogle og råbe og skrige. Det er der ikke så meget plads til i verden, fordi alt er blevet stramt, styret og systematisk og på mange måder også kvindeliggjort på godt og ondt. Og så får man brug for et maskulint pusterum, hvor man kan lave kaos og råbe og vende røven til guderne. Sådan var det med karnevallet i den kristne epoke - man havde kaoset, men fik det rammesat, så der var styr på det. Præstestyret sagde - ikke med de ord, men alligevel - så lad dem da dyrke deres latente drifter den ene dag om året, resten af året holder vi dem i stramme pietistiske tøjler.

Det smager lidt af fugl

Så vidt Gotfredsen og Kampmann Walther. Den ene ser en faretruende modsætning, den anden en slags fortsættelse med andre midler. Filosof Arno Victor Nielsen stormede som dreng fra mål til mål, når han var på stadion, fordi »det var der, energierne var størst«, nu vil han hellere se fodbold alene foran TV-skærmen. Han ser stadionkulturens genkomst som en pseudo-genkomst.

- Masserne i det gamle Rom var rigtige varme masser, som nærmest fik en kollektiv orgasme ved at se kristne blive spist af løver. Men den reprise, stadionkulturen har fået, er som kold masse. Vi drømmer ganske vist om at blive sådan et frådende kollektivt væsen igen, målet er jo at komme af med vores civilisation, for et øjeblik i stadiongryden at opleve en kollektiv vildskab. Men det får vi sgu ikke lov til mere. Ikke bare har man delt tilskuerne op med hegn imellem dem, men også lavet nummererede sæder, så nu er vi er delt op i individer. Og så drikker man sig fuld for en sikkerheds skyld, inden man tager ind på stadion, så man kan få en flig af den oprindelige beruselse i kollektivet. Stadionkulturen er genopstået, men den virker ikke som den romerske. Vi kan ikke længere krænge kulturen af os.

Så du deler ikke Sørine Gotfredsens frygt for en åndløs kultur?

- Jeg tror ikke, man skal være bange for det. Og så kan man jo sige, at fodbold er blevet ren ånd. Se på den måde, man taler fodbold på, den er blevet mere og mere åndelig og intellektuel, med taktik og aflæsning af spillet. Vi klapper ikke, når der er en, der er voldelig. Vi giver os ikke hen og lader os rive med. Det griber os ikke følelsesmæssigt lige så meget, som vi håber. Men ville vi ønske det? Det tror jeg ikke. Fordi vi godt kan lide vores civilisation, og at folk er tilregnelige - også når de er til fodbold.

Så stadionkulturen virker ikke?

Arno Victor Nielsen, Filosof

»Vi leger ’masse’ igennem kampen på græsset. Det er narrefisse.«


- Den indfrier ikke det løfte, den giver os, men den giver os en lille fornemmelse af det. Men vi er reflekterede, når vi er der, vi taber ikke hovedet, selvom vi gerne ville. Det er ligesom når Kierkegaard siger: den moderne masse bliver et publikum. Vi sidder og betragter vores egen begrænsning. Vi leger ’masse’ igennem kampen på græsset. Det er narrefisse.

Det smager lidt af fugl?

- Ja, det er nok mere passende.